Call of Duty: Ghosts

De males som mytologiske væsener, de der spøgelser; den mest skrækindjagende samling herrer, verden nogensinde har set, med evne til at bevæge sig som skygger forbi alverdens forsvarssystemer, gennem vægge, ind i folks sind. At bekæmpe alle trusler mod Amerika er i deres øjne livets sande kald - beskyt hjemlandet for oprejsning og den gode sags skyld.

Den patriotiske eksplosionsfest er atter skudt i gang, sådan som den er blevet hvert år siden fuldtræfferen i 2007. Der har ikke været nogle enorme forskelle i løbet af årene, da man tilsyneladende har klamret sig til tesen om, at man ikke skal reparere noget, der ikke er i stykker - til spillets klare fordel og ulempe.

For resultatet af den tilgang er som oftest stagnation. Fænomenet holder op med at udvikle sig, og lever på meritter fra fordums storhed, som en karrierebevidst iværksætter hvis ambitioner stoppede omkring chefstillingen, og nu blot driver et tidligere fungerende system videre med maksimalt muligt afkast, inden det er tid til pension. En tragisk skæbne på mange måder, som desværre ikke kan klandres i den udstrækning, det burde. De indviede og allerede frelste vil formodentlig fortsat valfarte til den stakkels iværksætters ufejlbarlige forretningsimperium.

I en fjern nutid sker det umulige. Året er 2013, og Sydamerika har fået nok af amerikanernes hovmod. De kaprer derfor landets vigtigste forsvarsmiddel, Orbital Defense Initiative (ODIN), en enorm satellit udrustet med kernevåben. Dem affyrer de mod dit elskede hjemland, med ruiner og ond, voldsom død som følge. Ti år senere ligger størstedelen af Amerika i ruiner, Sydamerika er blevet forenet i det, der kaldes "The Federation", hvis ledere er skumle typer. Alt håb lader til at være ude, og her kommer du, din bror og din far ind i billedet. Det skaber selvfølgelig plads til rutsjebaneture og blockbuster-stemning med krudt og des lige i uendelige mængder.

Skuespilspræstationerne er i deres bedste stunder middelmådige, hvor prisen for årets Sylvester Stallone-indsats går til din bror, Hesh. Vi får aldrig mulighed for at knytte os til karakterne, men bliver i stedet påtvunget kliche efter kliche om hvordan ens familie må ofre sig for sit elskede land, og at hævn er den sande løsning på alle problemer. Det hele minder om en skolegårdsleg mellem en flok muskuløse treårige helt uden intellekt og med en skræmmende mangel på fantasi.

Nu har Call of Duty ganske vist aldrig udgivet sig for at være Nobelpriskandidat når det kommer til fortælling, men dette føles stadig som et skrækeksempel på hvad der kan fremmanes, når man stiller minimale intellektuelle krav til spilleren. Detaljer efterlades helt uberørte, og for hvert spørgsmål, der bliver besvaret, stilles der to nye - helt uden rimelig grund. Hvor resten af verdens lande befinder sig i denne konflikt, står omtrent lige så uklart som hvor spillets lovede terræn-ødelæggelse er blevet af.

Det skydegalleri, der tegnes op for mine øjne, fremkalder blandinger af dybe suk og høje latterudbrud. Mest latterligt bliver det, når Riley (du ved, den der hund) bevidstløst kaster sig ind i fjendens angrebshelikopter til dundrende strygere og pilotens dødsskrig. I nogle tilfælde, som i for eksempel Die Hard-filmene, er det indholdets charme og selvbevidste dumhed, der gør at man griner med, snarere end det vildt opskruede tempo. Men det der glimt i øjet indfinder sig aldrig i Infinity Wards testosteronpumpede epos, og alt hvad der sker på skærmen dramatiseres ud over alle rimelighedens grænser, og efterlader en tom skal som næste scene skal samle op... igen og igen.

At min negative holdning til singleplayer-kampagnen efter manges mening næppe vil være berettiget, er jeg fuldt forberedt på. Egentlig kan man ikke forvente sig andet end fuldbyrdet tåbelighed fra et spil i denne klasse.

Det spørgsmål, man i stedet bør stille, er om den virkelig er nødvendig i sin kontekst. Den gør et latterligt arbejde med at introducere de nye spilmekaniske indslag, og står direkte i vejen for nogle af de nye spiltyper, der bliver tilbudt. Vanen tro bør den sande charme altså ligge i den velkendte multiplayer-del.

Det, der gjorde Call of Duty: Modern Warfare til den successaga, vi kender i dag, var ikke den bombastiske fortælling eller den moderne tone. I stedet satte den en helt ny standard for førstepersonsskydespil på konsol, og ikke mindst dem på nettet. Multiplayer er nøjagtigt lige så sjov, som vi husker, og har stadig det der uovertrufne flow på konsol, som inden 2007 kun fandtes i vores vådeste drømme.

Ser man bort fra det rent tekniske og i stedet retter blikket mod spilmekanikken, kan man hurtigt konstatere, at det er et Call of Duty, der snurrer i maskinen, det er der ingen tvivl om.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at sidst jeg rigtigt dyrkede serien var under Call of Duty: Modern Warfare 2 og dets storslåede glansdage. Problemet var, at der opstod en vis mæthed efter det. Jeg spillede selvfølgelig efterfølgerne, men da Treyarch og Infinity Ward begyndte deres tovtrækkeri mellem Black Ops og Modern Warfare, blev serien desværre ramt af nogle skrækkelige børnesygdomme som følge af udviklernes forskellige synspunkter. I forbindelse med Ghost har der dog indfundet sig en forsigtig optimisme for mit vedkommende. Den nye konsolgeneration lurer i en ganske nær fremtid, og de lovede nyheder til spillets allerede veletablerede multiplayer-del lød i starten ret lokkende.

I stil med foregående titler kan du frit pille ved dine figurers udrustning mellem kampene, for på denne måde at skabe dine drømmes indsatsstyrke, der nu kan prøves af i praksis i den glorificerede træningsdel Squads. Her kan du bygge et hold af seks figurer, hvoraf de fem styres af AI'en, hvor planlægningen af dine kammeraters udstyr skulle give den taktiske spiller noget at rive i. I starten får man indtryk af, at det kun er en træningsdel, lavet så spilleren kan øve sig på multiplayer offline. At sætte to spilleres Squads op mod hinanden for at give en fornemmelse af hvilke kombinationer, der er de mest effektive, bliver dog aldrig så tilfredsstillende som Infinity Ward gerne vil have det til. Man kan tydeligt mærke hvilke figurer, der er styret af AI'en, og ikke rigtig opfører sig menneskeligt inden for spillets rammer.

Squads baner vejen for alle de klassiske spiltyper, samt et par nye, i selskab med bots. Konceptet har tydeligvis en bagtanke - at spilleren skal kunne øve sig i den nedkoblede sfæres trygge krog - men giver mig aldrig blod nok på tanden til at vende tilbage. I sidste ende slentrer jeg tilbage til den menneskelige modstand, der atter byder på det vindende koncept med hurtige skudvekslinger på intime baner, mens skingre tolvårige stemmer tilsviner ens mor i headsettet. Egentlig er det næsten umuligt at fejle på dette punkt, da man nærmest ingen risikoer har taget, og derfor føles oplevelsen som ét langt deja vu-trip.

I Ghosts introduceres nye spiltyper og et antal nye baner. De hurtigere og mere intime baner som den nye Strikezone er favoritter, og det samme gælder de spiltyper, der tilbydes - hurtige, men fortsat taktiske. De øvrige kort gør ikke noget dybere indtryk på mig, men udfylder de roller, de er tænkt til. Det strategiske gameplay ligger stadig og lurer med forskellige variationer i omgivelser og pejlemærker. At banerne efter kort tid får kælenavne som Ørkenbanen, Pølsevognen, Snebanen, Slottet, Poolen og Stripklubben, snarere end deres rigtige navne, viser altså at det er lykkedes at gøre dem tilpas forskellige og give dem hver deres identitet. Det gedigne banedesign er stadig intakt, og de føles hverken ubalancerede eller overflødige.

Det havde selvfølgelig været mere interessant, hvis seriens tilbagevendende es i ærmet havde vist sig at være groft mislykket. For det havde omvendt betydet, at man havde løbet risikoer eller forsøgt at ændre i spillets grundsøjler, hvilket havde sat gang i spillets udvikling. I stedet omfatter man den tryghed, der er blevet bygget op gennem seriens mange dele, og pudser videre på multiplayer-delen.

Det fører mig til den nye spildel, der drillende er blevet teaset på forhånd, Extinction. I seriens femte afsnit, World at War, indførte Treyarch en elsket - og til tider hadet - zombiedel, for at tilføje lidt tiltrængt variation til masseslagteriet. Infinity Ward har nu svaret igen med deres eget koncept, hvor de udøde må vige pladsen for invasion fra rummet. Hvordan spildelen passer ind i den overordnede historie er stadig et mysterium, men at menneskeheden ligger under for de Zerg-lignende væsener er ikke så svært at fatte.

I hold på op til fire spillere tager du kampen op mod rumvæsenerne, og vælger selv hvornår næste bølge skal aktiveres. Der bliver brugt meget tid på opgraderinger og på at flytte rundt på holdets befæstninger i håb om at klare sig så langt som muligt gennem den stadigt voksende sværhedsgrad. Det føles som en ny variant af zombie-delen, men på amfetamin og med en ekstra dimension i højden, da de små krabater har en tendens til at angribe fra alle vinkler. Extinction er til tider ganske sjov, men mangler lidt det fokuserede gameplay, zombierne bød på.

Det virker lidt som at udviklerne, ligesom jeg, er ved at være trætte af serien. Intet aspekt af Call of Duty: Ghosts er særskilt dårligt, hvis man ser bort fra singleplayer-kampagnen, der egentlig bare er en billig undskyldning for at fortsætte med "Ghosts"-navnet i fremtidige titler. Men spillet løfter sig heller aldrig ud over middelmådigt, og giver et forældet indtryk. Flere timer inde gør det stadig ikke antræk til nogen reel udvikling.

Dem, der allerede har set lyset, vil formodentlig sætte pris på Ghost som de har gjort med alle andre spil i serien - og den indstilling er der absolut intet galt med. Vi er mange, der sætter pris på muligheden for bare synke ned i sofaen med forhåbninger om action, der altid bliver indfriet, i nogle kravløse hurtige kampe med ligesindede.

Men behovet for fornyelse viser sig gang på gang, og Call of Duty: Ghosts byder desværre ikke rigtig på netop den nytænkning, det på forhånd havde givet indtryk af. Du ved præcis hvad der venter og hvad som forventes af dig, og føler du dig tilpas med de forudsætninger, er der egentlig ingen grund til at afstå fra årets tætteste multiplayer-del på konsol.

Det er dog ved at være tid for seriens udviklere at beslutte, hvilken retning de vil tage serien i fremtiden, for lige nu føles det lidt som om den kører i tomgang. Et eller andet sted på vejen er serien blevet forvandlet fra at være den friske multiplayerkonge til at være en dyr opdatering.