Call of Duty: Vanguard

Sidste år tog Call of Duty: Black Ops Cold War os, til en vis grad om ikke andet, tilbage til rødderne, og selvom det som sådan ikke introducerede nogle vilde nye tiltag, så var særligt singleplayer-kampagnen ret så interessant med sin spændende historie udstyret med signifikante valg og mere frihed til spilleren. Sledgehammer har besluttet sig at gøre det samme, og de leverer nu en mere lineær tilgang til kampagnedesign, en tilgang der sætter streg under filmiske mellemscener, og de har også samarbejdet med stort set samtlige Activision-studier om at lave bugnende pakke bestående af masser af indhold i både multiplayer- og Zombies-kategorierne også. Dette betyder, samlet set, at serien tager et par skridt fremad med Call of Duty: Vanguard, men også et par tilbage.

Det bedste eksempel på dette er i kampagnen. Call of Duty: Vanguard vender tilbage til begivenhederne under Anden Verdenskrig, men denne gang oplever du historien igennem adskillige protagonisters øjne, så jeg savner allerede sidste års dialogvalg, og følelsen af at have skabt sin egen karakter. På den anden side, så giver det her skift ret god mening, når man ser hvor filmisk Sledgehammer har ønsket deres kampagne skal være. Takket være disse distinkte personligheder, så føles det mere som en Hollywood-instrueret oplevelse. At have kendte skuespillere til at portrættere disse karakterer styrker kun denne identitet yderligere, selvom at det til tider ødelægger indlevelsen at høre amerikanske eller britiske skuespillere febrilsk forsøge at fingere en tysk eller russisk accent. Heldigvis gør hovedkaraktererne og historien i sig selv op for disse irritationer.

For dem af jer der leder efter en action-pakket oplevelse, hvor du altid forbliver i kontrol, og på kanten af stolen, ja I vil nok hade antallet af in-engine mellemscener, og den lidt forvirrende udskiftning af centrale visuelle stilarter imellem de diverse missioner, men endte faktisk med at sætte pris på dem efter lidt tid, fordi Sledgehammer først og fremmest ønsker at fortælle en gribende historie. Tag dog ikke fejl, vi taler ikke om Band of Brothers eller Saving Private Ryan her, men historien om hvordan fire mennesker på tværs af krigen bliver til hårdkogte soldater, det holdt mig altså engageret hele vejen igennem.

Alsidigt gameplay tager dog også en del af æren for det, og dem af jer der satte pris på hvordan Call of Duty: Modern Warfare og Call of Duty: Black Ops Cold War introducere scenarier med mere frihed til spilleren, vil også blive glade her. Du skyder, løber, hopper imellem godstog i fuld fart, tager del i hektiske flykampe over Stillehavet, ligger i intense snigeskyttedueller på tværs af kilometer og sniger dig igennem brutale ørkenområder med fjender i hælene. Alle disse eksempler er udsøgte overdådighedsmåltider for sanserne, og takket være et betragteligt ansigtsløft, så kan spillet til tider ligne live-action. Desuden får grafikken hjælp af lyddesign der ofte giver en gåsehud, og Bear McCrearys bombastiske og smukke score. Kombiner det med forbedret fysik og animationer, og så har du en produktionsmæssig perle.

Når det gælder gameplay-mæssig nytænkning, så er dine omgivelser nu destruerbare, og det lyder måske trivielt, men det ændrer på sin vis faktisk alt. At kunne skyde igennem døre, vinduer, hegn, mange vægge og alt derimellem ødelægger ikke bare det hele for spillere der camper, men det tillader også mere taktiske tilgange uden at ofre noget af seriens ikoniske hurtige kampe. Jeg har eksempelvis knust et andet hold i multiplayer ved at sprænge mig igennem en væg, og pløkke alle med en hurtig SMG før jeg overhovedet fik færdiggjort min "Oh Yeah!" Kool Aid Man-sekvens, og jeg har også vundet en taktisk duel mod en anden spiller, ved at placere et solidt headshot igennem en dør. Det her gør sig gældende på tværs af hele oplevelsen, og ændrer for alvor spillerens tilgang. Det er naturligvis mest af alt transformerende i multiplayer, og her er der særligt én mode der gør sig gældende.

Jo, blandingen af Gunfight og Battle Royale i den nye Champion Hill-del er da sjov, men min personlige favorit i årets spil er uden tvivl Patrol. Det er i virkeligheden bare en mere spændende udgave af Hardpoint fordi området rykker sig, eller "patruljerer" hele mappet. Det gør det stort set umuligt for de mindre ambitiøse campere at ødelægge alt det sjove, og på samme tid tvinger det samtlige spillere til at veje deres taktiske muligheder nøje. Det ville ikke have været lige så sjovt i ældre spil, eftersom netop manglen på destruerbare omgivelser ville have begrænset mængden af tilgange til målet, men det er ikke tilfældet her. Hvis en direkte vej til målet ikke eksisterer, så kan du lave en. Samtlige 20 maps her fra start af benytter den her dynamiske fysikmodel, og det fungerer glimrende, selvom det ikke er nær lige så detaljer som i Battlefield-serien.

Det eksisterer naturligvis i forlængelse af den samme responsive styring, de samme robuste våben og i de samme lækkert designede maps, så jeg tænker ikke at vi på den måde behøver at dvæle ved den samme fundamentalt velfungerende kerne, som seriens kapitler er blevet konstrueret omkring i årevis. Dog har Sledgehammer fokuseret på ét særligt element, som faktisk er værd lige at berøre, nemlig "Combat Pacing".

Jeg var en kende skeptisk, da Sledgehammer og Raven talte om Combat Pacing før lanceringen. Det lyder som et lidt fancy ord for filtrering, men det er faktisk en ret genial måde at skræddersy din oplevelse til dine præferencer. Hvis du elsker den traditionelle Call of Duty multiplayer-oplevelse, så kan du vælge den Combat Pacing der hedder "Assault", for at få normal spillerdensitet i de forskellige maps og modes. Dem af jer der ønsker at vise lidt hurtigere reflekser kan så vælge "Blitz" for at fylde banerne med endnu flere spillere, og til sidst er der "Tactical", der fjerner dem, og som giver tid til pusterum. Der er desuden endnu flere filtre, der gør at basal matchmaking kun placerer dig i maps og modes du faktisk kan lide at spille.

Hvorimod multiplayer vitterligt har tonsvis af indhold her ved lanceringen, så kan det samme virkelig ikke siges om Zombies. Mistforså mig dog ikke; det nye map er interessant, særligt fordi de destuerbare omgivelser også gør hvad de skal her. Desuden betyder det ikke at kunne købe våben fra væggene, men i stedet skulle hente tilfældigt genereret grej fra faldne fjender, at hver runde føles mere distinkt. Top det af med de klassiske systemer såsom våbenopgraderinger, Pack-a-Punch og de nye Sacrificial Hearts, og så har du en oplevelse der fungerer det meste af tiden. Problemet er bare, at det føles som en slags tutorial som det er nu. Hvorfor, spørger du? Ja, fordi der kun er tre fjendetyper, der er ingen historie, og der er ingen af de højt elskede Easter Eggs, eller vilde hemmeligheder at finde. Alt dette står til at lande ved indgangen til Sæson 1 d. 2 december, og det betyder at Zombies er en lidt overfladisk Horde Mode i fire uger.

Men inden da er der masser at lave i Call of Duty: Vanguard, for spillet her leverer mere af det som har fungeret for serien tidligere, og det kombineres med nye tiltag som destuerbare omgivelser og en mere filmisk singleplayer-kampagne. Desværre er der bare småting her, der holder spillet fra at realisere sit potentiale, såsom en overfladisk Zombies-del og manglende fokus på spilleren i kampagnen. Men samlet set er det her en solid omgang Call of Duty, igen tvivl om det.