Chronicles of the Wolf

Chronicles of the Wolf ligner på overfladen en blodfattig kopi af Castlevania. De sidste par år har været fulde af halvdårlige Metroidvania-eventyr, og tanken om, at Chronicles of the Wolf ville være endnu en middelmådig titel, var lige ved at få mig til at droppe denne anmeldelse. Heldigvis blev jeg positivt overrasket. Det pikselerede spil er fyldt med hemmeligheder og interessante elementer, der ikke kun henter inspiration fra genrens giganter, men også tilføjer yderligere elementer for at skabe en unik oplevelse.

Så snart man begynder at spille Chronicles of the Wolf, indser man hurtigt, at udvikleren Migami Games har kigget Super Castlevania IV over skulderen. Hovedpersonen bevæger sig med den samme stive animation, som Simon Belmont gjorde i 1991, og mange af omgivelserne ser ud til at være taget direkte fra den pågældende SNES-klassiker. Det er nogle gange så tydeligt, at det lugter af plagiat. Meget af gameplayet låner også kraftigt fra Konamis vampyrtitel, men i stedet for bare at plukke fra den førnævnte Super Nintendo-klassiker er der også komponenter fra det mere populære mesterværk Castlevania: Symphony of the Night.

Du spiller som den unge ridder Mateo Lombardo, og du bevæger dig gennem et hærget fransk 1700-tals landskab på jagt efter et uhyrligt bæst. Men der går det hurtigt galt, og i stedet for bare at jage et grotesk monster skal du også løse mordmysterier og finde ud af, hvor al denne ondskab stammer fra. Selve historien er bestemt ikke mindeværdig, men den tilføjer nok spænding til at holde din interesse i live under hele rejsen.

Et spændende aspekt er, at studiet har inkorporeret et par lettere rollespilselementer, der minder en hel del om den ret mærkelige perle The Legend of Zelda II til NES. Ligesom i Links eventyr skal man besøge forskellige landsbyer og tale med folk for at få historien til at gå videre. Det er stadig ikke noget, der ikke er blevet gjort før, men hvor de fleste moderne Metroidvania-spil udelukkende er afhængige af nye evner for at åbne nye passager, føles det friskt med alternative progressionsveje.

Chronicles of the Wolf er ikke det længste spil, du vil kaste dig over i år, men du kan få mange timers underholdning ud af det, afhængigt af hvordan du vælger at spille. Det tager for eksempel ikke mere end et par timer at låse op for den værste slutning, men det er først, når man løser et par gåder, at spillet rigtigt åbner sig op, og man kan opnå bedre slutninger. For mit eget vedkommende brugte jeg lidt over 12 timer, og med en pris på omtrent 150 kroner, virker det fair. Spillet er et overkommeligt eventyr, som ikke trækker for meget i langdrag, og der er masser af hemmeligheder at finde for dem, der er interesserede i at få endnu mere værdi for deres penge.

Chronicles of the Wolf er et ekstremt vellavet Metroidvania-spil, hvor alt, hvad man kan forvente af genren, er repræsenteret på den ene eller anden måde. Grafikken er flot, gameplayet er godt, og musikken er iørefaldende fra første til sidste tone. Det eneste negative, jeg har at sige, er, at bosserne kunne have været bedre, da de primært tester din evne til at købe health potions, fremfor at byde på varierede angrebsmønstre. En anden mærkelig ting er, at der flere steder i spillet er såkaldte "Death Rooms," hvor man bare skal træde ind over dørtærsklen for at møde en Game Over-skærm. Jeg går ud fra, at konceptet er der for at tvinge spilleren til at være opmærksom, men når du først har oplevet en håndfuld af disse, bliver de mere irriterende end overraskende og interessante. Når det er sagt, så er det bestemt værd at give spillet en chance, hvis ud er fan af genren.