Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Call of Duty: Black Ops 2

Call of Duty: Black Ops 2

Så er det tid igen. Spilbranchens kæmpe er tilbage, men denne gang har Call of Duty taget skridtet ind i fremtiden. Vi har sat karakter på årets største actionbrag

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Los Angeles står i flammer. Asfalten er farvet rød, og himlens hvide skyer er blevet besudlet af den sorte røg, der strømmer ud fra de høje skyskrabere. Eksplosioner blænder mig først og ringer efterfølgende i mine ører. Da motorvejen kollapser, mærker jeg vibrationerne gennem min krop, og jeg hører hvordan tusinder tons af metal knuses under betonpladerne. Jeg er midt i kampens hede, midt på slagmarken.

Jeg har ganske vist været her mange gange tidligere. Jeg har boet i disse skyttegrave i årevis. Men denne gang er alting lidt anderledes. Nu befolkes slagmarken af soldater, der kan blive usynlige og med sonarudstyrede våben kan se gennem vægge. Den beboes af hundredevis af fjernstyrede droner, der skygger for solens stråler og skyder mod hjælpeløse civile på jorden. Her hærger robotbjørne, der spytter missiler mod kolossale panservogne. Denne slagmark er bygget på digital krigsførelse, men alligevel er ødelæggelsen større end nogensinde. Året er 2025. Velkommen til fremtiden. Velkommen til Call of Duty: Black Ops 2.

Jeg ved at jeg tilhører en minoritet, men jeg har virkelig synes godt om kampagnerne i de seneste års Call of Duty-spil. De har altid været eksplosive rutsjebaneture med bombastiske action-sekvenser og skæggede machomænd der skyder onde mennesker i ansigtet med store våben. I Call of Duty: Black Ops lykkedes det endda udviklerne fra Treyarch at gøre det hele lidt mere spændende med en grum historie man faktisk kunne tage alvorligt, og på mange måder blev resultatet bedre end Infinity Wards egne Modern Warfare-spil.

Call of Duty: Black Ops 2
Dette er en annonce:

Og netop af den grund så jeg frem til dette års efterfølger, og præcis som i det første spil kredser historien om Alex Mason og hans følgesvende. Denne gang handler det dog ikke om konspirationsteorier og eksisterende konflikter. I stedet er Mason og slænget oppe mod en fiktiv (men åh, så karismatisk) antagonist ved navn Raul Menendez. Menendez smeder ondskabsfulde planer i løbet af den kolde krigs senere år, og disse planer strækker sig helt frem til 2025, hvor en ny gruppe helte introduceres, ført an af Masons søns David.

Faderen og sønnens eventyr fortælles parallelt med hinanden og væves til sidst sammen på ganske mindeværdig vis, men selvom historien i Black Ops 2 ofte er vældigt spændende, så lider den under selve fortællingen. Alle missionerne som udspiller sig i 80'erne fungerer som flashbacks, som fanfavoritten Frank Woods (I ved, ham der lavede en maveplasker ud af vinduet med en bunke håndgranater i det foregående spil) fortæller til David. Når det så bliver tid til de såkaldte "chokerende afsløringer", vil de fleste sandsynligvis have regnet dem ud i forvejen. Der er også mange løse tråde, der får lov at hænge, og som om det ikke var nok, er der også mange store plothuller, som spillet ikke forsøger at forklare.

Call of Duty: Black Ops 2

Megen af forhåndsomtalen har kredset om, at spillets skurk har formået at overtage stormagternes militære forsvar og vendt det mod dem, og selvom det lyder som en fed ide, så er man allerede nået til eventyrets slutning, inden man når det punkt i spillet. Den fem timer lange vej dertil består i stedet af nogle af de kedeligste opgaver i seriens historie, og det er uanset om man løber rundt i en latinamerikansk by under den kolde krig, eller i fremtidens natklubber. At hoppe rundt på dansegulvet og skyde terrorister til storslået popmusik føles underligt. Til tider føles Black Ops 2 som en ubevidst parodi på hele serien.

Dette er en annonce:

Det er også rigtig beklageligt at kampagnen ikke formår at leve op til det potentiale som fremtidslokationen lægger op til. Der er sekvenser hvor man glider gennem luften med et par mekaniske vinger og angriber en militærbase fra oven, og en anden hvor man styrer en dødsmaskine på fire ben, men uanset hvad man laver føles det vældigt scriptet, og der er ingen plads til kreativitet fra spillerens side. Hvad er meningen med at hovedpersonen har en supercool gribeklo, når man kun kan benytte den ét eneste sted i hele spillet? Det er som at give et barn verdens fedeste legetøj, for så bare at tage det tilbage igen få sekunder senere.

Call of Duty: Black Ops 2

Når det er sagt, så ved vi alle at Call of Duty kun vil gøre tingene på sine egne præmisser. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med, da serien ofte håndterer sine scriptede sekvenser på en god måde. Desværre er disse ikke lige så finpudsede i Black Ops 2, hvilket kan føre til at spilleren dør igen og igen, kun fordi man ikke udfører scenariet på den måde som spillet vil have.

Samtidigt føler jeg at modsætningen til dette, altså missioner med mere frihed, havde været endnu værre. Der er nemlig et mere åbent kapitel i historien, hvor man rider rundt på en hest gennem ørkenen og skyder på panservogne og helikoptere. Det er dog kampagnens svageste del, og er måske et tegn på at den klassiske Call of Duty-formel ikke rigtig fungerer, når man ikke befinder sig i et lukket område med usynlige vægge og skyder mod alt, der bevæger sig.

Call of Duty: Black Ops 2

Der er dog et par punkter som adskiller kampagnen i Black Ops 2 fra tidligere spil i serien, og det er de Mass Effect-agtige valg, der skal træffes. Alle vigtige figurers endelige skæbne kan påvirkes, og nogle af valgene fører uforudsete konsekvenser med sig. Jeg har aldrig før pauset et Call of Duty-spil for at analysere situationen, jeg befinder mig i, men her var jeg nødt til at gøre det både en og to gange. Der findes til og med valg, som man på sin første tur gennem spillet kommer til at træffe ubevidst.

Til trods for at jeg ikke var synderligt imponeret over kampagnen rent spilmæssigt, så hoppede jeg ind til omgang nummer to kun få minutter efter rulleteksterne var kørt over skærmen. Der er så mange forskellige faktorer, der spiller ind på slutningen, at forskellene kan blive radikale, men samtidigt er det ikke noget, der påvirker gameplayet på nogen måde. Man kommer stadig til at løbe gennem de samme korridorer og skyde mod de samme anonyme fjender, uanset hvilken vej gennem historien, man tager.

Der er dog kommet yderligere dybde takket være de nye Strike Force-opgaver. I løbet af spillet låser man op for kortere udfordringer, der udspiller sig parallelt med David Masons egne strabadser, og historien i det rigtige eventyr udvikler sig afhængigt af hvordan man klarer sig i disse. Det er en ambitiøs tanke med interessant gameplay, der er hentet fra strategispil. Man kan hoppe mellem de forskellige soldater i gruppen med enkle knaptryk, hvilket er ganske praktisk når man skal være flere steder på samme tid.

Problemet med Strike Force er, at det ofte føles som om det er designet til mere end én spiller, til trods for at der ikke er nogen co-op-understøttelse. I en af opgaverne skal man beskytte tre kontrolpunkter, men spiller man på en af de højere sværhedsgrader er det tæt på umuligt at lykkedes, da fjenderne er overalt, og man kan ikke sænke sværhedsgraden under missionens gang, til trods for at man ellers kan det i de rigtige kampagnebaner. Normalt havde det ikke spillet nogen rolle, men i Strike Force har man kun et vist antal forsøg inden missionen tæller som mislykket, og historien påvirkes negativt.

Call of Duty: Black Ops 2

Men nu er det jo heller ikke i kampagnen at vi finder Call of Dutys sande levetid. Multiplayer-komponenten i Call of Duty: Black Ops 2 er præcis lige så vanedannende, indholdsrig og vidunderligt intens som vi efterhånden forventer. Den formår at få mere ud af fremtidsoplæggets potentiale end kampagnen, og ikke siden det første Modern Warfare har det været så sjovt at sammensætte sin figur.

En af årsagerne er, at perk- og våbensystemet har fået en stor renovering. Nu har alle klasser et budget på i alt ti point, og hvert våben, attachment, perk, granat og så videre er hver især ét point værd. Det betyder at man kan bygge sin klasse præcis som man vil, og gider man ikke have en tredje perk, kan man i stedet bruge pointet på en lyddæmper til maskingeværet eller noget andet. Så længe man har for i alt 10 point. Det betyder også at man kan aktivere mere end tre perks, hvis man kan klare sig uden en ekstra granat og tilbehør til våbnene.

Call of Duty: Black Ops 2

Det kan næsten blive overvældende med alle disse nye våben, genstande og belønninger. Man føler sig som et barn i en slikbutik, men når det er sagt, så er der også en risiko for at de mere avancerede dimser ikke går rent ind hos alle veteranerne. Tiden vil vise hvordan community'et tager imod nyhederne, men i mine øjne er Call of Dutys multiplayer nu mere spændende end den har været i mange år.

En anden vigtig ændring er, at der ikke længere findes killstreaks. De er blevet erstattet med scorestreaks, så nu behøver man ikke længere være hurtigst på aftrækkeren for at få adgang til jagthunde og helikoptere med maskinkanoner, men kan i stedet fange modstanderes flag eller bekræfte kills i Kill Confirmed.

Kan du lide esport, vil du i øvrigt elske Black Ops 2. Med hjælp fra Call of Duty Elite er det superlet at holde styr på statistik og sine klaner, og her er også understøttelse af livesendinger over YouTube. Man kan tilmed indspille kommentatorspor til kampene.

Call of Duty: Black Ops 2

Den sidste tredjedel af Call of Duty: Black Ops 2 staves Zombies. Præcis som i Treyarchs tidligere militærshootere kan man tage kampen op mod den udøde hær sammen med tre venner, og denne gang er spiltypen mere ambitiøs end nogensinde. I Tranzit Mode vandrer man gennem en ødelagt by og forsøger at overleve så længe som muligt ved at samle genstande, bygge ting ved arbejdsbænke og finde nye dødsredskaber. Spilverdenen er også underligere end tidligere, med miljøer som føles hentet fra Fallout 3, og figurer der er som taget ud af Left 4 Dead, sammen med den absolut værste dialog gennem tiderne.

Verden i Tranzit siges at være 150 gange så stor som den plads, der blev tilbudt i Call of Duty: World at War, men når størstedelen af banen består af tæt tåge, der virker lige så indholdsløs som zombiernes hjerner, og styg grafik der ikke burde være at finde på nutidens konsoller, lyder det ikke helt så imponerende. Alt i alt føles Zombies som en underudviklet omgang, der ikke hører hjemme sammen med resten af spillets komponenter, men kunne man lide det i Call of Duty: Black Ops, vil man sikkert også finde en del hjerneløs fornøjelse her.

Call of Duty: Black Ops 2

Da jeg anmeldte Call of Duty: Modern Warfare 3 for et år siden, skrev jeg at jeg ikke ville have noget imod at serien fortsatte i samme spor et år mere. Siden da har jeg faktisk skiftet mening. Jeg ved ikke hvad det skyldes, men Call of Duty: Black Ops 2 imponerer ganske enkelt ikke lige så meget som de tidligere spil. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg troede at jeg skulle nyde den bombastiske rutsjebanetur lige så meget som jeg altid har gjort. Men nej.

Man kan dog mærke at Treyarch virkelig har forsøgt, både med kampagnen og med zombies, men det rækker ikke hele vejen. Meget i Black Ops 2 drypper af potentiale, men måske er man blevet for trygge i seriens signatur-rammer til rent faktisk at kunne gøre noget interessant med dem i spillets nuværende form.

Derfor er jeg klar til en genstart af hele Call of Duty-serien. Men det sker næppe. Call of Duty er blevet til actiongenrens FIFA. Det er som et sportsspil man køber en gang om året og spiller i 12 måneder. Spil hvor nyhederne fra iteration til iteration er minimale, men som man altid kan stole på.

Så stir dig ikke blind på karakteren, for hvis du stadig kan lide Call of Duty vil du også synes om Black Ops 2. Men efter seks år i disse skyttegrave vil jeg gerne se både Infinity Ward og Treyarch vende tilbage til tegnebrættet.

Call of Duty: Black Ops 2
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Multiplayer bedre end nogensinde, bombastisk lydmix, stor variation, spændende fremtidsdimser, fantastisk skurk, ambitiøs kampagne, god fokus på esport
-
Kampagnen er kort, underudviklet zombie-del, til tider latterligt, forældet grafik
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Ingo Delinger GR DE

Call of Duty: Black Ops 2 består af de tre klassiske grundelementer fra serien: en tempofyldt singleplayer-kampagne, en zombie-mode og en solid multiplayer. Denne gang spicet up med en masse nyt.

Zombie-moden er nærmest blevet et kendetegn for Treyarch. Dog er zombie-delene denne gang for alvor et rigtigt eventyr og den føles næsten som en rigtigt kampagne-del. Singleplayer der rækker fra 1980 til 2025 byder på masser af underholdning som man ville forvente fra Call of Duty, mens Strikeforce-Missionerne virkelig giver et frisk pift til serien. Multiplayer-delens nye tiltag er også velfungerende og bliver ganske sikkert standard for mange shootere i fremtiden.

For multiplayer er virkeligt et indholdrigt bæst, og er det hvad du kommer efter, bliver du ikke skuffet! Interesante perks, mulighed for at grinde løs for prestige, og opbrydningen af klasser er tæt på en genistreg (især pick 10-systemet). Banerne er varierede og byder på stort set alt man kunne ønske sig. Det er her guldet findes.

Grafikmotoren dog ved at vise sin alder, men grafik er ikke alt. Hvis du savner solid multiplayer finder du det i denne udgave, også selvom det ser knapt så glamourøst ud, som man kunne ønske sig.

9/10

Brugeranmeldelser

  • zZagi
    Rigtig fedt FPS spil! :) Men kan bruge en masse timer på det! Og det når du spiller i clan og faktisk spiller Kampe på ESL og diverse andre... 8/10
  • rosen1234
    Jeg syndes efterhånden at call of duty serien går i ring og det nye black ops 2 ændrer ikke på det endu eb kort kampagne den samme multiplayer... 6/10
  • flemminglind
    Det må jeg sige, det er godt nok en af de fedeste og mest virkelige og spændende spil i den klasse eller i call of duty-serien.. Jeg er personlig... 9/10
  • Nike
    Endnu et år, endnu et Call of Duty. For at være ærlig, så havde jeg på en måde ikke regnet med at hoppe på COD vognen i år. Jo vist, Treyarch... 9/10
  • julie94
    Call of Duty: Black Ops 2. Så er der igen et nyt Call of Duty spil på gaden, og det har jeg set nærmere på. Call of Duty har, som de fleste nok... 8/10

Relaterede tekster

4
Dobbelt XP i Black Ops II denne uge

Dobbelt XP i Black Ops II denne uge

NYHED. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Treyarch har gode nyheder til alle, der kan lide at spille Call of Duty: Black Ops II online. Fra i dag klokken 18 får alle dobbelt XP i spillet, og den bonus vil være...



Indlæser mere indhold