Burnout 3: Takedown

Med speederen i bund har Criterion tryllebundet folk med hang til ekstrem fart og overdådige katastrofer. I et fartforvitret væld af varmt, forvredet metal bliver pulsen skubbet ud af sit hvilestadige, mens åndedrættet bliver tungere. Sidste år lå Burnout 2 og Need for Speed Underground og kæmpede en forbitret kamp. Begge med fokus på den intense fartstemning, spundet ind i lækker højglanspoleret grafik. Electronic Arts var ikke sen til at se konkurrentens kvaliteter, og sikrede sig rettighederne til at smide næste ombæring på markedet. Nu sidder jeg så med Burnout 3 i hænderne. Et yderst professionelt stykke underholdning, som lukrerer på udviklernes magiske touch. Det her er hvad spil handler om; muligheden for at forsvinde ind i en illusion for et stykke tid, alt imens man ligner en flækket træsko i ansigtet.

Burnout 3 har ganske enkelt det man kalder feel. Det er et af de spil, som det er umuligt at sætte sig ned sammen med, uden at blive fanget af skærmens magiske flimren. Det uagtet hvilken erfaring du har med spilindustriens små mirakler. Det er ikke fordi vi snakker hverken innovation eller nytænkning, det er ganske enkelt et spil, hvor der er puslet for helheden. Uagtet om man drøner alene rundt på verdenstur, om man øver sig i at smadre flest mulige biler eller man konkurrerer med en kammerat om bedste tid, så føler man sig underholdt på den fede måde. De enkeltdele som blev introduceret i Burnout 2 er nu strikket sammen til et sammenhængende stykke kunst.

Omdrejningspunktet er som sagt verdensturen, som hiver dig rundt på forskellige baner i et tosset ridt for at score guld og åbne op for nye biler samt baner. Desværre er der ikke sikret nogle licenserede vogne, selv om inspirationen fra virkelighedens vejfræsere er umiskendelig. Det er nok meget naturligt, når man tænker på den enorme sum af skader, som bilerne må udholde. I Burnout 3 rammer den fysiske motor noget nær perfektion, selv om tyngdekraften måske er løsnet lidt, så føles det hele bare så lækkert og helt rigtigt. Vognenes vejgreb, deres afsindige glideture i svingene og mest af alt de vanvittige sammenstød. Følelsen når man skubber en modstander ind i en betonpille, og efterfølgende ser det vist i slowmotion i et væld af knust glas og krøllet metal, er uimodståelig. Samtidig er det nu en essentiel del af spillet. At bringe modstanderne på afveje er nemlig den korteste genvej til at score turbo.

Som tidligere er Turboboost omdrejningspunktet. Med turbo på kontoen, og rumlende gennem vognen, har man overtaget. Ved at køre råddent og tumle rundt imod trafikken scorer man løbende lidt turbo. Men smadrer man modstandere, kan man virkeligt fra krudt i bagdelen. Modsat tidligere kan man konstant bruge turbo i denne ombæring. Selv om det måske umiddelbart fjerner lidt af det strategiske præg, fungerer det alligevel glimrende. Generelt er tempoet blevet skruet yderligere i vejret. Lidt ærgerligt benytter titlen elastiktricket, hvor man aldrig kommer alt for langt fra modstanderne. Det medfører, at man hurtigt lærer at gemme turbo til løbets slutning, da man ellers vil have meget svært ved at score guld. Det er dog ikke noget der ødelægger spillet, og det er en klar designbeslutning for at holde intensiteten konstant. Lidt mere ærgerligt er det, at trafikken ikke skabes tilfældigt, men er ens ved hvert gennemløb. Det gør det lettere at lære banerne udenad, og fjerner en lille smule af det ellers herlige kaos.

Tekniske er Burnout 3 et lækkert stykke legetøj. Hastigheden er forrygende flot fanget med blur-effekter og et konstant niveau på 60 billeder i sekundet. Criterion viser sig som grafiske tryllekunstnere, ved at lade relativt stationære, enkle baggrunde virke dynamiske og levende. Hele magien ligger i at fange beskuers øje på vognen, og så lade skærmen flyde over i et konstant pulserende farveorgie. Bilerne er heller ikke de flotteste vogne set i en racertitel. Men ved at benytte refleksioner, og generelt give muligheden for at destruere bilerne til ekstremerne, trækkes fokus væk fra det. Lyden er potent til den store guldmedalje. Med det rette udstyr brøler maskuline motorer rundt i lokalet, imens de dumpe drøn fra gearskiftet højner coolnessfaktoren. Musikken er det efterhånden klassiske sammensurium af rocknumre - ikke noget at juble over.

Burnout 3 er et fængende bekendtskab, der føles lækkert afbalanceret og finpudset. Det er et spil som man har svært ved at slippe, når man først har smagt destruktionens forræderiske dråber.