Call of Juarez: Gunslinger

Mine hænder ryster. Jeg kan høre, at de er tæt på. Jeg stikker en næve i lommen, og finder de sidste patroner, jeg har tilbage. Frustreret knækker jeg mine trofaste seksløbere, og propper patronerne i hylstrene. Jeg flipper dem op, og pistolerne lukker med det karakteristiske klik, jeg kun kender alt for godt. Et brag gjalder igennem den knastøre dal, og rammer tønden ved siden af mig. Det er tid nu. Jeg klikker hammeren tilbage på begge revolvere, og med et brøl rejser jeg mig og lader mine fjender bade i bly. Call of Juarez har været en omstridt spilserie i løbet af denne konsolgeneration, med både gode og dårlige udspil. Det specielle Bound In Blood kvitterede vi med et 8-tal i 2009, hvorimod The Cartel fra 2011 var helt nede på et 5-tal. Det er altså en spilserie, der har været vidt omkring, og nu forsøger den sig som en lidt mere arkadeorienteret titel. Resultatet er en veldesignet, blodig og vanedannende omgang sjov og spas.

Du er Silas Greaves. En erfaren dusørjæger fra det vilde vesten. Silas tumler ind på en bar og fortæller historier om hans vilde unge dage, hvor han jagtede klassiske western-ikoner som Jesse James og Butch Cassidy. Du skal så gennemleve disse minder på forskellige måder. Silas er dog ikke det, man normalt ville karakterisere som en pålidelig fortæller, og snart prikker publikum til Silas' historier og påpeger forskellige usandheder. Du skal altså tit gennemgå de samme scenarier flere gange, de sande og de knapt så sande udgaver. Historien er en klassisk western-inspireret fortælling, og disse flashbacks kan forstås som en slags wild west tour de force. Greaves' upålidelighed som fortæller, og dynamikken der opstår deraf, tilføjer dog en interessant vinkel til den ellers ret simple fortællermæssige formel, og selvom at ingen af karaktererne skiller sig ud, kan man hverken klandre dem for at være kedelige eller dårligt skrevet. Dertil kommer to forskellige afslutninger på historien, der opfordrer spilleren til at gennemspille den sidste mission to gange. Udover dette er det dog tydeligt at hverken historie eller karakterudvikling er Call of Juarez: Gunslingers store fokus. Det hele er tilforladeligt simpelt, uden at efterlade spilleren med et brændende ønske om yderligere historiemæssig dybde.

Det er tydeligt fra begyndelsen at Call of Juarez: Gunslinger ikke tager sig selv alt for seriøst, hverken fortællingsmæssigt eller grafisk. Hver eneste gang du hæver din seksløber og rammer en fjende, er det ligesom at ramme en menneskelig vandballon af blod. Hvis du har set Django Unchained, vil du vide hvad jeg fabler om. Call of Juarez: Gunslinger har taget noter til Borderlands-seriens store visuelle succes, ved at lave en subtil cell-shading af den grafiske stil. Det giver spillet et tegneseriepræget islæt, og bygger bro mellem de håndtegnede mellemsekvenser og det mere virkelighedstro udtryk i bane- og karakterdesignet. Disse mellemsekvenser har klassisk tegneserieskriftyper med talebobler og rudebaseret billedvisning, og trækker tråde til en slags westernbaseret Sin City. Skyggerne i selve spillet er manipulerede, og karakterne og objekterne i miljøerne er trukket skarpt op. Det minder mest af alt om The Walking Dead-spillet fra sidste år. Miljøerne er klassisk western-inspirerede med udtørrede marker og øde gårde. Dette giver ikke mulighed for megen farvemæssig udfoldelse, men Call of Juarez: Gunslinger formår alligevel med sit tegneserieinspirerede udtryk at gøre de forskellige nuancer af brun utrolig flotte. Grundet spillets begrænsede længde og spillefrihed, er forskellen altså i detaljen. Måden fjenderne reagerer når de bliver skudt, en vindheks der blæser henover landevejen under en duel, farvernes radikale ændring når du går i slowmotion. Det oser af kvalitet, og dette høje kvalitetsniveau er det, der adskiller Gunslinger fra tidligere spil i serien.

Med denne grafiske stil medfølger selvfølgelig en lydside, og her går Call of Juarez: Gunslinger lidt mere traditionelt til værks. Forestil dig alle westernbaserede musikalske klichéer, og så har du en rimelig fornuftig idé om hvad jeg taler om. Skarpe guitarstrenge og salonklaver flyder henover spilleren, mens seksløberene fylder fjenderne med bly. Tag Red Dead Redemptions fremragende musik, tilføj et ordentligt skud selvironi, og der har du den. Af den grund er Call of Juarez: Gunslingers musikside ikke videre imponerende, men ødelægger ikke indlevelsen, da den ganske stilsikkert forstærker følelsen af at være en rigtig dusørjæger i det vilde vesten. Både de håndtegnede mellemscener og de spillede sekvenser byder på en underliggende fortællerstemme, altså Silas, der fortæller sin egen historie. Både Silas og hans publikum leverer exceptionelt stemmeskuespil, der både er troværdigt men samtidig behandler kildematerialet med en sjov ironisk distance. Reallyden er også en fuldtræffer. Alle spillets våben lyder ægte og brutale, og ved nogle af de mere intense shoot-outs er lydsiden et storslået og infernalsk spektakel.

Call of Juarez: Gunslinger er et klassisk arkadeorienteret skydespil, set fra et førstepersonsperspektiv. Du løber fra dække til dække og sender projektiler i dine fjenders retning, i håb om at høre det karakteristiske splat når kuglen træffer. Der er en række våben at vælge imellem, men selvom at jagtgeværet har nogle fordele på en afstand, føles vægtningen og følelsen af alle våbnene nogenlunde ens. Der er ingen umiddelbar taktisk fordel i at vælge en Winchester-riffel over dine trofaste seksløbere, og det ødelægger en smule af spillets dybde. Din karakter har heller ikke specielt mange livspoint, og du kommer sikkert til at sidde fast ved nogle af de mere intense øjeblikke, hvor det virker som at du bliver fuldstændig gennemhullet i det sekund, du forlader dit dække. Det lyder ikke så sjovt vel? Frygt ej, for Call of Juarez: Gunslinger er umådelig sjovt, når man endelig sætter sig ned og spiller. Det er egentlig meget simpelt som fundamental designidé, men henover dette klassiske skydespil er et arkadesystem, der konstant holde øje med din score, hvor mange fjender i træk du har formået at fylde med bly og hvor du har ramt dem henne. Det føles derfor fantastisk tilfredsstillende at ramme en modstander i panden, når du både bliver belønnet med en spand blod, et splat og en score på 150 point. Efter hvert kapitel lægges din score på en online pointtavle, hvor du både kan sammenligne globalt og dine venner imellem. Dette fungerer som spillets multiplayer, og tilføjer en enorm mængde ekstra levetid hvis du ønsker at kravle op af de globale pointtavler.

Hvis du er blevet vant til Red Dead Redemptions deadeye-mekanik, behøver du ikke styre uden om Gunslinger, for også her er der mulighed for at sløve tiden og placere dine skud med forsigtighed og præcision. Du fylder evnen op ved at skyde almindeligt, og kan så til gengæld komme ud af en ellers dødelig konfrontation. Dertil kommer en evne, der lader dig undgå et ellers dødbringende projektil ved at rykke styrepinden til enten højre eller venstre. Dette er mere en gimmick end et egentligt designmæssigt tiltag, men tilføjer da en smule filmisk kvalitet. Udover de mange shoot-outs som spillet består af, er der også klassiske stand-offs at finde. Bosskampene i Call of Juarez: Gunslinger er nemlig én mod én dueller hvor du både skal balancere din højre hånd, dit fokus på modstanderen og trække først for at komme uskadt ud på den anden side. Det er smart system, der ikke giver ved dørene, og i nogle af de senere dueller skal du virkelig være hurtig, kløgtig og heldig for at vinde. Call of Juarez: Gunslingers største trumfkort er selve spillet. Når du sætter dig ned, fyrer skud af til højre og venstre, deltager i nervepirrende dueller og overgår dine venner på pointtavlerne. Der er ingen tekniske besværligheder der er værd at nævne her, udover nogle latterlige load-tider på konsol, der virkelig ødelægger indlevelsen og adrenalinsuset.

Call of Juarez: Gunslinger er hæsblæsende, nervepirrende og meget underholdene. Karaktererne er ikke specielt interessante, spilmekanikkerne har intet nyt at byde på og musikken er en smule gammeldags, men det spillet nu engang gør, gør det virkelig godt. Skyderiet sidder lige skabet, historien fortælles på en opfindsom måde og det arkadeorienterede design giver spillet ekstra levetid. Call of Juarez-serien har som nævnt tidligere været en utilregnelig serie med både højde- og lavpunkter, men Gunslinger er ikke bare seriens højdepunkt, det er også et forbandet godt skydespil.