Civilization IV

Send kæresten på en god, lang ferie og kom hunden i kennel. Socialt samvær og sund nattesøvn er aflyst de næste mange uger, for efter fire år med udvidelsespakker til treeren ligger Civilization IV endelig klar i butikkerne. Tiden er igen blevet moden til at føre din helt egen civilisation - den være sig romersk, persisk, amerikansk eller noget helt tiende - fra ydmyg stenalder-primitivisme til højteknologisk verdensdominans. Nu i nye, smarte 3D-omgivelser og med en række fine gameplay-justeringer.

Justeringer er ordet, for Sid Meier har ikke pillet meget ved Civilization-seriens grundlæggende udgangspunkt. Civ-nørder vil med interesse notere sig, at fireren inkorporer religioner som kulturproducerende kraft, at spillet giver worker-enheder langt mere at tage sig til og at modstanderne er blevet en anelse skarpere: De snyder mindre på de højere sværhedsgrader og er sværere at snyde på de lavere. Ingen af disse nyskabelser skader, tværtimod. Men i forhold til treeren er der afgjort tale om en evolution snarere end en revolution.

Civilization IV’s mest interessante nyskabelser skal findes omkring spilsubstansen, ikke i den. Som noget nyt giver fireren mulighed for at justere spilhastigheden - epic er langsom, normal og quick giver sig selv. Sætter man hastigheden til quick, kan et spil tage så lidt som to timer, hvilket gør spilforbruget nemmere at indplacere i en travl hverdag og i øvrigt har den lykkelige bivirkning, at multiplayer-spil bliver en mulighed for andre end arbejdsløse, universitetsstuderende og meget opofrende Civ-entusiaster.

Fint er også spillets nye 3D-interface, der præsenterer Civilizations velkendte skakbræts-verden på en uvant appetitlig måde. Fine animationer og karaktermodeller tilsættes livagtige detaljer, og det hele suppleres af en særdeles lækker lydside. Selveste Star Treks Leonard Nimoy lægger stemme til et velvagt citat, hver gang du får researchet dig frem til en ny teknologi, og musikken er glimrende tunet ind på de forskellige tidsaldres trends.

På multiplayersiden tilbyder Civilization en alenlang række af muligheder - fra LAN over Play By Email til Hot Seat - og samtidig leverer spillet og dets hjemmesider alle de nødvendige værktøjer til at skabe mods og bygge nye Civilization-verdener. Hvis Sid Meiers strategiske genistreg har det med at gøre indhug i det sociale liv, er der til gengæld enhver forudsætning for at kaste sig ud i seriens traditionelt velvoksne fan-community.

Nuvel, alle mine Civ-nørder: Nu ved I, hvad I har brug for at vide. Fireren er en værdig tilføjelse til den fine og unikke serie strategispil, der udgør Civilization-dynastiet, og kunne man lide forgængerne, vil man også kunne lide den her. Alt er ved det gamle, men dog så tilpas meget justeret, finpudset og forbedret, at spillet er investeringen værd for de trofaste.

For Civilization-jomfruer vil sagen antageligt være en tand mere speget. Med tiden har serien antaget en stadig mere kompleks karakter, og selvom fireren gør sit for at assistere, automatisere og instruere, kræver det stadig sin mand at mestre Sid Meiers gennemtænkte gameplay-koncepter. Spillets tutorial kunne være mere udtømmende og dets 200 sider lange manual mindre overvældende, men Civilization IV selv kan og skal dybest set ikke være anderledes.

Spillets uimodståelige appel ligger nemlig i det uhyre komplekse samspil mellem grundlæggelsen og driften af byer - her kan virkelig fluekneppes - udvikling af ny teknologi og ekspansion af rigets grænser, enten med vold eller diplomati. På sin egen abstrakte brætspils-facon favner Civilization langt bredere end noget andet strategispil, især i kraft af unikke begreber som f.eks. kultur, der opdyrkes gennem kunst, religion og andre luksus-beskæftigelser, men kan øge din civilisations udbredelse markant, ikke mindst gennem kulturel integration af konkurrerende civilisationers grænsebyer.

Civilization IV’s nuancerigdom illustreres af, at det kan vindes på en lang række måder - ikke blot gennem erobringer og krigsførsel. Det er et spil, der kan spilles på mange niveauer og med mange dagsordener, og det er et spil, hvor der altid er et væld af beslutninger at træffe, teknologiske udviklinger at følge og problemstillinger at forholde sig til. Har man først fanget de komplicerede koncepter, er det svært at løsrive sig: Man tager rask væk en tur til og en tur til og lige en enkelt tur til - og voila! Klokken er fire om morgenen. Det pynter ikke på næste dags præstationer på arbejdet eller bag bøgerne, men fængslende er det.