Castlevania: Lament of Innocence

Det er altid noget helt specielt, når en udvikler beslutter sig for at genoplive en spilserie fra gårsdagens sortiment af klassikere. På trods af adskillige Game Boy Advance inkarnationer af titlen, skal man helt tilbage til det sublime Symphony of the Night på PSOne, for at finde sidste gang Belmont klanen besøgte Sony generationen. Med forgængerens høje standard har der været rigeligt at leve op til for den nye titel, og selvom det nye spil er længder bedre end halvfems procent af de action/adventure titler vi har set på det sidste, lever det stadig ikke op til forgængeren. Spillet vil unægtelig være en lækkerbisken for mange gamere, men fans som havde ventet en officiel opfølger til Symphony of the Night vil blive en smule skuffet.

Castlevania spillene har altid fokuseret på legendariske Belmont familie, der som vampyrjægere har kæmpet utallige kampe af episke proportioner mod den næsten udødelige Dracula. Historien er den samme i det nye spil, men forgår denne gang adskillige århundreder før historierne i de tidligere spil. Således indtager spilleren rollen som den første vampyrjæger i Belmont klanen: Leon Belmont, og begiver sig derefter ud for at rede sin elskede fra Draculas forbandede slot. Alt dette er selvfølgeligt bare et skalkeskjul for et afpoleret action-adventure der dog unægtelig nyder godt af en lille portion historie.

Som platinblond og nærmest androgyn actionhelt, befinder man sig kort tid efter spillets start, omringet af adskillige monstre der helst ser spilleren død så hurtigt som muligt. Udstationeret med en magisk pisk og et Matrix lignende repertoire af bevægelser, forvolder disse dog ikke de store problemer. Herefter går jagten på adskillige forskellige nøgler, våben og hjerter alt i mens spilleren nedkæmper legioner af fantastiske monstre og puzzles. Spillet afviger altså ikke fra hvad man normalt forbinder med genren, men formår alligevel at løfte sig op på et højere niveau end konkurrerende titler i samme genre, og det af den simple grund at det bygger på det velkendte Castlevania gameplay.

Ganske som Nintendo er kendt for at lave opdaterede versioner af deres mest kendte spil helt tilbage fra NES tiden, formår Castlevania også at bibeholde det klassiske gameplay, samtidigt med at det kombineres med de forskellige features man forventer sig af genren i dag. At spillet dog ikke ender med en overall karakter der ligger i samme skyhøje liga som de fleste af Nintendos klassiske opdateringer, må dog udelukkende tilskrives nogle uforklarlige gameplay beslutninger.

Symphony of the Night var et klassisk action-adventure der dog med mange rollespilselementer og et fantastiske leveldesign, på den tid var længder foran konkurrencen. Det nye Castlevania er sammenlignet en lidt vandet oplevelse, i det mange af rollespilselementerne er pillet ud, level designet er blevet dårligere og spillet ikke byder på nær så mange timers gameplay. Der er ingen tvivl om at det har kostet Konami en masse ekstra arbejde at flytte serien over i et 3D miljø, men det bør ikke være en undskyldning for at pille mange af de ekstravagante features ud af gameplayet.

Grafisk har der aldrig været en finger at sætte på Castlevania serien, og det samme kan siges om det nye spil. Et utal af forskellige fjender, partikel effekter og atmosfæriske lokaliteter sørger for at det hele føles helt rigtigt, og faktisk er det eneste minus ved grafikken at spillere af spil som Legacy of Kain eller Devil May Cry, måske vil synes at grafikken virker lidt for genkendelig.

Audiovisuelt er her dog virkeligt tale om en perle, hvilket ikke burde forekomme kendere af Symphony of the Night så underligt, når man finder ud af at udvikleren igen har benyttet sig af den samme musiker. De forskellige kompositioner er måske ikke helt så skarpe som i førnævnte titel, men formår alligevel med lethed at understøtte spillet helt perfekt. De forskellige lydeffekter som primært består af døds- og kampskrig, er en smule mere ordinære men forstyrrer dog på intet tidspunkt gameplayet.

Castlevania: Lamment of Innocence kunne have været rigtigt godt hvis bare udvikleren havde draget endnu mere inspiration fra tidligere titler i serien. Som det står nu, er der dog tale om en titel som kun hæver sig over konkurrenterne ved et mere poleret gameplay, og dette er simpelthen ikke nok for en titel med en så prestigefyldt baggrund.