Close to the Sun

Jeg elsker Bioshock! Ken Levine er et geni i min verden, og jeg elsker alle hans spil, (med undtagelse af System Shock 1 og 2, de er en kende for kantede for mig), og jeg har da også gennemført dem alle flere gange, når lysten har indfundet sig. Close to the Sun har ladet sig "kraftigt" inspirere af disse spil, eller om ikke andet ideerne og tankerne bag dem, men kan det leve op til disse klassikere? Det er du sikkert klogere på, når du når til enden af denne anmeldelse. Close to the Sun er udviklet af Storm in a Teacup, og kan spilles nu på PC - dog er konsolversioner tilsyneladende også på vej.

Close to the Sun har taget meget af sin stil fra Bioshock-spillene, som jeg elsker højt, og historien er også i højsædet, meget lig sin inspirationskilde, men her slutter lighederne også ganske brat, for Close to the Sun er ikke et skydespil på nogen måde. Close to the Sun ligner mere spil som Gone Home og What Remains of Edith Finch. Så rent tematisk er lighederne lette at spotte, men på et mekanisk niveau er udvikleren tilfreds med at lade dig udforske, og ikke meget andet. Nogen vil nok kalde spillet for en "Walking Simulator", men er man fan af eventyrspil i førsteperson af den gamle skuffe, synes jeg det bedre kan beskrive spillet, for der er mere ved spillet end bare at få smidt historie i hovedet, og historien er i højsædet i Close to the Sun, så lad os kigge lidt nærmere på denne vigtige del af spillet.

Vi skriver året 1897 i en alternativ virkelighed, hvor Nicola Tesla tog sine opfindelser, og gjorde dem til en vigtig del af samfundsordenen. Hans opfindelser bliver i denne virkelighed brugt af nationer til at skabe ligevægt mellem supermagterne, for eksempel har han opfundet et våben, med det muntre navn "Death Ray", som nationerne så har måtte finde ressourcer til at købe, hvis de ville have magt. Han selv mener at verdenen bliver mere sikker med sådanne maskiner, men ikke alle er enige, og derfor handler spillet om hvorledes sabotører og terrorister forsøger at ødelægge Teslas mange opfindelser.

En anden opfindelse er superskibet Helios, hvor Close to the Sun foregår. Helios skulle, ligesom Rapture i Bioshock, være en utopi for de klogeste forskere i verdenen. Problemet er bare at der ikke er langt fra geni til galskab, og det finder vores hovedperson, Rose, ud af kort inde i historien. Rose har fået et brev fra sin søster Ada, som gerne vil have hende til Helios af grunde som jeg ikke vil spoile for dig. Jeg tænkte med det samme, da jeg så at Close to the Sun tænkte jeg hurtigt; "jeg vil vædde med at skibet er næsten tomt", for sådan er det tit i spil som dette, at man udforsker noget efter skelsættende begivenheder er sket. Det er der ikke noget galt med, men det er efterhånden et lidt gammel nummer. Efter fem minutter i spillet fik jeg denne mistanke bekræftet, og jeg må indrømme at dette er ved at blive en ret kedelig aspekt ved genren, for ensomhed i spil er bare ret kedeligt, synes jeg, og vidner om manglende evner og ressourcer hos udvikleren, for så behøver de ikke have mange stemmeskuespillere, eller fokus på karakterernes udseende, noget Close to the Sun også lider meget af, men mere om det senere.

Rose ankommer så til Helios, og skibet er fyldt med døde forskere, så man skal så finde ud af hvad der er sket med menneskene og samtidig finde ens søster, som sjovt nok ikke er der for at modtage en ved landingen. Historien er nogenlunde spændende, men jeg må indrømme, at jeg gættede plottet længe før det udspillede sig, og det er synd, for det er egentlig det eneste et eventyrspil som dette skal gøre ordentligt, men historien er bare en smule kedelig og forudsigelig. Bevares, der er nogle enkelte skræmmende øjeblikke, men for det meste fanger historien ikke. Det bliver ikke bedre af at der kommer et narrativ om tidsrejser og monstre som vil dræbe på grund af det. Lyder det forvirrende og svært at forstå? Det er det også.

Lad os i stedet snakke om spillets udseende, for det er helt klart her, Storm in a Teacup har forsøgt at score point. Som jeg sagde i starten, så er spillet kraftigt inspireret af Bioshock, og den stilart der hedder Art Deco. Art Deco kan bedst beskrives ved at man nævner forkromede overflader, stærke farver, og karikerede karakterer. Især har Close to the Sun en masse krom. Alting skinner og funkler af guld og sølv, og man kan godt mærke at dette skib er lavet af mennesker med ressourcerne i orden. Det er ret flot, men en smule kunstigt, for man kan godt mærke at udviklerne måske ikke lige har haft tiden eller evnerne til at fuldføre arbejdet, og der er for meget af det. Det føles ikke som skibet har haft levende mennesker boende, men føles i stedet sterilt og koldt, noget som Bioshock modsat virkelig gør godt. Man ser næsten ikke karaktererne tæt på, og når man gør, er det ikke et kønt syn, og man kan bedre forstå, hvorfor man hele tiden vinker til sin søster på afstand. På den positive side er lyden dog god, og musikken er til tider bombastisk når det er nødvendigt, og stille når spillet mener man skal skræmmes. Stemmeskuespillet er til tider godt, men til tider også ganske forfærdeligt, og nogle af stemmeskuespillerne overspiller helt enormt, men ikke på den sjove måde. Specielt skal én af forskerne som hjælper en nævnes. Hans stemmeskuespiller skal holde sig fra accenter, og hans præstation er på grænsen til øretæveindbydende. Gud, hvor jeg hadede ham!

Spillet har ikke meget gameplay, og man går fra rum til rum og læser breve, mens man samtaler med de få karakterer igennem sin kommunikationsdims, som Tesla åbenbart havde opfundet til lejligheden. Man bevæger sig så rundt i skibets mange dele for at nå frem til mysteriets kerne. Der er simple gåder som skal løses, men de er meget ensartede og lette, så jeg vil næsten ikke kalde dem gåder. Man finder mange dørkodekombinationer, som man så skal skrive ned, så man husker dem til den relevante dør, som måske er på den anden side af rummet. Det er altid nemt, og ikke særligt udfordrende. Noget der ikke er nemt, er til gengæld at udviklerne har lagt forfølgelsessekvenser ind i spillet, hvor du skal løbe væk fra diverse karakterer, som vil dig til livs, og denne del af spillet er enormt ringe udført. Hvis udviklerne havde vist en den rigtige vej igennem de trange gange via godt design, så havde det været fedt, men i stedet sidder man fast i borde og stole, og det, kombineret med en 10-20 sekunder lange sekvens, hvor ens morder bare stikker løs på en uden modstand, gjorde at jeg råbte ord, som jeg ikke tør nævne her af min skærm, som jo var ganske uskyldig. Disse sekvenser burde ikke have været i spillet, for de ødelægger enormt meget af spilleglæden.

I kan sikkert gætte at konklusionen på denne anmeldelse må være at jeg ikke vil anbefale dette spil til nogen. Alting er bare så middelmådigt desværre, for der er potentiale her, men jeg skal love for, at det er gjort bedre og flottere af andre udviklere. Spring Close to the Sun over.