Call of Duty: Black Ops 6

Jeg kommer fra et udgangspunkt, hvor jeg i brede træk er faldet fra Call of Dutys centrale gameplay-model de seneste år. Jo, jeg faldt for alvor ned i et "rabbit hole" sidste år med min ven Mikkel, hvor vi simpelthen bulldozede os igennem godt og vel 100 timers Call of Duty: Modern Warfare III (så ufyldestgørende det spil var på mange måder), men spil som Overwatch 2 har for mit eget vedkommende eksponeret, hvor gammeldags den typiske Pac-Man multiplayer-model kan være, selvom jeg har hang til at falde for den, når den præsenteres på ny.

Derfor findes der ikke nogen mere rammende undskyldning for at hoppe tilbage ned i Activision Blizzards legendariske serie end nu, hvor der er mere pres på end nogensinde før. Ikke nok med at serien skal rejse sig fra det middelmådige (hvis ikke katastrofale) Modern Warfare III, det skal cementere Treyarchs ry som det uden tvivl bedste Call of Duty-studie, og det har samtidig til formål at bevise over for Microsofts investorer, at denne serie nærmest egenhændigt kan bringe Game Pass-abonnenter ind i folden, samtidig med at det er blandt årets bedste spil.

Okay, jamen innovationer til trods, så er seriens kapitler nærmest mere segmenterede end nogensinde før, og derfor kan vi lige så godt segmentere denne anmeldelse på lige fod. Vi kan lige så godt starte med kampagnen, ikke sandt?

Året er 1991, Frank Woods og Russell Adler befinder sig fortsat i den Kolde Krig, hvor der godt nok ikke som sådan er nogen egentlig slagmark, men hvor der alligevel udkæmpes en krig i skyggerne. En mystisk trussel, The Pantheon, dukker frem fra gemmerne, og i krogene hviskes der om et forfærdeligt nyt biokemisk våben. Dette danner rammen for endnu et koldkrigseventyr med politiske intriger, ekstensive cover-ups og hæsblæsende ildkampe, og kampagnen her læner sig endnu mere ind i hele espionage-vinklen. Du skal sågar infiltrere et casino i High Rollers, og udover det er der rigeligt med særligt de action-prægede infiltrationssekvenser, som udgjorde de bedste aspekter af Call of Duty Cold War. Nej, det er så sandelig ikke fordi Black Ops 6-kampagnen genopfinder den dybe tallerken eller bare præsenterer os for en helt ny måde at tilgå denne klassiske, bombastiske kampagnefortælling. Men samtidig er det som mange andre succesfulde blockbusters, om det er film, tv-serier eller spil - det er populært, fordi det virker, og er man villig til at overgive sig, så er der de typiske twists, det alsidige missionsdesign og måske vigtigst af alt ret stramt, stringent gameplay.

Først og fremmest kommer den såkaldte "omnimovement" også kampagnen til gode, og selvom det nok ikke er en lige så stor omvæltning for det såkaldte "moment-to-moment" gameplay, som markedsføringen får det til at ligne, så er det særligt her, at det at kunne sprinte i alle retninger og at kaste sig samtidig med, at man placerer et tilfredsstillende headshot kommer til sin ret. Desuden har Treyarch i brede træk skilt sig af med instant-fail-scenarier, og næsten samtlige scenarier tillader forskellige gameplay-tilgange, hvor snigeri dog ganske naturligt påskønnes.

Fantastisk gunplay, opfindsomt banedesign og velfortalt historie - check, check og check. Det her er så sandelig et comeback efter et par lidt mere middelmådige kampagner, og det tog mig cirka syv timer at gennemføre, så længden er også godkendt.

Det eneste, jeg vil sige, er, at Call of Duty-kampagner stadig har svært ved at udvide deres formular på en måde, der føles naturlig. Tag udfordring som eksempel; som kampagnen skrider frem, er det tydeligt, at Treyarch ikke rigtig ved, hvordan de skal holde spillerne på tæerne, og derfor kaster de bare flere "heavy" fjender efter dig. Der mangler måske lidt deduktive puslespil, lidt opgraderinger, der specialiserer dig i en specifik spillestil, lidt løbende våbenopgraderinger, der gør kampscenarierne unikke. Jeg er ikke spildesigner, men selvom dette er et hårdtpumpende, underholdende stykke indhold, der leverer efter alle kunstens regler, så kunne det på sigt være spændende at se, hvad det næste naturlige skridt ville være for disse kampagner.

Zombies er ligeledes underholdende og handler nærmest om at genstarte hele konceptet om, hvad en Zombies-del af et Call of Duty-spil betyder. Hvorimod Modern Warfare III igen forsøgte at genopfinde, hvad Zombies betyder, ved definitivt at springe over, hvor gærdet er lavest (seriøst, spillets Zombies mode var en Extraction-fortolkning af en portion af Warzone-mappet), så handler det her om at gå "back to basics". Der er to maps, Terminus og Liberty Falls, og de er begge to traditionelle strukturer med låste døre, generatorer der skal genstartes, og karakteropgraderinger, der skal betales løbende. Omnimovement hjælper så sandelig også her, og det at have lidt flere bevægelsesmæssige kort på hånden gør det kun mere responsivt at sprinte fra en zombie-horde eller lige akkurat lukke en sluse af for at leve bare lidt længere.

Historien er her lidt det omvendte af kampagnen, i og med at godt nok er der tale om en direkte fortsættelse af Cold Wars narrativ, men den fortælles hverken med tilpas ynde eller elegance til, at det er værd at samle op på. Det kan være, at der findes mange, der er uenige, og fred være med det, men hekseblandingen af proprium-suppe (navneord, som spilleren ikke nødvendigvis har noget forhold til) og meningsløs "banter", altså small talk fra karaktererne, der hurtigt bliver irriterende, så har du her en fortælling, du let og elegant kan springe over eller bare ignorere.

Heldigt er det derfor, at Zombies, særligt denne mere old school-udgave af den efterhånden legendariske mode, er så uendeligt underholdende og *spilbar*. Jo, Black Ops 6 fjerner lidt fokus på det at forsvare enkelte områder og placerer i stedet spotlys på bevægelse, at konstant optjene Essence nok til at købe dig adgang til det næste område, men hæsblæsende er det, og særligt Terminus blander dette med at skulle sparke gang i førnævnte generatorer. Progression er en kende sløv, og derfor har det taget mig et godt stykke længere end bare at ramme level 4, hvor man kan begynde at tilpasse sine egne loadouts, at få nok grej til at gøre disse... ja, sjove. Når det så er sagt, er Zombies ment som bare ét af de tre ben, og lidt langsommere progression er mere tilforladeligt.

Lad os lige gøre holdt her og adressere spillets generelle visuelle og grafiske kunnen. Selvom Call of Duty-serien i lang tid forfordelte responsivitet over spektakulære effekter, så er det noget, de i særdeleshed er kommet efter over de sidste fem års tid. Selv det undervældende Modern Warfare III kunne, via kampagnen naturligvis, men også bare på det gængse multiplayer-map, fremvise æstetisk og grafisk evne ud over det sædvanlige, og Black Ops 6 er i dag uhyre finpudset. Billedehastigheden forbliver silkeblød på konsollerne (og det er fortsat en mangelvare - somehow) og alt fra farvekontraster, lyssætning og ansigtsanimationer leverer indlevelse til den helt store guldmedalje. Der er stadig dele af hele "simulationen," om man vil, der fremstår lettere simplificeret. Activisions studier har gjort fremskridt i forhold til at gøre selve arenaerne både i Zombies og Multiplayer mere dynamiske, men der kunne fortsat godt være mere spotlys på destruerbare omgivelser, vejrfænomener eller begivenheder, der ændrer et givent maps layout halvvejs - eller noget i den dur - for det hele fremstår fortsat lettere statisk. Men pænt er det, og komponist Jack Wall leverer endnu en gang et intenst og velkomponeret score.

Multiplayer er naturligvis det, som de fleste kommer for og bliver for også, og det er også her, hvor Treyarch spiller med musklerne. Der er 12 almindelige multiplayer-maps samt fire Strike-maps, og det faste udvalg af modes her, såsom Kill Confirmed, Team Deathmatch, Hardpoint og Search and Destroy. Der er en helt ny Kill Order-mode, hvor holdet udpeger en "HVT" og skal så få point ved at gå specifikt efter disse spillere på det modsatte hold. Det er en mode, der fremstår som en ret naturlig forlængelse af seriens centrale tematikker, men den er også uhyggeligt intens og opfordrer måske til lidt mere direkte koordination og kommunikation.

Det her bliver tredje gang, at jeg nævner "Omnimovement," men endnu en gang viser Treyarchs opdaterede vision for responsiv, dynamisk bevægelse i en shooter at være en stor succes. Igen, det føles måske ikke som en stor omvæltning, eftersom det at sprinte, sigte og affyre sit våben er de tre mest gængse måder at interagere med et multiplayer-FPS på, men lige så snart du går lidt mere til spillet, lærer de forskellige maps at kende og leger lidt med karakterens fysiske muligheder og begrænsninger, så kommer Omnimovement til sin ret. At kunne sprinte sidelæns eller baglæns bare giver dig så mange flere strategiske muligheder, og det kombineres naturligvis med glimrende gunplay hele vejen igennem, og som på sigt holdes oppe af Gunsmith-suiten, der lader dig individuelt tilpasse og løbende forbedre de enkelte våben. Det er, som du sikkert allerede ved, et utal af systemer, der arbejder sammen om at gribe dig som spiller både via responsivt gameplay på slagmarken og tilfredsstillende meta-progression, når hver runde er slut.

Call of Duty: Black Ops 6 er bare virkelig underholdende, når alt kommer til alt, og selvom vi kunne deep dive yderligere i hver af de tre modes og snakke Headquarters-strategier, Zombies main mission-progression og favoritter blandt kampagnens missioner, så står det lysende klart, at Treyarch uden tvivl er det mest talentfulde studie blandt de tre, der agerer "stewards" for denne legendariske franchise. Jo, metaltrætheden viser sig hist og her, ingen tvivl om det, og det er ikke altid, at det at tage en serie "tilbage til rødderne" er et frisk pust nok, men i dette tilfælde er det et glædeligt gensyn med mange af de strukturer, systemer og mekanikker, som har gjort serien til, hvad den er i dag, og hvorimod Modern Warfare III til tider lod til at være tapet sammen i sidste øjeblik, så er det her et gedigent Call of Duty-spil hele vejen igennem.