Resident Evil Village

[Bare rolig, jeg er godt klar over at ingen læser denne anmeldelse].

Resident Evil Village er et underligt spil. Ottende hovedværker inde i en serie der, sammen med sin forgænger, næsten kappede alle trådende til de første seks spil, der blev reduceret til skjulte referencer. Hvor oplevelsen var mere intim og jordnær, trods klimakset. Men det er også en fortsættelse til et spil, der genopfandt seriens formular for anden gang. Sidst dette skete, var resultatet 2009s Resident Evil 5. Et spil, der blev starten på et fuldstændigt latterligt plot, fyldt med Michael Bay agtige eksplosioner. Og ja, der er en grund til at jeg nævner denne sammenligning, men det vender jeg tilbage til.

Ligesom Resident Evil 7, foregår Villages gameplay udelukkende i first person. Tre år efter RE7, er Ethan og Mia flyttet til Europa, og har fået datteren Rose. Familie freden bliver dog afbrudt af Chris Redfield, der dræber Mia og kidnapper både Ethan og Rose. Noget går dog galt, hvor Ethan pludselig befinder sig i en landsby, der er fyldt med vareulve og andre mærkelige væsner. En anden part har nemlig opsnappet Rose, hvor Ethan nu må gå igennem et sandt helvede for at redde sin datter.

Det er en effektiv start, der i sig selv stiller mange interessante spørgsmål. Ligesom RE7, har Village et oprigtigt interessant mysterie som kun bliver mere endnu mere spændende, jo længere man kommer ind i oplevelsen. Især når varulve, zombier vampyrer og andre monstre melder deres ankomst.

Var du en af dem der var utilfreds med variationen af fjender i RE7, bliver du glædeligt overrasket. Village smider ofte nye typer af fjender mod en. For det meste, uden nogen stor introduktion eller instruks i hvordan de skal besejres. De dukker pludseligt op, resten må du selv finde ud af. Et trick der er lige så effektivt, som i RE7 og Resident Evil 2 Remake. Der er stadig snedige jump scares i vente, hvor udviklerne formår at præsentere spilleren for scenarier, der hurtigt kan regnes ud. For blot at gå imod forventninger.

Som det også gjorde sig gældende i det forrige spil, venter der altid noget nyt om hjørnet. Det tog mig 9½ time at gennemføre spillet, og det var aldrig kedeligt. Udviklerne har talrige idéer, hvis sans for variation er fantastisk. Hvad end det gælder fjender, omgivelserne eller mekanikker. Village er fyldt med overraskelser, hvor oplevelsen er uforudsigelig. Hvilket er ret imponerende.

Det skyldes selvfølgelig også gameplayet. Ethan er tung i røven, men netop det gør ham menneskelig. Sammen med, at han oprigtigt er skræmt og nervøs i diverse situationer. Hvilket også gør det endnu mere underholdende, når han fornærmer sine overnaturlige fjender, overlever at få hugget krops dele af og at falde fra over 100 metre. Hvor han selv i smerten, finder overskud til at komme med kække bemærkninger. Ethan er ikke just en dyb karakter, men hans kombination af humor og menneskelighed gør ham til en af mine favorit hovedpersoner, i hele serien.

I lost track, tilbage til gameplayet.

Gameplayet i Village skal ses som et mix mellem RE7 og RE4. Fra RE7s "nede på jorden" stemning, med gys og realisme, til RE4s action, fokus på opgraderinger (hvor sælgeren, The Duke, er lige så elskværdig som RE4s The Merchant) og omgivelser. Hvor begge spil deler den samme idé om en campy, b-film følelse. Der alligevel er bevidst om dette, og udnytter dette til det fulde. Såsom når en bestemt begivenhed fra Resident Evil 5 bliver nævnt, med et glimt i øjet. Det er herligt.

Balancen mellem gamle og nye idéer lever dog stadig. Til trods for de åbenlyse RE4 inspirationer, hvad angår omgivelser (især). Nogle lokationer er klassisk Resident Evil. Hvor man gennemgår områder, klarer gåder og løber tilbage til låste døre. Men Village har landsbyen i centrum. En slags hub world, hvor man opdager flere hemmeligheder jo længere man spiller. Og hvor udviklerne stadig formår at tage røven på en.

Men det er også i dette mix, hvor Village er underligt. De første fire timer satser på jump scares, angst og en følelse af undertrykkelse. Såsom at når man træder ind i landsbyen, og de efterfølgende fire timer. Her bliver mystikken udnyttet bedst, hvor de uhyggelige takter fra RE7 flot følges. Hvor man i perioder stalkes af Lady Dimitrescu, der er lige så frygtindgydende som Jack Baker og Mr. X.

Især en anden sekvens fortjener ekstra ros. I ved hvad jeg taler om, når i oplever det. Da jeg, tilbage i 2016, spillede demo teaseren til RE7, kunne jeg mærke indflydelsen af P.T. Teaseren til Hideo Kojima og Guilermo Del Toros Silent Hills, der desværre aldrig så dagens lys. En vel fortjent sammenlign, selvom 2017 gyseren ikke helt matchede Kojima og kompagni.

Villiage har dog en sekvens, der opnår P.T., effektive gys. I sådan en grad, at jeg frøs af frygt. Igen, når i ser det ved i hvad jeg taler om. Jeg tør ikke hinte på det. Det skal opleves i sin helhed og uvidenhed. Tag mit ord for det, Resident Evil: VIIlage har et af de absolut bedste gyser øjeblikke i moderne gaming.

Hvilket også gør det mere ærgerligt, at spillet dropper gyset herefter. Hvilket jeg til dels kan forstå. Uhyggen peaker her, det kan ikke overgås. Især, da Resident Evil aldrig har leget med psykologisk gys. Hvor sekvensen er som taget fra Silent Hill.

Herefter satser Village dog på action og den førnævnte camp og B-films følelse. Hvilket faktisk virker. Ikke blot grundet min beskrivelse af Ethan, men også grundet plottet. Det spændende mysterie får sine forklaringer, der er så hovedrystende dumme at de er grinagtige. Jeg havde en fest med spillets klimaks. Hver gang jeg troede at grænsen for idioti var ramt, sank bund niveauet. Jeg accepterede det, grinte over fraværet af logik og nød spektaklet. Hvor resultatet er et spil, som jeg oprigtigt elsker.

Villages gameplay er fantastisk. Med tilpad nok udfordring, hvor angst og panik i den grad kan mærkes når man overlever med nød og næppe. Flot understøttet af fremragende grafik, vidunderligt stemmeskuespil. Generelt kan man dårligt sætte en finger på præsentationen. Selv på en basic bitch PS4 model. Lige nu går jeg efter platin trofæet, og jeg glæder mig. Jeg tænker på dette spil, når jeg ikke spiller det, og vil bare gerne spille videre. Det siger en del.

Er Resident Evil: Village lige gå godt som Resident Evil 7: Biohazard? Ja, men på en anden måde. Hvor RE7, for det meste, rettede fokus tilbage på grotesk horror, er Village en mellem vej. Her er gys, intensitet, action, kreative påfund og vidunderlig idiotiet. Village ødelægger hvad RE7 gjorde for serien, og alligevel er jeg ikke vred.

I år 2021, har få spil underholdet mig så meget, som Resident Evil: Village har. Jeg har haft det sjovt med gameplayet og sværhedsgraderne, været frosset af frygt, været medrevet af spektaklet og grint over et idiotisk plot (jeg griner endda stadig). En oplevelse, som jeg sent glemmer. Når dagen er omme, fik jeg en mindeværdig oplevelse. Hvor alle elementer af følelsesregisteret blev tilkaldt. Jeg står alene med denne holdning (skidt pyt, jeg er alene med så meget andet), men jeg elsker Resident Evil: Village. For alt hvad det rummer og indebærer. Og ligesom RE7, er det muligvis et af årets bedste spil.

Dette er en oplevelse, som jeg aldrig får igen. Og som jeg ville ønske, at jeg kunne have delt med nogen. Men sådan er livet, når man ingen værdi har.