Call of Duty: Modern Warfare

Det er alt i alt kun få andre faste spilserier, der kræver samme respekt som Call of Duty: Modern Warfare-serien. Det originale spil, der også bare bærer navnet "Call of Duty 4", ændrede fuldstændig skydepilslandskabet, og grundlagde den formular der sidenhen skulle blive den skabelon alle multiplayer-skydespil blev bygget ud fra. Ikke bare det, efterfølgeren chokerede ligeledes verden med den kontroversielle No Russian-mission, hvor spillere kunne deltage i nedslagtningen af uskyldige civile. Disse to spil vil for altid blive husket som ikoniske, som legendariske.

Dog formåede udvikleren Infinity Ward ikke helt at fange samme spænding, samme ikoniske respons i seriens tredje kapitel, selvom det på egen hånd var en stor økonomisk succes. Heller ej kunne den spirituelle efterfølger, Call of Duty: Infinite Warfare, nå samme højder, og faktisk blev det anset som værende en skuffelse af mange. 12 år efter det første spils lancering, er det kreative hold bag Modern Warfare-serien gået tilbage til tegnebrættet, og forsøger nu at genoplive, at revitalisere Modern Warfare-serien med en nyfortolkning af dens centrale tematikker og præmisser. Og derfor er det store spørgsmål så; "har de formået at genskabe den spænding, den essens, der gjorde de første to spil så legendariske?"

Når man taler om Call of Duty: Modern Warfare, så er det svært ikke først og fremmest at fokusere på singleplayer-kampagnen, på det narrative fundament som spillet er bygget på. Ulig tidligere kapitler i serien har den centrale idé bag dette kapitel været et redesign af seriens faste søjler. Med andre ord er de Michael Bay-inspirerede eksplosioner og de lidt tørre action-helte nu blevet sendt på pension, og fokusset er i stedet skiftet fra blockbuster-action til en militær-thriller, der præsenterer dig for problematikker og konsekvenserne af hårde beslutninger i moderne
krigsførelse. Det hele foregår i det krigshærgede mellemøstelige (og fiktionelle) Urzikstan - en slags hybrid imellem Afghanistan i de sene 1980'ere og tidligere 1990'ere og et moderne Syrien.

Til trods for at drage inspiration fra to af de værste militære konflikter i nyere tid, så føles Urzikstan som et unikt sted, der dog på troværdig vis kunne eksistere på vores klode - det læner sig både kraftigt op af vores egen verden, men er også helt sit eget sted. Som historien i kampagnen udvikler sig, udforsker Call of Duty: Modern Warfare motiverne både over og under den tynde moralske skillelinje, og hvordan mennesker træffer de hårde beslutninger de gør i krig, og lever med konsekvenserne. At komme fra start til slut i kampagnen kræver nemlig, at du træffer nogle ganske ondsindede beslutninger med et mere forsvarligt mål for øje, og det er både medrivende og velskrevet fra start til slut.

I løbet af sin i alt fem timer lange spilletid fik vi lov til at spille som en række karakterer, der alle er placeret midt i Urzikstan-konflikten, og vi tog også på korte ture til London, Rusland og Georgien. Hver eneste af disse steder føles levende og mindre statisk end andre spil i serien. Udover nogle få områder tidligt i kampagnen, så føler du dig engageret i hver af disse lokationer, som alle byder på unikke missioner, der konstant introducerer nye elementer. Call of Duty: Modern Warfare bevæger sig væk fra den faste rutine, hvor du dræber fjender, for at bevæge dig lidt videre, for at dræbe flere fjender, til fordel for mere mekanisk og strukturel eksperimentering og variation. En af missionerne gik ud på at infiltrere et lille hus i London, og en anden krævede både snigeri og snilde, for vi skulle komme ud af en fængselscelle, og et fængsel, uden vores våben. En tredje gav os en Hitman-inspireret åben verden at udforske.

Variationen er imponerende, og hver enkelt mission introducerer nye elementer, gimmicks, taktiske udfordringer og meget mere. Et højdepunkt var en mission, der foregår som et flashback til den russiske invasion af Urzikstan 20 år før begivenhederne i spillet finder sted, og her sad vi virkelig på kanten af stolen med kæben raslende nede om knæene på grund af alle de detaljer som Infinity Ward har formået at proppe ind i bare denne ene bane, og her taler vi både visuelt, lydmæssigt og mekanisk. Kort sagt leverer Call of Duty: Modern Warfare en af de bedste kampagner serien nogensinde har kunne tilbyde, og det slår med ynde Call of Duty: WWII, og sågar Call of Duty: Modern Warfare 2.

Når nu kvalitetsniveauet er så skyhøjt, og der er så mange mindeværdige øjeblikke i kampagnen, så er det derfor kun endnu mere skuffende, at den endelige mission er så middelmådig. Den benytter sig nemlig alt for meget af de actionhelte-klichéer vi netop troede spillet distancerede sig fra, og ja, så er kavalkaden af eksplosioner tilbage. Dog formår denne mission ikke at ødelægge helhedsindtrykket, som er at dette er blandt de bedst moderne narrativer vi har set i et spil i løbet af denne generation. Faktisk vil vi gå så langt som at sige, at minus den sidste mission sigter det efter samme hylde som The Last of Us og Bioshock. Derfor er det bare ærgerligt, at det hele falder lidt på gulvet til sidst, og at spillet ikke lukker med samme bravur som det ellers bibeholder 90% af tiden.

Vi kunne bruge side op og side ned på at tale om kampagnen, lige fra hvor uendeligt smukke mellemscenerne imellem Farah og Captain Price er (tak til Blur Studios for det), til den tunge, lækre følelse som hver enkelt våben har. Vi ved dog at det saftigste kød på den årlige Call of Duty-oplevelse er multiplayer, og heldigvis skuffer 2019-udgaven (stort set) ikke her.

Den fedeste nye tilføjelse er uden tvivl de intense Gunfight-kampe, hvor fire spillere skal dyste i to hold af to i stramme baner. Tid er der ikke meget af, og hvert eneste loadout udvælges af spillet selv. Har du netop fået fingrene i et fedt nyt våben i multiplayer? Jamen, det er bare synd, for Gunfight tvinger alle til at konkurrere på lige fod. Gunfight fungerer særligt effektivt hvis du har haft en travl dag, og bare ønsker at spille i 20 minutter, siden det hele er skarpt, hurtigt og lige til sagen. Det er underholdende, intenst, og passer perfekt ind i Call of Duty-identiteten med hurtige, præcise skududvekslinger. Dog er Gunfight bare én af adskillige nye modes.

Præcis ligesom Battlefield-serien, og sidste års Call of Duty: Black Ops 4, så indeholder Call of Duty: Modern Warfare lidt større, mere ambitiøse slag imellem mange spillere i form af Ground Wars. Her taler vi relativt store baner med Capture Points og en masse køretøjer. Ulig Conquest i Battlefield mangler Ground Wars de destruerbare omgivelser, og følelsen af kaos. Det stramme, hurtige gameplay lader til være lidt malplaceret i dette format, og den manglede indflydelse på dine omgivelser efterlader en med en lidt blandet fornemmelse. Kvaliteten af banerne er desuden lidt lavere end forventet, og de fleste af dem er kedelige at se på, og meget af terrænet er tilsyneladende kopieret og genindsat. Dog er der én af disse der foregår i en stor russisk by, hvor der er høje bygninger, smalle gyder og spændende strategi - det var en undtagelse som vi for alvor foretrak frem for alle andre baner.

Spec Ops er også blevet genopfrisket i Modern Warfare, men der er stadig tale om en kooperativ suite af forskellige modes designet til fire spillere, som forsætter historien der hvor kampagnen slipper den. Spillere udforsker store baner alt imens man gennemfører små sæt af missioner, og fjenderne strømmer imod en. Forskellen imellem de diverse missioner man udfører er ganske imponerende, og i bare en session er variationen tydelig. Du skal blandt andet guides igennem intense skududvekslinger om bord på passagerfly til strategisk spændende konflikter på et forladt stadion - der er sågar adskillige af de ting du kan komme ud for, der direkte henviser til ældre spil i serien. Sværhedsgraden er høj, som i rigtig høj, og solidt samarbejde spillerne imellem er ikke valgfrit, men absolut nødvendigt. Efter at have spillet Spec Ops i mange, mange timer formåede vi kun at gennemføre én eneste mission. Det var en sjov udfordring, men om hvorvidt den høje sværhedsgrad er noget for alle er svært at sige.

Selvom der er masser af geniale øjeblikke strøget omkring i multiplayer-delen, så er kvalitetsniveauet en smule ujævnt, og selvom hardcore fans naturligvis vil finde de mekanikker og den balance de kender og elsker, så vil de måske mere kritiske spillere finde tilføjelserne en kende undervældende. Naturligvis kan veteraner vælge bare at engagere sig i de almindelige Call of Duty-størrelser, som alle er til stede her, og som virker upåklageligt, ligesom de gør hvert eneste år efterhånden. Call of Duty føles her som Call of Duty på godt og ondt, og vi har svært ved at sætte en finger på de kerneværdier som serien er bygget på. Det er mere det nye indhold, der svinger lidt. Er du til Team Deathmatch, men ønsker mere udfordring, så findes desuden også muligheden for at spille i komplet mørke, hvor du skal bruge Night Vision for at finde dine fjender - ret sjovt. Pointen er at selve rygraden her er lige så robust som du husker den, med alle de tilpasningsmuligheder du ønsker dig - og denne gang uden Loot Boxes (for nu).

Udover en ny spændende historie, samt interessante multiplayer-tilføjelser som Spec Ops, så byder Call of Duty: Modern Warfare på meget, meget smuk grafik. Spillere vil hurtigt lægge mærke til fra start af, hvordan grafikmotoren er blevet opdateret en helt del, og nu byder på mere detaljerede omgivelser og forbedrede animationer. Karaktererne ser noget nær fotorealistiske ud, og selve fokusset på detaljerne i hvert eneste rum er så meget skarpere end hvad tidligere kapitler har leveret.

Den vigtigste forskel er dog den lyd, og den følelse, som hvert eneste våben afgiver i det du bruger det i kamp. Call of Duty-serien er allerede blandt de bedste til at skabe denne atmosfære omkring våbnene, og her bliver det aldrig kedeligt at affyre et af de mange våben, for du kan høre hvert eneste projektil forlade løbet - det er fantastisk. Selve lyddesignet er storslået, og alt lige fra knirkene trægulve, til buldrende flammer genskabes her med stor bravur. Det er derfor lidt ærgerligt at soundtracket ikke efterlod samme indtryk som lydeffekterne. Det er fint nok, og accentuerer kampagnen på acceptabel vis, men noget mindeværdigt er det ikke.

Så er det tid til at opsummere. Genskaber dette spil den samme magi som det gamle, originale Modern Warfare skabte? I forhold til ren og sker kvalitet og gameplay-værdi, så tilbyder Infinity Ward her en gigantisk og imponerende pakke med flere modes og variationer end næsten noget anden konkurrent på markedet. Nej, det er ikke nogen total omvæltning, heller ej genopfinder det hjulet, men det forhindrer det ikke i at være solid underholdning hele vejen igennem.