Call of Duty: World at War

De første par timer af Call of Duty 4: Modern Warfare var så intense, at jeg simpelthen med jævne mellemrum, måtte trykke på pause-knappen, gå lidt rundt i stuen og samle mig selv, før jeg igen satte mig ned og spillede videre. Modern Warfare var fremragende skruet sammen. Det havde et noget nær perfekt tempo, en grafik der grænsede til det mesterlige, og så mange gennemførte plotdrejninger, at jeg for det meste sad med hjertet galoperende helt oppe i halsen.

Årets fremvisning af Call of Duty: World at War var alt andet end dette. De to der mødte frem fra Treyarch var absolut passionerede og intense, når de både fortalte om og spillede dele af det kommende krigshelvede, men deres entusiasme hang ikke synderligt sammen med, hvad der skete på skærmen.

"Vi har faktisk haft den grafiske motor siden før udviklingen af Call of Duty: Modern Warfare", siger Producer Noah Heller og smiler. Imens ser vi hvordan en gruppe amerikanske soldater kæmper sig vej gennem en knæhøj sump, og hvordan solens stråler forsøger at trænge gennem de tætte trækroner. "Læg lige mærke til lyset her, og se detaljegraden på soldaterne", siger en af de kreative kræfter, Rich Farrelly. Og det gør jeg så, men jeg forstår ikke, hvad det er, jeg skal blive så benovet over. I de gode øjeblikke ligner Call of Duty: World at War et tidssvarende actionspil af dem der findes et utal af, og i de dårlige forveksler jeg det næsten med Call of Duty 3. Intet er i nærheden af den elegance, som Modern Warfare udviste.

Som soldaterne kæmper sig frem i sumpen, opstår der også meget naturligt en række kampe med fjenden, denne gang japanerne. "Hvor russerne og tyskerne angreb på en mere typisk måde, så var japanerne meget mere hensynsløse. Det var amerikanernes første smagsprøve på guerillakrig, og derfor vil I også opleve fjender, der bare løber lige imod jer med en granat eller som gemmer sig i træerne", siger Noah Heller. Beviset får vi få sekunder senere, da sumpen pludselig eksploderer med liv og fjenderne myldrer frem. Da det er Anden Verdenskrig, så er våbnene væsentlig mindre aggressive og brølende, men dette lægger jeg nærmest ikke mærke til. Jeg fokuserer i stedet på en bunke japanere, der tilsyneladende har valgt at ende deres liv løbende mod den amerikanske gruppe af soldater. Og dør, det gør de, men ikke før den næste gruppe kommer stormende, for at stille sig op i køen. På dette tidspunkt er "skydetelt" den eneste rammende betegnelse, jeg umiddelbart kan komme på.

For at illustrere spillets co-op-funktion, indloader Noah Heller fra Treyarch en anden bane, og pludselig er vores umage gruppe af soldater, anført af en ukendt sergent med stemme af selveste Keifer Sutherland, igang med at indtage en bygning - og her får drengene mulighed for at fremvise flammekasteren. Igen gøres vi opmærksomme på, hvor elegant den er, hvor grafisk lækkert den tager sig ud, og hvor anderledes den er at bruge i spillet.

Sandheden er, at det ikke virker synderligt anderledes, specielt da det viser sig, at nærmest alle fjenderne bare pløjer fremad mod deres død. Det er omtrent på dette tidspunkt, jeg overvejer at punktere stemningen med en eller anden sarkastisk bemærkning, men fordi jeg rent faktisk har lært gode manerer, så sidder jeg bare og smiler.

Og et eller andet sted, kan man også blive for kritisk. Ja, det er ikke Modern Warfare, og nej det er ikke engang i samme liga som det, men decideret ringe er spillet heller ikke, det er mere... uinspireret, sådan lidt lavet i søvne. Som et typisk Anden Verdenskrig-spil, virker det både hektisk og hurtigt, mens bomberne buldrer ned ørene fra amerikanske fly og granaterne laver dybe huller i jorden. Co-op-funktionen virker upåklageligt under hele demonstrationen, og ideen med at kunne genoplive ens kammerat, skal nok få blodet til at pumpe i de mest hektiske situationer. Bare tanken om at skulle tage en chance og løbe hen over en åben græsmark, for at hive ens kammerat i sikkerhed, gav mig kuldegysninger på messen - og det er absolut en kompliment.

Men uanset, hvordan man vender og drejer det, så er det samtidig ikke et syvmileskridt fremad. "Vi plejer at sige, at vi har lavet Anden Verdenkrigs-spil længere end selve krigen egentlig varede", griner Noah Heller, og mens det måske er sagt med et glimt i øjet, så er det også en kommentar, der på sin vis cementerer holdets manglende evne til at se, at der skal lidt fornyelse ned i gryden, og med fornyelse mener jeg ikke en udskiftning af teaterkulisserne og et par nye tekniske detaljer, men en ny indgangsvinkel til det hele - og hvad er mere passende end at sige farvel til Anden Verdenskrig?

Call of Duty: World at War er et skridt tilbage for Activisions ellers så fornemme pengeko, og selvom Treyarchs medarbejdere er både sympatiske og engagerede, så vil World at War ikke blive et spil, der i den grad tænder ilden i en actionfan, desværre.