Call of Duty: Black Ops Cold War

Lad os være ærlige. Mange af os behøver ikke engang læse anmeldelser eller høre andres meninger, før vi hvert år trofast køber det nye Call of Duty. Haters gonna hate, de hardcore fans varmer op med trailere og beta-versionen, og de af os, der bare nyder serien på afslappet vis, får en hæsblæsende historie at spille igennem inden vi kan kaste os over multiplayer-delen i et par uger, inden de mest dedikerede spillere sparker os ud på røv og albuer. Du ved nogenlunde, hvad du får med et moderne Call of Duty, selvom Black Ops-serien er kendt for at tage lidt større chancer. Det gælder også for Call of Duty: Black Ops Cold War. Men en af undtagelserne er historien - og det mener jeg yderst positivt, for den er mere ambitiøs end nogensinde før.

Misforstå mig ikke. Vi taler stadig ikke om hjertegribende eller dyb historiefortælling, men stor variation, fantastisk pacing og et spændende plot holdt mig engageret hele vejen igennem dette mind bending psykologiske spion-drama. Jeg siger mind bending fordi, dette er utvivlsomt et Black Ops spil fyldt med mysterier, plot twists og hallucinatoriske sekvenser. Hvad der denne gang gør det ekstra effektivt er, at du selv er en del af historien. Hvad enten det handler om forskellige samtaler, alt afhængig af den baggrund du vælger til din karakter, dialogvalg, eller muligheden for at deltage i valgfrie missioner og baner, så er du en del af spillets univers, og dine handlinger vil have både små og store konsekvenser. At samle intel er endnu mere indbydende, når det ekspanderer et i forvejen fascinerende univers og endda i nogle tilfælde ændrer historien. Vi snakker selvfølgelig ikke Mass Effect eller Telltale Games her, men der er nok spillerum til, at jeg gerne vil spille igennem både en anden og sågar en tredje gang for at opleve alle de forskellige slutninger.

Gameplayet fortjener her også stor ros, da ingen mission er helt ens. Jeg har sneget mig igennem Vietnams tætte jungle og brugt en bue til på stille vis at dræbe mine fjender, fløjet en helikopter og ladet døden regne ned fra oven, infiltreret KGB hovedkvarteret i Moskva, og meget andet som jeg her vil lade være klassificeret for ikke at ødelægge overraskelsen. Variationen i den enkelte mission er også ganske imponerende, og hvert eneste våben føles og lyder fantastisk, noget der åbenlyst også gør sig gældende i de andre spildele.

Jeg har sandsynligvis allerede skrevet mere om kampagnen, end mange er interesseret i, så lad os håbe til hovedretten - multiplayer. Det er dog ikket tilfældigt, at jeg har brugt så meget tid på historien, da multiplayer ikke på samme måde ændrer på formularen. Det er i høj grad, som du forventer. Hverken mere eller mindre. Black Ops Cold Wars multiplayer føles en smule mere hurtig og flydende end Modern Warfares takket være muligheden for at glide langs jorden og foretage arcade-agtige spring. Livbaren er som udgangspunkt også synlig, hvilket giver dig en indikation om, hvorvidt det kan betale sig at jagte det snedige asen, der nåede at gemme sig, inden du fik de afgørende skud ind. En smart funktion, men ikke decideret banebrydende. Det behøver det dog heller ikke at være, når Multiplater blander klassiske elementer som det traditionelle mini-map og create-a-class med mere moderne elementer som Scorestreaks og the Gunsmith. Hvad så med det helt friske indhold: maps og våben?

Som jeg skrev i mit preview for to måneder siden, afhænger værdien af VIP Escort virkeligt af det enkelte map. Hvor det hurtigt bliver en anelse ensformigt på større maps, så fungerer det okay på de mindre. En så kooperativt fokuseret spildel føles dog stadig en smule fremmede i et Call of Duty, også selvom du nu endeligt har muligheden for at markere steder og objekter fra rundens start. På den anden side øger Combined Arms og Fireteam kaoset med henholdsvis 24 og 40 spillere. At køretøjer nu også rammer kamppladsen, sætter yderligere pres på, så selv klassiske spildele føles friske på disse større maps, der nok også vil appellere til dem, der ellers traditionelt foretrækker Battlefield.

Når nu vi snakker maps, så kan jeg godt forstå, hvorfor Treyarch valgte at inkludere de maps og spil-dele, som de gjorde i betaen, da de uden tvivl er de største højdepunkter. Armada er stadig min absolutte favorit med dens blanding af smalle gange og lange åbne areal udenfor. Et par stykker af de andre, formår ikke at ramme helt samme balance. Hvor Crossroads består af for mange vidt åbne områder, er NATO-basen Garrison nærmest en campingplads - og ikke på den hyggelige måde. Det er dog bare meninger fra en gammel mand, der ikke længere har de samme reflekser som førhen. Forhåbentlig er variationen i de otte regulære maps (+de to gigantiske Fireteam maps), der er tilgængeligt fra første færd, nok til at stille dig tilfreds. Hvis ikke, så kan du slå dig sammen med et par venner og dræbe zombier i stedet.

Dette er uden tvivl den sværeste del af anmelde før spillets udgivelse, da en af mine favorit-dele af Zombies er at slagte de grimme væsener samtidig med, at jeg opsporer samlegenstande og forskellige hemmeligheder. De færreste af disse var endnu implementeret under anmeldelsesperioden, men hvad jeg ellers så, var meget lovende. Fjenderne vil ikke længere kun belønne dig med power-ups, når du får has på dem. Det er også muligt, at de smider noget brugbart gear, da der nu er et loot-system. At have halvandet ben i graven og pludselig se en lilla shotgun er næste lige så sindsoprivende som en Nuke eller Insta-Kill. Smid det oven i et glimrende map, muligheden for at bruge din loadout fra Multiplayer, ændringer i perk-systemet (der er ingen øvre grænse nu) og muligheden for at blive reddet, hvis presset er for stort, og du har opskriften på en yderst underholde spil-del, der sikkert kun bliver bedre med en patch eller to.

Manglen på markante nyskabelser i både multiplayer og til dels i Zombies, trækker dog en smule ned, og det er ikke det eneste, der skuffer mig. Det virker som om, spillet godt kunne have brugt lidt længere tid i ovnen, hvilket ikke kan overraske, da det blot er to år siden, Treyarch lancerede Black Ops 4. Både kampagnen, multiplayer og Zombies er desværre fyldt med tekniske fejl. Du ved, noget er helt galt, når tiden pludselig spoler et sekund eller to tilbage, som oplevede du slem lag, midt i en kampagne mission. Flere af mellemsekvenserne ryger også ned på omkring 20 frames i sekundet på en PS4 Pro, uden det virker til, at der er nogen god årsag hertil. Det ellers imponerende lyssystem har også en tendens til nogle gange, hellere at ville holde et rave party end give realistiske refleksioner, og det hændte desværre også, at jeg sad fast i en loading screen. Fjenderne er heller ikke altid de skarpeste knive i skuffen, og jeg tvivler på, at deres IQ vil forøges betragteligt med den lovede day-one patch.

Jeg håber ikke, det lyder for negativt, da der mest er tale om skuffelse over en multiplayer, der mere føles som en udvidelse, og nogle tekniske problemer, der indikerer, at spillet nok burde have udkommet næste år i stedet. For der er ingen tvivl om, at Call of Duty: Black Ops Cold War er et glimrende spil. Ja, selv kampagnen er fantastisk med en fascinerende historie og en stor variation. Med våben, der føles og lyder fantastiske, en håndfuld nye fede multiplayer maps og spildele, det nye lootsystem i Zombies og en bedre synergi mellem de enkelte spildele, er der ingen tvivl om, at Call of Duty fans kan se frem til en masse sjov de næste par måneder. Hvis de altså kan leve med en lidt rå lancerings version og en generel mangel på nævneværdige nyskabelser.