Half-Life 2

Emil anmelder; Half-Life 2

Half-Life 2 er et af de allermest roste spil i spilhistorien. Enhver fornuftig (og skydegal!) sjæl har for længst anskaffet sig denne vaskeægte spilperle, der aldrig nogensinde skal kastes for svin! Det bliver aldrig uaktuelt at anmelde et spil som Half-Life 2, om end det er lidt sent i april 2008. Men her kommer Emils mening om Half-Life 2, som han længe har drømt om at tilkendegive.

The Free Man
Den gådefulde og mildest talt mærkelige G-Man toner frem på skærmen og spytter en masse ævl ud. Midt i det hele høres dog noget med, at du, Gordon Freeman, har fået sig en god søvn, men nu skal til at vågne op for at "smell the ashes".
I næste nu vågner du op i et gammelt, ramponeret tog, der lige har gjort holdt ved endestation; City-17.

I det øjeblik man træder ud af toget, bliver man budt velkommen af en atmosfære, som er så tæt og solid, at den i et kort øjeblik formåede at erstatte det vi kender som "Oxygen". Hvordan Valve har formået at gøre et så gråt, kedeligt og nedslidt bymiljø så utrolig flot og gennemført fra et visuelt synspunkt, er mig en stor gåde. Alt i dette miljø, lige fra spredt affald til den triste grå himmel, bidrager til at give dig det helt rigtige indtryk; Nemlig at intet i City-17 er rigtigt.
Når man så tager skridtet videre fra perronen, opdager man hurtigt, at vagter, der er klædt i uniformer, som mest af alt sender tankerne tilbage til Darth-Vader, er godt i gang med at mørbanke tilfældige ofre i byen. En hvidhåret mand på storskærm hilser dig pænt velkommen til "City-17", men han er rent ud sagt utroværdig, ja ordet "muggen" er nærmest indprentet i panden på ham. I samme øjeblik svæver overvågelses-droner hen over hovedet på dig og iagttager hver eneste bevægelse. Dette kombineret med den rent ud sagt rædselsslagne befolkning, sætter overvejelser i gang om, hvorvidt "City-17" er et pænt navn for en KZ-lejr. Disse uhyrligheder skal naturligvis stoppes og i processen skal man også prøve at lære sandheden bag de ansigtsløse autoriteter, der behandler byens befolkning som kreaturer. Nogenlunde sådan er Half-Life 2.

Men Gordon Freeman er ikke et helt ukendt navn blandt byens borgere og den spinkle modstandsbevægelse. Der er brug for et fyrtårn i mørket, en frelser og alle undertrykte folk har da valgt dig, The Free Man.
For at fortælle sin historie, så har Valve droppet alt, der hedder cutscenes og mellemsekvenser. Du forlader aldrig Freemans hoved. I stedet er det personerne i omgivelserne samt dine egne tolkninger af hændelserne i spillet, der skal stykke historien sammen for dig. En genial og utrolig raffineret fortællermåde, der ganske enkelt slår alt. En meget enkel dog dragendehistorie fortælles med en sådan naturlighed, at man bare bliver suget lige ind. Det er simpelthen genialt, at noget så genialt kan fortælles, helt uden at det bliver 'prakket' på en.
Valve løb noget af en risici, da den slags historiefortælling ville kræve et utrolig troværdigt persongalleri. Her udmærker Half Life 2 sig dog i så voldsom grad, at selv moderne spil som Mass Effect bare slet ikke kan være med. Hovedpersonerne som Alyx, Eli Vance og Doctor Kleiner er skildret så godt som perfekt. Stereotype og endimensionale personligheder som vi kender dem fra Halo og diverse japanske rollespil er skrottet fuldstændigt. For eksempel, så er Doctor Kleiner en af de mest herlige personligheder, der har været vist i form af pixels på en skærm. Denne utrolig kloge, dog lidt verdensfjerne og endda ret kiksede mand, er blot et enkelt eksempel på de geniale personligheder, som man med tiden vil få sympati for.

Has 'the touch'
Hvis jeg skal sige noget mere konkret om selve gameplayet i spillet, så er det på bunden en ret enkel shooter, hvor der er ikke cover- eller 'læn-over-vægge' funktioner. Valve har dog formået at udnytte den absolut største force ved dette simple gameplay; At gøre spillet hurtigt, glat og meget intenst. Kampene i spillet føles som om, at de er på speed, hvor der aldrig er et stille øjeblik og derfor bliver spillet ganske enkelt ikke træt.
Krydr det simple, men fine gameplay med en bunke yderst veldesignede og originale fjender, der dog ikke ligefrem er raketforskere, hvilket må siges at være en af de absolut eneste minimale ridser i lakken. Til at nakke disse ret dårligt begavede fjender får man i HL 2 et vildt fedt arsenal, der består af alt fra SMG'er til shotguns, Crossbows til det legendariske (ahhh...) koben. Men der er også blevet plads til The Gravity Gun, som klart er det mest innovative våben jeg har prøvet på denne side af årtusindskiftet. Man kan med denne diabolske anordning bryde tyngdeloven og løfte tønder, kasser og mursten op, for så at få Gravity Gun til at kyle disse (sten)hårde objekter ind i fjæset på fjenden - Ganske charmerende, og hvor er det frydefuldt!

Men der hvor Half-Life 2 virkelig hæver sig over mængden, er det helt igennem skelsættende banedesign. Selv på steder, hvor andre udviklere har droppet opfindsomheden, så har Valve hevet es på es ud af ærmet for at gøre sådanne steder spændende på ny. Når en udvikler kan gøre selv lokaliseringer som for eksempel kloaker spændende og varierede at rende igennem, så er det et tegn på, at denne udvikler er ret dygtig.
Men hvad er det egentlig, der gør disse områder så interessante? Valve har formået at skabe et banedesign, der er hurtigt og dynamisk, så man hele tiden kommer videre. Det blandet med, at der ikke er det fjerneste spor af genbrugt banedesign gør elimineringen af deja-vu følelsen komplet, 100 %.
Ydermere har Valve gjort noget, som tilsyneladende få andre udviklere har fantasien og færdighederne til at kreere; Jeg taler naturligvis om de mange geniale gåder og puzzles, der finder vej til hver eneste afkrog af spillet. Selvom der er dusinvis af små puzzles, så er der heller ikke her rigtig nogle gentagelser at spore, hvilket i sig selv er imponerende. Et godt eksempel på en af disse fede puzzles kunne være, at man et sted i spillet støder ind i en rampe, som man skal køre over med sin vandscooter. Denne rampe skal imidlertid hæves, og det gør man ved at smide tunge objekter ned i en metalcelle, der er forbundet til rampen med et reb. Når denne metalcelle er fyldt godt op med gammelt skrammel, bliver den så tung, at der opstår uligevægt og rampen hæver sig til passende højde. Det lyder måske ikke af så meget, men denne forkærlighed for detaljer i det små er utrolig i Half-Life 2 og giver kulør til universet.

På gameplayfronten har Half-Life 2 virkelig 'the touch'. Mere eller mindre alt i spillet rammer plet og lever op til de intentioner Valve havde, da de mange tiltag blev tilføjet til spillet.

Gode toner
På lydfronten er der også tale om et utrolig stærkt spil. SMG'en lyder hidsig, når den spytter de mange ærter i fjæset på fjenden, shotgun'en nærmest brøler mens granater, eksplosioner og den dertil obligatoriske tinnitus rammer perfekt. På samme tid, kan jeg helt ærligt sige, at stemmeskuespillet i Half-Life 2 samt dialogerne er det absolut bedste jeg nogensinde har hørt, eneste værdige konkurrent er Portal, som sjovt nok også kommer fra Valve.
Alle personer har deres helt egne stilretninger indenfor sproget, var for eksempel Doctor Kleiner altid bruger komplicerede fagudtryk og korrekte vendinger, så har Alyx og Barney mere en tendens til at bruge slang og andre vendinger fra den lidt mere moderne boldgade. Udover at gøre alle personer til hver deres 'individ', så øger de forskellige sprogstile og personligheder også troværdigheden dramatisk, excellent. Musikken er ligeledes rigtig flot, det er en ret speciel blanding af elektroniske toner og rockbeats, der fanger en ret rå stemning, som passer rigtig godt til universet.

Utrolig flot - Efter 4 år!
Selvom Half-Life 2 er overgået af nye spil, der er grafisk stærkere, som for eksempel Gears of War, Crysis eller Drake's Fortune, så er HL 2 stadig et vildt flot spil på sin egen måde. Det er utroligt, hvad spillet formår med en efterhånden teknisk simpel grafik. Selve verdenen er utrolig skarp og detaljeret, mens ansigtsanimationerne stadig er de mest flydende og naturlige til dato. Man kan virkelig se, hvilket humør personerne er i, når man hører dem snakke, så detaljeret og udført er det. Skal jeg sige noget mere direkte, så er eksplosions effekter, textures og lyssætning stadig rigtig godt og generelt over standard, selv den dag idag, samtidig med, at det er vældig godt optimeret. Men jeg skal vel dømme Half-Life 2's grafik fra et 2008-synspunkt, så det når ikke helt til tops på den front.

Overall
Til syvende og sidst skal det siges, at Half-Life 2 er en intens og fantastisk shooter-oplevelse, som man bare ikke må snyde sig selv for. Spillet tager kun 10 timer at komme igennem, men jeg tør godt garantere, at disse 10 timer er blandt de bedste nogensinde i et spil, hvis ikke de bedste. Overalt er spillet fyldt med små sjove detaljer, som man måske først bemærker anden eller tredje gang man gennemspiller - Og tro mig, du kommer til at spille dette mindst tre gange!

Dommen skal nu fælles over denne klassiker, som jeg selv samt resten af verden sent vil glemme. Half-Life 2 er ikke perfekt, men det er så forbandet tæt på, at det næsten er skræmmende. Skal jeg nævne et rigtigt minus, så er det, at andre skydespil godt kan fremstå ret tamme i sammenligning med Half-Life 2. Emil er en ægte Valve-Fan - End of story!

Dommen;

Grafik; 8,5/10 (suk... kunne jeg bare give fra et 2004-synspunkt..!)

Gameplay; 10/10

Lyd; 10/10

Holdbarhed; 9/10

I alt; 10/10