Classic NES series: Super Mario Bros.

Som anmelder plejer man gerne at prøve at finde en original indgangsvinkel til en anmeldelse, et lille twist der adskiller den fra andre anmeldelser af den samme titel. Med en titel som denne anmeldelse handler om, tangerer dette dog til det umulige, så lad være med at tænke videre over det, hvis I synes at have læst noget lignende det her et eller andet sted før. Men lad os dog nu lige være ærlige, hvad kan man sige om en så hyldet titel som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før? Måske at spillet nu er genudgivet til Game Boy Advance til en budgetpris, og stadig indeholder megen af charmen der betød fødslen af en hel generation af gamere dengang for lang tid siden.

Mario og hans bror Luigi er blikkenslagere der uden de store dikkedarer suges ind i en verden, hvor de hurtigt finder ud af at deres talenter som guldmønte indsamlende, paddehatte spisende, skildpaddestampende brødre aldrig før har set dets lige. Den onde ildsprudende drage/dinosaur/hersker Bowser har kidnappet den tilsyneladende evigt uheldige prinsesse Peach og brødrene er de eneste der kan rede hende.

Gennem fireogtres forskellige levels skal man som en af de to brødre samle guldmønter, som for hver hundrede giver et ekstra liv, spise paddehatte, som giver ekstra levetid, og røre ved ildblomster som giver muligheden for at kaste med ildkugler. Udover disse egenskaber har spilleren kun brødre parrets utrolige sprængkræfter at ty til, hvilket dog ikke er at undervurdere.

Super Mario Bros var i sin tid det første egentlige spil i den genre der i dag bliver defineret som platfomspil-genren. Gameplayet var perfekt balanceret med præcis nok udfordring i hver bane til at spillet nærmest var umuligt at slippe igen, og samtidigt havde Nintendo, anført af den på det tidspunkt ukendte Shigeru Miyamoto, kælet for alle spillets detaljer.

Selvom udviklingen for længst har ramt de fleste genrer, er det stadig nemt at se hvor meget selv de nyeste spil i platformspil genren, stadig låner fra Super Mario Bros. Desværre betyder det også at charmen ved et gensyn med Super Mario Bros ikke er helt så stor som man kunne have håbet. Gameplayet er stadig intakt og faktisk forfriskende enkelt, i en tid hvor alle genrer synes at blive mere og mere komplekse. De fleste gamere vil dog have spillet det meste af hvad Super Mario Bros har at byde på i hundredvis af konkurrenter siden da, og spørgsmålet bliver derfor om man som gamer har lyst til at vende tilbage til en mere enkel tid.

For gamere som aldrig nåede at være med da konsolspil var lige med den brødkasse lignende NES, spillene kom på monstrøst store cardridges og kontrolleren lignede nogle brugte dele fra et gammelt bipbip spil, er her en sjælden chance for at se og prøve hvad det hele handlede om dengang. Ligeledes er der for tårevædede retro-gamere, der blot ved tanken om NES versionen af Super Mario temaet bryder ud i flæbende gråd, her en ganske unik chance for at vende tilbage til mange af gårsdagens, garanteret bedste minder.

Det må derfor også være op til den enkelte at vurdere om Nintendo presser citronen lidt for hårdt ved at kræve 199 kroner for hvad der i realiteten er snart tyve år gamle spil. Undertegnede har prøvet at holde sig lige midt i mellem og er derfor endt med en karakter som Nintendo fanatikere ganske sikkert vil synes for lav, mens andre vil undre sig over, hvordan en så gammel titel kan opnå så høj en karakter.

Super Mario Bros beviser dog bedre end de fleste andre titler hvad der skiller klassikere fra mere almindelige spil. Et bund solidt gameplay hvor der er blevet tid til at kæle for detaljerne, lysten til gameplay innovation, og et glædeligt persongalleri er alt hvad der kræves. Det og en svampespisende blikkenslagerhelt.