Call of Duty: Black Ops 4

Infinity Ward var studiet der introducerede os for Call of Duty-serien med det aller første kapitel i serien helt tilbage i 2003, og det var sågar også dem der gjorde serien til det fænomen det er i dag med det legendariske Call of Duty 4: Modern Warfare. Desværre betød det sidstnævnte projekts succes, at spillene udkom på årlig basis, og hvor et nyt studie hvert år trak serien i vidt forskellige retninger - en beslutning vi ikke har været helt vilde med altid. Banerne blev alt for komplicerede, og selve designet favoriserede bevægelighed og responstid snarere end taktisk sans, og mekanikkerne manglede til tider den innovation andre udviklere i mellemtiden introducerede til genren. Bare det at sige at serien ville tilbage til en "boots on the ground"-tankegang var ikke nok, man skal også gøre det. Det er her hvor Call of Duty: Black Ops 4 kommer ind i billedet. Treyarch er netop gået tilbage til tegnebrættet, og har fjernet aspekter som det at kunne løbe på vægge og det at bruge fremtidsgadgets. I stedet har de foretaget ændringer, store ændringer, ved den formular vi alle kender, netop for at respektere de fans der har gjort serien til et hit. Resultatet er et spil er et spil der for alvor ønsker at behage, og et spil der lykkedes et langt stykke henad vejen med at gøre netop dette.

Dette stod klart efter bare få minutter i vores første multiplayer-kamp. Militia er en helt ny bane i Black Ops 4, men det føles stadig som at hilse på en gammel ven. Vi vidste med det samme hvor fjendtlige snigeskytter sandsynligvis gemte sig, hvilket slags dække vi kunne bruge lige rundt im hjørnet, og hvor de forskellige flaskehalse ville opstå. Hvorfor, spørger du? Det er ikke bare fordi vi ikke behøvede at tage højde for fjender der kom hoppende på væggene, men også fordi at kernefilosofien der gjorde de berømte baner som Crash, Estate, Favela, Nuke Town, Terminal og Overgrown til de klassikere de er i dag, er tilbage. De fleste af de baner der er i Call of Duty: Black Ops 4 har hvad der kun kan beskrives som en slags elegance, et intuitivt layout der trækker på forskellige spillestile. Du kan vide dig ganske sikker på hvor potentielle trusler kommer fra indenfor få sekunder i en tilspidset situation, og det gør at hver eneste bane er balanceret, hvor alle har en chance. Bland dette med de fire tilbagevendende klassikere, der er blevet opdateret og restaureret, plus Nuketown i november, og så har du måske det bedste line-up i årevis.

Højt elskede modes som Team Deathmatch, Kill Confirmed og Domination er alle tilbage, og både Control og Heist puster lidt frisk luft ind i den samlede pakke. Control er en slags udvikling af Domination, hvor hvert hold skal skifte imellem at forsvare og angribe to forskellige områder. Twistet er at hvert hold "kun" har 25 liv at dele, så man er tvunget til at være strategisk og mere overvejet i sine handlinger. Det er ret ulig den almindelige intense stemning der er i de andre modes, så det føles så sandelig anderledes. Heist bør føles genkendeligt for alle der har prøvet enten Counter-Strike eller Payday. To hold forsøger at stjæle en taske fyldt med penge. Det lyder ganske simpelt ikke? Nej, for du starter ikke med dit normale grej, men snarere $500, som du kan købe midlertidige våben for. Disse to nye modes var blandt vores favoritoplevelser med spillet.

Balance er et vigtigt aspekt når det gælder de forskellige specialister. Det betyder ikke noget om hvorvidt du har en offensiv, defensive eller support-baseret spillestil, du får ikke noget problem ved at vælge en specialist til enhver situation. Vi taler ikke nødvendigvis om de samme slags karakterer med charme og personlighed som i Overwatch, men der er ingen tvivl om at Treyarch har draget inspiration fra Blizzards skyespil. Hver eneste specialist har unikke evner og grej. Elsker du at gå offensivt til værks og overraske fjender med kraftfulde angreb? Så vil du have det ganske sjovt med Ruins Grav Slam og Grapple Gun. Er du mere til support? Crash' Take-5 kan restaurere dine livspoint, samt hjælpe dine holdkammerater, og hans Assault Pack giver dit hold mere ammunition. For at sige det ganske enkelt - hver eneste specialists evner kan totalt vende op og ned på en given kamp, for for hver eneste evne brugt skabes der bølger igennem kampen, der i sidste ende påvirker resultatet. Vores eneste bekymring er, at nogle af disse specialister lader til at være ganske forfærdelige at bruge i bestemte modes. Torques transporterbare dække og pigtråd er stort set ubrugeligt i Team Deathmatch, men i Control er det på den anden sige en ganske nyttig evne. Faktisk er det her en evne du kan konstruere en hel strategi rundt om. Dette beviser såmænd bare, at det er derfor at mange spil vælger at have få modes - fordi så sker det her ikke.

En anden ting som heldigvis gør denne anke lidt mindre besværlig at have med at gøre, er at Pick 10-systemet vender tilbage. Dette lader dig udstyre din soldat med våben, attachements, grej, evner, scorestreak-evner og Wildcards, og du kan gøre det lige som du ønsker det. At skære det mere futuriske udtryk fra har heller ikke gjort at der er færre muligheder. Der er stadig alt, alt for meget at vælge imellem, og hvert eneste våben har sin egen progression, og sine egne attachements. Call of Duty er kendt for at have den nok mest tilfredsstillende måde at lade spilleren holde og håndtere våben på, og Black Ops 4 cementerer bare dette ry yderligere. Du kan mærke hvor kraftfuld en shotgun er, du kan fornemme projektilet forlade geværløbet på en snigeskytteriffel, og du føler desuden at du som spiller kan styre hver eneste lille bevægelse som våbnene foretager. Treyarch leverer her, og mere til, præcis som vi forventede at et studie af denne kaliber.

Desværre har Treyarch også ændret på andre aspekter af formularen. Vi spillede spillet før det fik sin opdatering på lanceringsdagen, men vi håber at når du starter det for første gang, så er våbnene mere afbalancerede. Om man så hader det eller elsker det, så er Quick Scoping så sandelig en mulighed, og nogle af snigeskytteriflerne fremstår alt, alt for effektive her. At blive dræbt med ét skud af en fjende der nærmest ikke har løftet riflen for at sigte er ekstremt frustrerende (noget som bare er endnu værre på konsollerne på grund af Aim Assist). Der er også andre eksempler på våben som vi både hadede og elskede i løbet af vores tid med spillet, så vi håber at Treyarch sidder klar ved tasterne hvis det viser sig at balancen stadig er ujævn.

De følger dog ikke samme opskrift i alle spillets bestanddele. En af de mest omdiskuterede nye tilføjelser er manuel healing. Væk er de dage hvor din karakter på magisk vis genvandt tabte livspoint ved at holde sig fra ballade i nogle få sekunder. Nu skal man faktisk selv reparere sin ødelagte krop ved at ofre kostbare sekunder på at finde en sprøjte frem. Dette er uden tvivl blandt de mest effektive ændringer tilføjet til Call of Duty siden Modern Warfares progressionsystem. Det ikke at skulle løbe og gemme sig efter at have taget skade gør hver eneste kamp imod en fjende utrolig spændende. At kombinere det at levere fjendtlig beskydning med at skulle holde mere øje med ens egen tilstand gør bare oplevelsen endnu mere intens, og tror du ikke det gør alverden til forskel, så vent til du selv kan opleve det. Det at stikke sig selv med sprøjten tager omtrent lige så længe som at genlade et tungt maskingevær, så det tager ikke helt vinden ud af sejlene.

Dette, kombineret med at du fortsat kan skyde med en pistol samtidig med at du stikker dig selv, gør Black Ops 4 til en sand fryd. Men dette er jo bare den almindelige multiplayer-del - hvad med Zombies og Blackout?

Der hersker vist ingen tvivl om, at Zombies hurtigt er gået hen og er gået hen og er blevet en af de mest populære dele af Call of Duty-oplevelsen, og det er derfor at Black Ops 4 giver os hele tre scenarier fra start af (fire hvis du køber spillets Season Pass). Et af disse foregår på Titantic, et andet i en remaster-udgave af Mob of the Dead og et tredje i gladiatorarena. Altså får vi tre vidt forskellige oplevelser, i hvert fald fra et æstetisk perspektiv. Præcis som andre gange har denne del af oplevelsen en overraskende underholdende og mystisk historie, som gemmer på mange hemmeligheder. At løbe rundt i det gamle Rom og lytte til karaktererne der gør grin med hinanden, og fortæller meta-vittigheder om hvor mærkeligt det er at de har moderne våben - det kan bare noget.

Stadig, lad os indrømme det. Hele pointen med Zombies er at slagte så mange af de udøde som muligt, og alle tre scenarier, der bær titlerne Voyage of Despair, Blood of the Dead og IX, giver dig rig mulighed for at gøre netop det. Der er samtidig masser at foretage sig udover det, sjovt nok. Du kan fremmane særlige fjender ved at interagere med specifikke objekter, indsamle ting og sager der skal bruges senere i banen, opgradere våben på flere forskellige måder, opdage nye områder, og få serveret mere af historien. En af vores favoritaktiviteter var uden tvivl at spendere penge på at åbne en Mystery Box for at få en ting ved navn Homunculus. Denne lille fætter erstattede vores granat, men det var det værd. Ikke bare kunne den råbe ting og sager når den blev kastet, men den hoppede rundt og skar hovederne af zombierne. Nogle af udviklerne vidste faktisk ikke engang at den fandtes, så de samlede sig rundt om vores skærm for at se den gennemføre en massakre. Derefter kom Zombies-instruktør Jason Blundell forbi og fortalte os at selvom vi følte vi nu havde set det hele, så havde vi ikke engang fundet det største område i banen endnu - og det var efter 32 runder!

Hvert eneste scenarie både ser og føles anderledes ud i forhold til design og de zombier man bekæmper, og vi nød at der var så utrolig meget dybde at finde her. Hvor Voyage of Despair placerer dig i klaustrofobiske korridorer fyldt med zombier der havde festtøjet på, så er Blood of the Dead en blanding af det lineære og det åbne, imens du kæmper fra gange til større områder på øen Alcatraz. IX er uden tvivl den letteste af de tre baner, med kæmpe store områder hvor du bekæmper zombie gladiatorer.

Black Ops 4 tilbyder den mest tilpasselige udgave af Zombies nogensinde. Ved at bruge vores favoritvåben lang tid nok, så kan du modificere og opgradere det med attachements, nye evner og andre diverse tilpasninger, der gør din karakter og dine våben til en unik sammensætning. Samtidig kan du selv vælge evner, eliksirer og talismaner, og du kan også vælge om du vil spille det hele i Rush Mode, hvor du dyster om en topscorer i stedet for bare at overleve. Summa summarum - Treyarch snak om kvantitet har ikke sænket kvalitetsniveauet af oplevelse. Faktisk lader kvaliteten til at være højere end nogensinde før.

Men vi forventede alle sammen at Zombies-delen ville være ret tilfredsstillende. Hvad der i stedet har hersket tvivl om er Blackout, Call of Duty-seriens svar på battle royale-genren. Du kan dog, heldigvis, kaste al den tvivl du har haft ud af vinduet med det samme. Blackout leverer lige præcis det vi ønskede os. Selve styringen er lynhurtig og responsiv, og føles præcis lige så skarp som i andre dele af spillet, og også våbnene er tilfredsstillende at bruge. Det eneste der har ændret sig i forhold til den normalt Call of Duty-oplevelse er skalaen, men man føler konstant at der er tænkt over designet på samme måde som de små i den traditionelle multiplayer-oplevelse.

Det er let at orientere sig fordi hvert eneste område føles distinkt, og på samme måde føles det konstant intenst, og man tager sig selv i at holde vejret i det man bevæger sig ud i det åbne. Er det det værd at bevæge sig til Nuketown Island i håber om at få fingrene i Level 3 Armor, eller bør man holde hovedet nede i et skur lige ved siden af der hvor man dropper ned på slagmarken? Måske er du så modig at bevæge dig ind i det zombie-inficerede Asylum, hvor det bedste grej venter på dig, men her er det en endnu sværere kamp om overlevelse. Enten det, ellers kan du jo bare køre rundt i et køretøj i håbet om at støde på uanende modstandere. Der er frihed her, uanede mængder af den, og gud hvor er det sjovt.

Der har været en række diskussioner online om de forskellige våben i Blackout, og om hvorvidt de opfører sig anderledes, men i virkeligheden vænnede vi os meget hurtigt til det, hvis altså der er en forskel overhovedet. Man er trods alt ikke så vant til at skyde på mål langt væk i serien, så det føles måske mærkeligt i starten, men vi formåede at forstå mekanikkerne og den måde projektilerne rejste på efter bare få runder.