Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Catwoman

Catwoman

Patience Philips lander ikke på alle fire i denne skuffende licens-opgave. Alan har kigget nærmere på de tamme løjer.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Som en lille lækkerbisken, inden det går i gang i biografernes mørke, sender EA nu en digital version af Catwoman på gaden. Allerede inden filmen har fået lov at flimre, er der allerede bekymrede miner om dens kvaliteter. Onde tunger vil vide, at det udelukkende er Halle Berrys yndefulde ydre, tæt indsvøbt i sparsomt læder, som er et trækplaster. Skal man nøgternt benytte EA s konvertering af kattekvinden som udgangspunkt, tegner det til at blive en lidt lummer affære. Koalitionen mellem DC Comics og Marvel, der har vækket en af tegneserieverdens mange bipersoner til live, kan godt få en hård jomfrurejse.

HQ

Med udgangspunkt i Patience Philips, spillet af den altid lækre Halle Berry, sparkes eventyret undervejs med et koket lille tjat. Pludselig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt afdækker hun det øverste lag af nogle dybe hemmeligheder, som involverer hendes firma. Et bange udbrud og snart er hun fanget i dødens spindelvæv - offer for sin opdagelse. Men døden bliver ikke hendes endeligt. På mystisk vis vender hun tilbage til livet, bevæbnet med en kats atletiske egenskaber og en hungren efter glitrende genstande. Hukommelsen er et sumpet mudder, og hun ønsker for alt i verden at hævne sin utide afgang. Patience Philips er måske død, men Catwoman er i forrygende form.

Det lyder jo alt sammen gennemført herligt, men desværre er overførelsen til skærmen ikke foregået, som man kunne have ønsket. Problemerne vikler deres tentakler rundt om næsten samtlige af spillets facetter, og overlader én i en sindstilstand af dyb frustration. Catwoman er umiddelbart et forsøg på at skabe et Action Adventure fyldt med såvel kampe som atletiske bevægelser - helt i samme dur som Prince of Persia og Galleon. Men hvor disse på hver deres niveau gav en tilfredsstillende oplevelse, har Catwoman væsentligt flere raslende skeletter i skabet. Lad os tage på en slingretur ned af licensens problemstillinger frem mod kirkegårdens ubønhørlige kulde.

Som det efterhånden er gængs kastes man direkte ind i løvens gab, og skal efter et lille tyveri undslippe lovens lange arm. Dette foregår i en svært scripted episode, som på allersmukkeste vis flænser alle spillets knirkende sammenføjninger. Med en hvæsen må man indordne sig under kameraets og kontrollens luner, som i kombination kan give sveddryppende mareridt. EA har valgt at følge tidens trend, og føre slag og spark over på den højre analoge controller. Samtidigt benyttes de to triggere til at knæle og hoppe. Det efterlader en enkelt analog controller til at styre bevægelserne. Når kameraet samtidigt insisterer på at køle omkring vores sexede hovedpersons krop, så efterlades man i et intethedens inferno. Konstant skal man løbe mod blinde vinkler i et desperat håb på at kunne komme videre.

Det bliver så absolut ikke bedre af, at banerne som oftest er i flere niveauer, hvilket blot giver endnu flere potentielle blinde vinkler. Styringen er tilmed utroligt lineær, med hvilket menes, at man er begrænset (tvunget) til at benytte sine ellers yndefulde bevægelser til snært afgrænsede områder. Samtidig så er kollisionskontrollen ikke videre gennemført, hvorfor man godt kan forvente, at falde flere etager flere gange i rap. Når man tilmed ofte er undertvunget et tidspres, er der ikke andet at gøre end at lade et stille skrig forlade sine læber inden endnu en controller må lade livet.

Dette er en annonce:

Det er faktisk ærgerligt, for der er flere gode ideer i spillet, og mange af banerne kunne hurtigt være blevet et slaraffenland for platformselskere. Her er et hav af niveauer, kasser, pæle og forcerbare vægge. Det virker bare ikke efter hensigten, og ender mest af alt som en kedelig gang trial’n’error, der kvæler substansen. Udover platformeriet er kampsekvenserne den anden halvdel af spillets menu. Her kan man udfolde sig i dødelig brasiliansk kampdans eller svinge pisken over slynglernes rygstykker. Det hele er rimeligt lækkert fanget, og digitale Halle Berry glider flot rundt mellem sine animationer. Desværre er der også her torne på roserne. Uanset hvor meget glæde man kan få ud af at udfolde sig i drabelige likvideringer, så efterlader modstandernes AI meget tilbage at ønske. I stedet for at give lidt intelligent modstand begrænses tomhjernernes motoriske formåen til at løbe direkte mod én.

Teknisk er Catwoman skruet ganske habilt sammen, uden de helt store problemer - når man altså ser bort fra den miserable kontrol og ditto kamera. Sidstnævnte er dog udviklingsvalg, der blot ikke er faldet så heldigt ud. Især modelleringen af hovedpersonen er glimrende, og krydres med en række gode lysindfald. Desværre er resten et lidt kedeligt skue uden den store variation. Titlen lider under at være blevet presset igennem en stram deadline, og fremstår som såvel kort, kedeligt og frustrerende - ikke et videre godt køb.

CatwomanCatwomanCatwomanCatwoman
03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Der er enkelte fornøjelige øjeblikke.
-
Styringen og kameraet er en dødelig cocktail, og spillet bliver lynhurtigt enormt ensformigt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
CatwomanScore

Catwoman

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Patience Philips lander ikke på alle fire i denne skuffende licens-opgave. Alan har kigget nærmere på de tamme løjer.

0
CatwomanScore

Catwoman

ANMELDELSE. Skrevet af Carsten Skov Theisen

Man tager en filmlicens, hyrer et hold spiludviklere og giver dem en alt for kort deadline. Kvaliteten af resultatet er næsten givet på forhånd.

0
Catwoman

Catwoman

PREVIEW. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Engelske Argonaut Games har givet Halle Berry digitalt liv. Alan har kigget nærmere på det hvæsende resultat.

0
Catwoman

Catwoman

PREVIEW. Skrevet af Thomas Tanggaard

Halle Berry kravler ned på alle fire og spinder som en kat, mens Gamereactor finder mælken frem.



Indlæser mere indhold