Bioshock

 
Med Louis Armstrongs stemme knitrende i baggrunden, en arrig dykker ved vores side og en kanyle i armen, går jeg på opdagelse i Rapture's undersøiske, neonoplyste gader

Bioshock er på de måneder det har været ude, blevet et spil alle kender. Indten har man spillet, har prøvet demo'en eller er bare faldet over en anmeldelse af det på nettet.
Om ikke andet så kan de falde over en nu!

Bioshock finder sted i 1951. I et fly over Atlanter havet sidder vores helt ved navn Jack (at bedømme efter navnet på gaven han holder i sine hænder). Han sidder og får sig en stille smøg, medens han sarkastisk citerer noget hans forældre har fortalt ham. "Son. You're special. Born to do great things."
Pludselig bliver billedet sløret og efter skrigende at bedømme er der sket noget med flyet. Et højt plask indikerer at vi har ret og efter at titelskærmen, der med store bogstaver siger "BIOSHOCK", er væk ser vi vores karakter kæmpe sig op mod vandets overflade for ikke at drukne. Vi er fanget i en brændende diesel circel og idet vi svømmer lidt frem, springer en stor del af fly-skroget i stykker. Havde vi været blot lidt tættere på havde det set sort ud. Vi fortsætter med vores svømning og lidt ude i horizonten toner et gigantisk fyrtårn sig frem i mørket. Langsomt og på vagt svømmer vi mod det.
Med en svubbende lyd går vi på land og bevæger os langsomt mod tårnets midte.
Her finder vi en dykkerklokke som vi uden at tænke videre over det, sætter os ind i og får den til at sende os ned på bunden af havet.

Tilsyneladende fører dykkerklokken til en by bygget under vandet, skabt af en mand der ser kapitalisme som det eneste rigtige. Hans navn er Andrew Ryan.
Idet vi havner i denne by kaldet Rapture, bliver vi hurtigt introduceret til byens situation. Alt er kaos og ondskabsfulde, muterede mennesker nedslagter hinanden og de få civile mennesker der er tilbage. Efter at have været tilskuer til et blodigt opgør mellem to parter, træder vi med hjertet i halsen ud af dykkerklokken ikke bevæbnet andet en kort-bølge radio og løftet fra en hvis Hr. Atlas om at vi nok skal klare os.
Vi hilser dog hurtigt på spillets første våben. Med en rørtang i hånden går vi på opdagelse i den forfaldne by.
I Rapture er alverdens dygtigste forskere, læger, kiruger og lærer samlet for at kunne ud folde sig frit uden at omverden stiller spørgsmål. Enhver er sin egen lykke smed og ethvert teknologisk eller videnskabeligt fremskridt er taget imod med åbne arme. Det var i hvertfald Andrew Ryan's oprindelige hensigt. Dette ka som bekendt kun gå galt og idet at den tysk/polske kvindelige forsker Dr. Bridgette Tennenbaum opfinder Plasmiderne går det helt galt.
Plasmiderne er en revolutionerende opfindelse som giver folk mulighed for at ændre deres krops gen-strukter, blot ved en enkelt indsprøjtning af stoffet Adam.
Adam er et stof der udskifter cellerne i kroppen med nye, forbedrede celler. Stoffet bliver produceret af et lille alge-lignende væsen som lever nede på havets bund.
Jeg er virkelig en Bioshock freak. Jeg har elsker historien i dette geniale spil og er meget fristet til at fortælle hele historien om Adam's oprindelse her. Men det lader jeg nu være med.
Kort og godt kan jeg fortælle at man rundt omkring i Rapture finder adskelllige reklamer for Plasmids, automater med Plasmids og ikke mindst dem der er afhængige af Plasmids. De såkaldte Splicers.
Splicers udgør den største del af fjenderne i Bioshcok. De er gen-junkies og har et enormt temperament. Især overfor fremmede.
Trangen til Pladsmids har drevet dem til vanvid og de udgør en stor fare for hinanden, for byen og for dig!
Men heldigvis har du også benyttet dig lidt af Plasmiderne så med en kanyle i armen og statisk elektricitet strittende ud af kroppen er du godt forberedt på alt hvad Rapture gemmer på. Eller hvad?
Bioshocks design er ganske lækkert. Art-Deco stilen og Unreal motoren kører fint sammen, og kombinatioen af knirkende døre, neon belyste scener og en vanvittige splicers er en perfekt cocktail!
Våbene i spillet er der intet nyt ved. Du følger det klassiske Håndvåben - Maskingevær - Riffel skabelon, dog med et lækkert og lidt anderledes design. Og så med en mulighed for at bruge flere typer ammonition!

Ved siden af dit våben arsenal har du også muligheden for at benytte dig af de mange forskellige Plasmider der er at finde i Rapture. Kortsluttede døre kan zappes igang igen og korrupte Splicer-herrer i smoking kan bryde i brand med et enkelt klik!
Du kan selv vælge mellem hvilke Plasmider du vil benytte dig af. Du kan bruge alle resurcer for at samle dem alle, eller bare nøjes med de grundlæggende Ild og elektricitet. Plasmiderne affyres som var de almindelige våben. Og netop derfor byder Bioshock faktisk ikke på en anderledes spiloplevelse. Men helt klart et andet spil miljø.
Der findes smukke spil og smukke ting i spil, og det at kunne lave et spil er uanset kvaliteten et stort projekt. Men Bioshock har noget ikke har set i andre spil. Det har charme og sjæl. Klinkerne på gulvet er smukke og blanke og man kan finde små revner og flækker i dem. Neon skiltenes belysning kan på en og samme tid give en hyggelig og uhyggelig stemning. Det er virkelig lækkert. Uanset hvor mange billeder jeg postede ind ville jeg ikke kunne forklare det ordenligt. Det skal virkelig opleves selv.
Art-Deco stilen er som navnet fortæller, virkelig kunst. Det fungerer godt og vi fandt ingen egentlige fejl i miljøet.
I Bioshock kæmper man som sagt før mest mod de fjendtlige Splicers, men også de er ret så imponerende. På trods af at mange af dem bærer samme ansigt, så har de forskelligt tøj på. Alt fra smoking og hat til kanin ører og kostume. Det er dejligt med den slags variation eftersom det ellers nemt kunne blive lidt ensformigt.
Men flere gange i spillet får man også fornøjelsen af at krydse klinger med Bioshocks spil ikon. Den store mand i dykkerdragt der i sin venstre hånd holder en lille pige og i sin højre hånd, et enormt bor. Dykkeren eller dykkerne, da der er flere af slagsen kaldes for Big Daddies og deres små følgesvende kaldes Little Sisters.
Dette umage par er særdeles vigtigt for byen overlevelse. Det er nemlig fra dem at al Adam, og dermed også Plasmids. kommer fra. Med sin specielle sprøjte skal den lille pige dræne døde mennesker for Adam og selv opbevare det i maven hvori der sidder en Alge. Med Algens hjælp bliver Adam'et udnyttet optimalt for at få flest mulige Plasmider ud af stoffet. Og siden dette stof er meget eftertragtet er en bodyguard derfor et must for de stakkels piger.
Nu kom jeg igen til at fortælle om noget der ikke var særligt relevant i forhold til anmeldelsen, men sådan går det jo.
I hvertfald finder du hurtigt ud af at Adam er vigtigt for din overlevelse i Rapture og derfor er du ofte nødt til at bekæmpe disse enorme dykkermænd og selvom kampene mod dem i er starten svære og spændende, så bliver de med tiden det samme om og om igen.

Rapture er svaret på Andrew Ryans idealogi om at man alt skal være muligt. Ingen videnskabsmænds skal holdes tilbage og ingen kunstners værk kaldes tabu.
Derfor er Rapture blevet mulighedernes by og det prøver 2k Games at give dig fornemmelsen af.

I Rapture findes der mange forskellige opfindelser som er blevet plantet rundt i byen så alle har mulighed for at benytte sig af dem.
Alle disse ting og mange flere er alle sammen med til at give os fonemmelsen af at der virkelig er en by hernede. Med folk der i hverdagen bliver bombet med reklamer og formaninger over radioen, og Andrew Ryan der som en diktator slår hårdt ned på alt der ikke behager ham.

Dette er meget smukt alt sammen hvis man forestillede sig at man boede i Rapture, men i selve spillet (in-game altså) er dét der skulle virke som spændende handelsmaskiner i virkeligheden bare nogle dumme automater som man lynhurtigt benytter sig af for at købe et First Aid Kit eller Eve Hypo, en slags Plasmid "benzin".

Lidt senere i spillet støder vi også på U-Invent maskinerne. Med dem kan man lave flere slags ammo og plasmids, men selvom dette skulle virke sjovt og spændende så handler det bare om at dræbe nogle Splicers, gå hen til maskinen og bede den lavve tingene. Ikke så imponerende som vi havde håbet på.
Også selve ideen med at gøre det muligt at indtage alkohol i spillet er måske meget sjov, men overhovedet ikke nyttig eller speciel gavnlig.
Undervejs i Bioshock får vi så også æren af at krydse klinger med den berygtede Big Daddy. De findes i to slags udgaver og selvom de ser store og faretruende ud så er det kun de første 3-4 kampe med dem der er noget ved. Derfra bliver de bare en armeret fjende uden nogen personlighed.
En af de ting der tiltalte mig mest ved hele spillet er at inden, imens og muligvis efter vores besøg i Rapture foregår der et stort politisk drama.
Drabet på mafia bossen Frank Fontaine har endnu engang givet Andrew Ryan frie hænder og kontrol over byen. Eller det tror han i hvert fald. For selvom at mange stadig er loyale mod ham så er arbejdernes helt Atlas ved at tilegne sig magten mod den diktatoriske Ryan og i ryggen har han en masse utilfredse, Adam-hungrende borgere.
Det hele koger over nytårsaften fra overgangen fra 1949 til 1950. Atlas' splicers går amok på "adelen" i Rapture og slagter de mennesker Andrew Ryan andså for at være de klogeste og smukkeste i verden.
Med dette er helvee løs og det bliver ikke meget bedre af at vi som blander os i det hele.
Se sådan noget burde man høre om i fjernsynet!

Selvom man i Bioshock konstant bliver angrebet af ondsindede splicers så møder man aldrig en eneste "normal". Gennem radiobeskeder, der er spredt rundt omkring i Rapture, lærer man en masse om alverdens stereo typer. Alt lige fra en bindegal musiker til en utilfreds botaniker. Dette er en meget god måde at give os et indtryk af hvad der er sket i byen, men selvom man næsten kan finde et klimaks i radio-beskederne så havde vi alligevel håbet på at møde et normalt, rationelt tænkende mennesker dernede. En der kunne hjælpe os lidt på vej dernede,. Bare for en stund.
Hvis man skal snakke lidt om replay-værdien så er Bioshock en svær blanding. Bioshock har en åben slutning og kan ende på to måder.
Dette er den første grund til at prøve at spille det igen. En anden, måske lidt bedre grund til at spille det igen er at når en Big Daddy er nedlagt har man muligheden for enten at dræbe den Little Sister som den bevogter eller at redde hende. Dette har både indflydelse på spillets slutning, men også lidt efter hvor svært spillet bliver.

På den anden side er Bioshock lavet sådan at selvom man har forholdsvis frie hænder i spillet så er der altid kun een vej frem. Og man vil altid kunne huske præcis hvornår du møder en Big Daddy og hvornår du møder en splicer. Selvom alle fjenderne faktisk går rundt på må og få i byen så er de altid inden for nogle bestemte rammer og har svært ved at overraske dig.
Jeg selv har klaret spillet tre gange nu, og de sidste to var det meste egentlig Whack-Em-Up-With-Wrench i baner jeg nærmest kendte bedre end fjenderne.
Nogen imponerende AI var der altså ikke at finde i spillet. Hverken hos de mange turrets, splicerne eller Big Daddies. Mange vil nok mene at AI'en er stærkt overvuderet når nu resten af spillet er så godt, men jeg havde altså gerne set lidt mere selvtænkende, og dermed uhyggelig, AI fra fjendernes side.

Bioshock er bygget på Unreals moter og blandet med en Art Deco stil har Bioshock og Rapture virkelig åbnet en atmosphere jeg aldrig nogensinde har oplevet mere overbevisende andetsteds. Glødende neon-lygter, blafrende plakater, fine klinker på gulvene og jukeboxes som lystigt nynner en jazz melodi mens du knuser Rapture's indbyggers kranie.

Lige den cocktail der giver dig et godt spil en fredag aften. Med en tilpas uhygge der dog var meget, meget mildere end jeg havde forventet (eller frygtet).
Hardware kravende er semisvære og mange justeringer i grafikkens niveua kan være med til at ødelægge spiloplevelsen. Jeg har sjældent set større forskel mellem 'Low' og 'Medium' settings.
Så førg for at være godt garderet med et solidt grafik kort så du får det bedste ud af spillet. Og har du allerede sådan et, eller er du den lykkelige ejer af en Xbox 360?
Jaa.. Så må du bare nyde spillet i fulde drag.
For det gjorde jeg.

+: Fed historie, Fantastisk miljø & atmophere, flotte fjender og imponerende lyd.

-: Kedelig AI, For lidt variation i fjenderne, alting blev for kaotisk på en dårlig måde.

Konklussion: På trods af at spillet er fantastisk godt og ovebevisende på mange måder, mener jeg ikke at et spil udelukkende kan opbygges på grafik og historie. Det manglede en del andre steder, og alting blev af og til lidt for kaotisk.