Call of Juarez: The Cartel

Der er to ting ved Call of Juarez: The Cartel, som det øjeblikkeligt er værd at hæfte sig ved og bifalde.

Den ene er, at samtlige missioner kan spilles i co-op med op til tre spillere. Den anden er, at man får tre forskellige perspektiver på spillets historie, afhængigt af hvilken figur man vælger at spille som.

Med lad os starte helt fra begyndelsen. De første to spil i Call of Juarez-serien var westerns. Prærier, revolvere, cowboys og deres hatte var alle centrale dele af spillets omgivelser. Men så kom der en ny sheriff til byen i skikkelse af Red Dead Redemption, og for ikke at stå i skyggen af det, er udviklerne rykket videre. The Cartel foregår derfor i nutiden, og handler om narkobetjente og -baroner frem for kvægtyve og togrøvere.

Et nyt kartel er opstået i Mexico, og har på ingen tid sat sig på en stor del af markedet. De er så sikre i deres position, at de tilmed har bombet det amerikanske narkopoliti DEA's kontor i Los Angeles, og dræbt flere agenter. Det rygtedes at de har infiltreret både DEA og FBI, og myndighederne er stadig på bar bund.

Derfor samles en lille gruppe, bestående af drabsbetjenten Ben McCall, DEA-agenten Eddie Guerra og FBI-agenten Kim Evans, der får mere eller mindre frit spil til at optrevle og sætte en stopper for Juarez-kartellet.

Man vælger selv hvem af de tre figurer man vil spille som, og selvom historien overordnet er den samme, får man helt forskellige synsvinkler på den. Jeg valgte i starten McCall, der med sin cowboyhat, trenchcoat og hæse John Wayne-stemme er den mest western-agtige af de tre. Hver figur har deres egen hemmelige dagsorden, og det står hurtigt klart, at der er mindst én person i den lille gruppe, der ikke har rent mel i posen.

Man skal ikke mange minutter ind i første mission, før Eddies mobiltelefon ringer, og man hører en halv samtale mellem ham og... en eller anden. Det er kun, hvis man rent faktisk spiller som Eddie, at man hører hvem han snakker med, og det samme gælder for de andre figurer, når deres telefoner jævnligt ringer. Det vækker straks ens nysgerrighed, især fordi det bliver mere end antydet at Eddie er korrupt (ikke at de to andre er meget bedre), og det lover godt for genspilningsværdien.

Spillet er født til co-op. Før hver mission har man mulighed for at gå online og finde rigtige spillere, til at udfylde de to andre figurers roller. Det meste af tiden løber man i samlet flok, men i senere missioner deler gruppen sig. Det tidligste eksempel er efter en intens biljagt, hvor man har afbrudt en pengeudveksling mellem personer fra kartellet og en lokal Los Angeles-bande, og Kim får til opgave at jagte den primære mistænkte mens Eddie og McCall forsøger at slæbe pengene i sikkerhed, inden en brændende olietanker eksploderer og tager dem med sig.

Og ja, her er biljagter. Når man spiller alene, kører man for det meste selv, men er computeren eller en medspiller chauffør, kan man læne sig ud af vinduet for at skyde på de forfølgere, der ofte er efter en. Bilfysikken er ikke Grand Theft Auto, men den er heller ikke helt i vejret, og det er en dejlig følelse at brage løs med sin AK-47 mens man hænger halvvejs ud af bilen.

Det med de skjulte dagsordener kommer også til udtryk i selve gameplayet. Gemt forskellige steder i hver mission er en række items, som spilleren (eller spillerne) skal forsøge at finde og nuppe, uden at blive opdaget af deres kollegaer. McCall nupper gladelig kontanter til både sig selv og sine prostituerede veninder, mens Eddie ikke ser noget problem i at beholde lidt af de stoffer, han beslaglægger som del af sit job, og få sine kammerater til at sælge dem for sig i sin fritid. Der er bonuspoint både for ikke at blive set, og for at se andre, og de omregnes til hurtigere stigning i level, så man låser op for nye og bedre våben.

Det er en interessant mekanik, og jeg glæder mig til at se hvordan den kommer til at fungere i co-op - om spillerne bevidst vender et blindt øje til, eller om man kommer til at hænge konstant over hinanden.

Ubisoft har døbt dette coopetition. For bare fordi man er på samme hold, betyder det jo ikke, at man ikke kan konkurrere indbyrdes eller have forskellige sideopgaver.

Missionerne og omgivelserne er ganske varierede - fra falsk flag-operationer i hampmarker og gadebanders hjemmebaner til afhøring og vidnejagt i stripklubber, razziaer på havnevarehuse og vilde biljagter både i byen og ude på landet. Kuglerne flyver om ørene på en det meste af tiden, men der er også mere rolige stunder, og dialogen mellem de tre figurer er for det meste af høj klasse.

Mine overordnede indtryk af Call of Juarez: The Cartel er derfor positive, men samtidigt har Techland et enormt poleringsarbejde foran sig. Preview-versionen, vi har spillet, har en hel del glitches og rå kanter. Men den er også kun dét, en preview-version, der jo netop er kendetegnet ved at være ufærdig.

Kommer de tekniske problemer på plads, kan spillet meget vel blive en mindeværdig shooter, især takket være den smarte ide med tre perspektiver på historien, og selvfølgelig den store vægt på co-op. Jeg glæder mig i hvert fald til at få det færdige produkt i hænderne.