Tunic

Hvis Elden Ring er Dark Souls blandet med Breath of the Wild, så er Tunic i stedet Dark Souls blandet med Link's Awakening remaket. Så simpelt kan det egentlig siges, og jeg tror det giver et godt billede af Tunic, men det er ikke helt fair, for Tunic er helt sin egen størrelse.

I Tunic spiller du som en lille nuttet ræv, der vågner på en strand i et fjendtligt land. Gameplay drejer sig om at finde rundt i de indviklede baner, samt om at besejre monstre med den klassiske kombination af angreb, bloker, og dodge. Så langt så godt - det er velkendt, men det virker. Der hvor Tunic særligt udmærker sig er stemningen og progressionen. Stemningen udvikler sig løbende fra lys og lystig til dunkel og nedtrykkende. Der er ikke meget plot i Tunic, men historien formår stadig at have en meget klar fremgang med et utrolig velfungerende plottwist, der vender det hele på hovedet, og udviser en af de bedste brug af en sidsteboss jeg nogensinde har set. Der er en meget tydelig progression i plottet hvor verdenen bliver tydeligt forværret jo mere du prøver at hjælpe, og det er helt vanvittigt hvor emotionel en historie Tunic formår at fortælle uden at bruge et eneste ord.

Mens det typisk er simpelt nok at finde frem til det næste plot-punkt er der en stor mængde hemmeligheder, der rangerer fra at være godt gemt til at være helt ufatteligt dybt begravet. Held og lykke med at få bjergdøren op uden en guide, siger jeg bare - men det er heldigvis heller ikke påkrævet på nogen måde for at komme gennem hovedplottet. Lad det blot være sagt, at mens det måske tager omkring 12 timer at gennemføre plottet, så kan man sagtens bruge mange, mange flere timer på at lede efter hemmeligheder i Tunics skønne verden.

Tunic ved hvad der fungerer for det, og kører hårdt på med de elementer. Det er fantastisk at se, det er originalt og sjovt og spændende, og det kan jeg ikke rose spillet nok for. Det faktum at det er udviklet af en enkelt mand virker helt skørt, for jeg vil personligt mene at det mænger sig med både Elden Ring og God of War Ragnarok som et af de bedste spil i år. Jeg kan kun give min dybtfølte tak til Andrew Shouldice.