Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Call of Duty: Modern Warfare Remastered

Call of Duty: Modern Warfare Remastered

Activision giver os muligheden for at genopleve et af de mest indflydelsesrige moderne spil på ny. Philip er parat med en dom.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Tilbage i 2007 så first person shooter-landskabet meget ensartet ud, og næsten alle udgivelser i genren fandt sted i og omkring Anden Verdenskrig. Det var en oplagt historisk periode at "spilmatisere", da man på forhånd havde en helt klar ide om, hvem var de gode, og hvem var de onde, og fordi man allerede var godt bekendt med hændelserne enten gennem historieundervisningen i folkeskolen eller gennem stort opsatte film som Saving Private Ryan. Det blev dog en smule ensformigt i længden, og personligt hoppede jeg lidt af FPS-vognen på grund af dette, da jeg efterhånden havde svært ved at skelne mellem de forskellige spilserier. Så blev det november, og pludselig forandrede hele spillandskabet sig, da Infinity Ward udgav det fjerde spil i Call Of Duty-serien, som blot havde den meget sigende undertitel Modern Warfare.

Modern Warfare var et af de første spil, der med stor succes bragte multiplayer shooter-genren ind i det 21. århundrede, og begejstringen var stor blandt gamere, ikke mindst fordi spillet også var så nyskabende. Det var første gang man pludselig blev belønnet for sine kill-streaks i form af kamphelikoptere, luftangreb og radardroner, og man kunne udstyre sin figur med forskellige perks, hvilket tilførte et let rollespilselement til spillet, da man pludselig kunne skabe en soldat, som føltes lidt mere skræddersyet til ens egen spillestil. Modern Warfare var også med til at popularisere leveling-systemet i online FPS-spil, et system som man nærmest ikke kan undgå at se i genren i dag, og hvad end man bryder sig om det eller ej, er det umuligt at benægte, at Call of Duty 4: Modern Warfare i den grad har sat sit præg på online gaming.

Call of Duty: Modern Warfare Remastered
Dette er en annonce:
Call of Duty: Modern Warfare RemasteredCall of Duty: Modern Warfare RemasteredCall of Duty: Modern Warfare Remastered

Spillets kampagne var også noget anderledes, end hvad vi før havde oplevet i genren. Den var seriøs og realistisk, og konflikten man blev kastet ud i gennem forskellige figurers synspunkter mindede faktisk om noget, man kunne risikere at overvære i dagens nyhedsudsendelser. Den cinematiske introduktion var hård og brutal, og kulminerede i mordet på den figur man styrede, hvilket virkelig var med til at sætte tonen for spillet, og til at understrege, at selvom man styrede en figur, var det ikke ensbetydende med, at de overlevede historien.

På nuværende tidspunkt vil den skarpe læser nok have bemærket, at jeg taler meget i datid i denne anmeldelse, og det er der ganske god grund til. Det er nemlig sådan, at Call of Duty 4: Modern Warfare Remastered er præcis hvad titlen lægger op til, nemlig en genudgivelse af det fantastiske spil fra 2007, men ud over en imponerende grafisk forbedring er det ikke så meget andet end blot det. Man kan enten vælge at se dette som noget positivt eller noget negativt, og puritanske fans jubler nok over, at der ikke har været pillet ved gameplayet, mens nogle af os andre måske godt kunne have tænkt os bare en smule nyskabelse.

Nu er det ikke fordi jeg går og savner jet-packs og laservåben i Modern Warfare Remastered, men til tider kan man godt savne nogle af de ting, som man efterhånden har vænnet sig til i de senere spil i serien. Ting såsom at kunne glide lidt frem når man kaster sig på knæ fra et sprint, og muligheden for at udskifte nogle kill-streaks ville jeg personligt have sat pris på, men jeg forstår selvfølgelig også godt, at det var det klassiske gameplay der var det vigtigste for fans, og derfor er det ikke noget, der trækker ned i denne anmeldelse. Det var dog alligevel værd at nævne, da disse mangler i den grad er med til at understrege, at det er et gammelt spil man spiller, bare pakket noget flottere ind.

Dette er en annonce:

Apropos indpakningen må det virkelig siges, at spillet er en fryd for øjet på PlayStation 4. Lyseffekterne er imponerende, teksturerne er meget skarpere og figurernes ansigtsanimationer er mere livagtige. Desværre kan det samme ikke siges for figurernes bevægelser, der ofte bærer tydeligt præg af, at deres animationer blev skabt for næsten ti år siden, og det kan til tider være komisk at se på. Den kunstige intelligens i kampagnen er heller ikke noget at råbe hurra for, da den har en tendens til bare at stå i det åbne, og ved de højere sværhedsgrader finder man stadig regnen af granater fra fjenderne, som var så irriterende ved spillets oprindelige udgivelse. Underligt nok generer disse ting mig ikke rigtigt, men vækker i stedet nostalgiske følelser blandet med tilfredsheden om rent faktisk at kunne se hvor langt spil er nået i det seneste årti, i forhold til datidens store udgivelser.

Spillets multiplayer er og bliver dog kernen i et Call of Duty-spil, og som jeg tidligere nævnte, er der ikke de store nyskabelser at finde her. Alligevel giver Modern Warfare Remastered et ganske rart afbræk fra de mange moderne FPS-spil på markedet for tiden, hvor man enten svæver rundt i rummet eller løber på væggene, og det mere basale gameplay giver mere ro til at nyde det der tæller, nemlig at skyde sine fjender med et maskingevær. Størstedelen af de klassiske baner er også tilbage, hvor resten ifølge Activision vil blive udgivet omkring nytårstid, og det var alligevel en utrolig fornemmelse at løbe rundt i de bekendte områder, og se hvor godt de så ud med de nye grafiske forbedringer. Det kan vel bedst sammenlignes med at vende tilbage til et gammelt hjem, hvor møblerne står hvor de plejede, men hvor væggene har fået ny maling og sofaen er blevet ompolstret; bekendt men alligevel en smule fremmed.

Call of Duty: Modern Warfare Remastered
Call of Duty: Modern Warfare RemasteredCall of Duty: Modern Warfare Remastered

Det ville være svært at anmelde Modern Warfare Remastered, uden også at nævne Call of Duty: Infinite Warfare, da disse to spil i skrivende stund hænger fuldstændigt sammen. Dette skyldes Activisions beslutning om kun at sælge Modern Warfare Remastered som en del af Legacy-udgaven af Infinite Warfare, hvilket er en beslutning, der har skabt stor utilfredshed blandt fans af det gamle spil. Beslutningen virker også en smule sær, da størstedelen af målgruppen for genudgivelsen netop er de gamere, som har fået nok af futuristiske shootere, og som blot vil vende tilbage til det mere basale gameplay, og det svarer på mange måder til at sige til en vegetar, at de såmænd gerne må købe en salat, men kun hvis de også køber en dyr T-bone steak. Der spekuleres selvfølgelig i om Activision håber at kunne sælge flere eksemplarer af Infinite Warfare på denne måde, men det har skabt meget dårlig stemning blandt deres fans, og det kan være svært at se denne beslutning som noget, der kan ende positivt for publisheren. En anden negativ følge af denne beslutning har været, at det til tider kan være svært at finde nok spillere i de forskellige game-modes, da spillerbasen er meget lille, i forhold til hvad den kunne have været. Forhåbentlig varer det ikke for længe inden Modern Warfare Remastered får en selvstændig udgivelse, men det sker nok først når Activision mener, at salget af Legacy-udgaven er stilnet tilstrækkeligt af.

Call of Duty 4: Modern Warfare Remastered er lige præcis hvad man forventer. Det er en genudgivelse af et snart ti år gammelt ikonisk og fantastisk spil, som var med til at danne hvor tids first person shooter-landskab. Ud af de mange remasters vi har set de seneste par år, må det siges at netop dette spil har fortjent en genudgivelse, og jeg er sikker på at mange fans af originalen vil have det på samme måde. Med det sagt er jeg ikke helt sikker på at nye førstegangsspillere vil være helt lige så begejstrede, da gameplayet måske godt kan føles en smule skrabet i forhold til, hvad man er vant til i dag, men jeg vil dog alligevel anbefale at man spiller det, da det giver et fantastisk indblik i et stort vendepunkt i FPS-spillenes historie. De grafiske forbedringer er da også værd at tage hatten af for, og det er jo altid rart at se, når der bliver taget kærlig hånd om noget man holder af. Man kunne måske godt have ønsket sig lidt mere nyskabelse i spillet efter alle disse år, men pointen er jo selvfølgelig også at vende tilbage til rødderne, hvilket Modern Warfare Remastered gør med bravur. Det er desværre svært for mig at anbefale en investering for dem, der ikke er så begejstrede for kamp i det ydre rum, da genudgivelsen som nævnt hænger sammen med det seneste spil i Call of Duty-serien, hvilket hiver prisen op på et urealistisk niveau for dem, der bae vil spille Remastered, men hvis det som vi forventer det bliver udgivet for sig selv i fremtiden, synes jeg klart at man skal give det et skud.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Stadig et fantastisk spil, flotte grafiske forbedringer, historien holder stadig.
-
Multiplayer føles lidt skrabet, ikke så meget nyt at finde.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold