Caravan SandWitch

Alt ved Caravan SandWitch er lige ved at lykkedes. Det er lige ved at den indbyggede pun i spillets navn ikke er tacky, det er lige ved at spillets kombination af udforskning, historiefortælling og metroidvania-agtige gameplay loop skaber netop den opdagelseslyst der er så afgørende for spillets underholdningsværdi, det er lige ved at spillet formår at fortælle en klassisk men velfungerende historie.

Er "lige ved" en kvalitet i sig selv? Se, det er jo det store spørgsmål, men det er dog alligevel let at sætte pris på udvikler Plane Toasts ambitionsniveau, og deres behov for at fokusere på bredden i oplevelsen. Det får dem et stykke af vejen, faktisk så langt som en anbefaling fra undertegnet, men det der med lige knapt at misse målstregen er desværre samtidig et lidt gennemgående tema.

Du er Sauge, på vej tilbage til sin hjemplanet Cigalo, der efter et exit fra et globalt forretningskonsortium er efterhånden gået lidt i hundene. Forskning har efterladt dele af planeten ubeboelig, mens manglende investering har fået de resterende beboere til at flytte. Sauge troede hendes søster var død under mystiske omstændigheder en håndfuld år tilbage, men pludselig afgiver hendes rumskib et signal fra Cigalos overflade, og Sauge, der ellers var flyttet til en af de store rumbyer, er tvunget til at se sin fortid i øjnene, og finde ud af om søsteren faktisk lever alligevel.

Sådan begynder Caravan SandWitch, og det er et glimrende setup, ingen tvivl om det. Sauges gradvise reetablering i det lille lokalsamfund hun er fra er sømløs og fortalt med relativt ynde, selvom spillet skriger på stemmeskuespil. Cigalo har et provensalsk islæt, der gør både landsbyen hun er fra og den verden hun skal udforske til fods og i bil (mere om det senere) aldeles velkonstrueret, fyldt til randen med unik ikonografik og boblende identitet. Godt nok er det en klassisk postapokalypse, men med et ret afgørende håbefuldt twist. Jo, alle pengene er væk, men tilbage er de lokale, og de ser positivt på tilværelsen.

Spillets fortælling er det første "næsten", for selvom at det hele forbliver håbefuldt, og interessant, så mangler der for alvor mere afgørende set pieces, skelsættende begivenheder der skubber lidt til Sauges forståelse af omverdenen, og hende selv. Plane Toast forsøger i flere omgange, men spillet er lidt for rigidt i sin struktur til at der kan ske noget mere omfattende. Alt ender i stedet med at være subtilt, og det gør spillet særdeles særegnet til afslapning, til en anderledes plotstruktur, og det virker, men det er ærgerligt at spillet aldrig rigtig kommer op i gear, og etablerer meningsfulde "stakes" for Sauge og hendes venner og familie.

Strukturen er endnu en "næsten". Caravan SandWitch har en åben verden fyldt til randen med forliste ruiner, gamle produktionsfaciliteter og tilsandede fabrikker. Det er op til dig at samle computerdele og komponenter, som bruges til at opgradere din bil, samtidig med at du gradvist udvider karaktergalleriet og optrevler centrale mysterier. Det lyder alt sammen meget godt, og netop det at udforske verdenen med henblik på at samle komponenter er tilpas taktilt, lavpraktisk og jordnært til at det kan føles decideret glimrende. At sætte ud i Cigalos charmerende intethed for at spotte en nedlagt fabrik i horisonten, og så til sidst tage derfra med en masse ressourcer rigere føles glimrende, og det er slet, slet ikke noget tab at der ikke er nogen fjender, eller noget kampsystem. Problemet er den der Metroidvania-struktur, for når du så når den der fabrik, så vil du 90% af tiden støde på en række forhindringer, der kræver at du kommer tilbage senere, men spillets belønningsloop eller map er ikke stærkt nok til at skabe mindeværdige pejlemærker, så du ønsker at vende tilbage når så du har fået flere evner. Ideen er god, Metroidvania kan i de bedste tilfælde give strukturløse spiloplevelser netop det, struktur. Men når det primære du leder efter er komponenter, og foruden mekanikker der lader dig kortlægge og let huske hvorhenne der snart åbner sig op med en ny evne, så falder det fra hinanden. For at vende tilbage til udgangspunktet; det fungerer næsten.

I forhold til ren og sker fysisk og platforming er Caravan SandWitch dog godt med, og det føles grundlæggende fantastisk at styre Sauge i tredjeperson, at hoppe og klatre og interagere med denne enormt fysiske og taktile åbne verden. Ligeledes er det funktionelt og fikst at styre hendes bil, og selv med mekanikker som en grappling hook bliver det aldrig skævt eller ujævnt. Der mangler lidt tilpasning af bilen, måske lidt ala Pacific Drive, som skaber mere bindingsvæv imellem Sauge og det her transportmiddel, men de systemer der eksisterer under kølerhjelmen, det hele basalt, det virker efter hensigten.

Og ligeledes er det svært at finde ankepunkter ved udseendet. Caravan SandWitch er decideret smukt at se på det meste af af tiden, men en smuk celshaded tone, der giver hver vista, hver karakter ja... karakter. Det er smukt at se på, det er det virkelig, men spillet løber også ind i det problem der er opstår når man har med en ørkeninspireret postapokalypse at gøre - der går lidt sand og støv i det hele, og selvom Plane Toast kæmper en brav kamp, og har inddelt verdenen i relativt genkendelige landemærker, så bliver det hele lidt anonymt. Smukt og anonymt. Næsten i mål. Igen.

Igen; det lyder som om at Caravan SandWitch fejler på en række centrale områder, men det er virkelig den halv sandhed. Det her er en fandens flot omgang fra et relativt uprøvet studie, og selvom studiet kronisk næsten når i mål med mange af deres ambitioner her, så er det let at elske, og også ret let at anbefale. De har kridtet banen op til noget meget bedre i fremtiden, det er helt sikkert.