Castleween

Engang i mellem sker det at man som anmelder, ender med et produkt som trodser alt hvad man tidligere har troet man vidste om elektronisk underholdning. Nogen gange er det på den positive måde, og andre gange, som i dette tilfælde, er det desværre på den negative måde. Castleween er et platformspil der synes at være fuldstændigt ligeglad med den udvikling der er sket inden for genren de sidste ti år og ender som et produkt der på sin bedste dag kun kan betegnes som ringe.

Baggrundshistorien handler om hvordan en masse børn til Halloween, er ude at vandre i en mørk skov, uheldigvis for dem ender deres vandring med at de bliver taget til fange af en heks. Heksen har dog travlt, og overser to af børnene, og det er nu op til disse to, at redde deres tilfangetagende venner over en håndfuld Halloween inspirerede levels. Baggrundshistorien er altså under middel, og sætter desværre også tonen for resten af spillet.

Pseudo 3D og andre herligheder fra PSOne
Castleween er et meget basalt platformspil, i et Crash Bandicoot lignede pseudo 3D miljø. Man styrer en af de to børn, drengen klædt ud som en lille djævel med en høtyv som våben, og pigen som en heks der ved hjælp af sin hat kan bekæmpe fjender på afstand. De kan hver især aktivere forskellige slags kontakter, hvilket gør det nødvendigt at man som spiller skifter mellem de to figurer regelmæssigt. Dette er så absolut det mest innovative aspekt ved Castleween, herfra går det dog desværre kun ned af bakke.

Spil som Jak & Daxter, Super Mario Sunshine og Castlevania har de sidste par år vist hvordan man via opfindsomhed eller finpudsning kan lave et platformspil, der fint kan følge med i nutidens 3D fikserede actionmarked. Castleween derimod synes at være blevet udviklet af et team, der stadig ser PlayStation 1 som en maskine der lige er kommet på markedet, og som slet ikke har hørt om førnævnte spil. Spillet er et sandt orgie af hop fra platform A til B, saml krystallerne og slå i ny og næ på en fjende, skulle en af disse situationer gå galt, start da fra A igen. Spillet synes simpelthen at være klinisk gennemgået, så udviklingsholdet har kunnet være helt sikker på at der ikke har været skyggen af innovation at finde i dette pinlige stykke underholdning.

Sonisk sødme og grafisk ondskab
Innovation er dog ikke alt, og et spil uden nye idéer kan også være godt, hvis resten af spillet er produceret med nok omtanke, dette var et spil som Jak & Daxter jo et glimrende eksempel på. Castleween indeholder da også et positiv aspekt i form af lydsporet. Dette giver til tider en nogenlunde passende stemning, og lydene fra de forskellige figurer kan til tider også virke som om der rent faktisk er gået en smule omtanke i dem.

Grafikken er dog skuffende, og ligner mest af alt et PlayStation 1 spil der uden større omtanke er blevet konverteret hurtigt til PlayStation 2. Specielt skuffende ved grafikken, er at der pga. at spillet ikke er i fuld 3D, ikke er blevet plads til at spilleren selv kan styre kameraet. Dette giver nogle ekstremt frustrerende situationer, når en manglende kamera kontrol pludseligt gør det komplet umuligt at se den næste platform man skal ramme, og tilsammen med spillets "død-ved-ét-misplaceret-hop" syndrom, mister man hurtigt lysten til at fortsætte. Et sidste minus er kontrollen, som lige netop er så upræcis at de, i forvejen vanskelige hop ender som tests af spillerens tålmodighed.

Har udviklerne mon selv prøvet spillet?
Castleween er et spil som fra dags dato, vil høre til i platformspillenes sorte bog. Holdet bag spillet har enten haft en meget presset tidsplan, eller har simpelthen manglet logisk sans. Det er utilgiveligt at udgive et spil, der på så mange punkter viser dets inkompetence, og mangel på forståelse for hvad der kendetegner et godt platformspil. Hvis man er en platformspils trængende gamer, er der et ocean af titler der gør et spil som Castleween til skamme, desværre, for Castleween kan det dog heller ikke kaldes nogen større bedrift.