Far Cry Instincts Predator

LTTG: Far Cry Instincts: Predator

(Jeg har for nyligt besluttet mig for at presse det sidste ud af min gamle Xbox 360 med nogle af de spil, jeg aldrig lige fik spillet, og i den forbindelse lave nogle Late to the Game anmeldelser af mere eller mindre retro karakter)

Lige siden det første Far Cry kom ud i 2004 har jeg været solgt. Foreningen af smuk grafik, eksotiske områder, intens action og åbne baner var absolut skøn, så det gav kun mening at lave en port til Xbox. Det originale Far Cry var dog noget der fik de fleste computere til at gå på overarbejde og virkelig trække på alle hestekræfterne, så det krævede selvsagt en hel del nedskalering af grafikken og banerne før det kunne køre på den første Xbox. Dermed var Far Cry Instincts født, og da dette fik en efterfølger (Evolutions), blev Instincts og Evolution udgivet som en samlet pakke, nemlig Predator.

På trods af Far Cry seriens store popularitet lader det til, at rigtig mange ikke har hørt om Predator ("nej, det hedder altså Primal", som jeg ofte bliver mødt med når jeg snakker om Predator). Det er der en rigtig god grund til, for Predator er på mange måder en oplevelse der lider meget under at være en opgraderet version af Instincts i stedet for en nedgraderet version af det originale Far Cry. Ligesom på Xbox versionen er banerne gjort en hel del mere linære, og grafikken er absolut under standarden (selv for 2006), hvilket selvfølgelig begge dele er et direkte resultat af at være en port af et spil fra den tidligere generation, og det betyder at det ikke helt føles som et "rigtigt" Far Cry spil, hvilket er rigtig ærgerligt, for modsat den første Xbox kunne 360'eren jo sagtens trække det. Det var blandt andet på Xbox 360 at jeg spillede Far Cry 4, som ser ganske forrygende ud og har en dejligt stor og åben verden.

Det lyder måske meget negativt, så lad os lige se på, hvad spillet gør godt. Der er jo ikke noget i vejen med linære actionspil, og på den front er det faktisk ganske udmærket - til tider. Når spillet får lov at udfolde sig er der nogle dejligt intense skudsekvenser og underholdende baner, og jeg er meget positivt overrasket over de boss fights der finder sted i form af lukkede arenaer hvor man kæmper mod store mutanter - jeg synes generelt at der mangler nogle boss fights, eller i hvert fald nogle momenter med højere sværhedsgrad, i mange af spillene vi ser i dag. Jeg husker særligt den sidste boss i Instincts-delen af spillet som værende udfordrende uden at blive frustrerende.

Hertil kommer så spillets mere unikke aspekt, som også har lagt navn til udgivelsen, nemlig dine "instinkter" der løbende udvikler sig under spillet. Disse inkluderer eksempelvis at du kan løbe meget, meget hurtigt, hoppe tværs over banerne, se dine fjenders duft-spor samt være utroligt stærk. Det bliver nok aldrig kedeligt at hoppe rundt i trætoppene, lande lige ved siden af en fjende hvis lugt du kunne spotte fra lang afstand, for så at slå ham så hårdt at han flyver langt ud fra træernes hængebroer og platforme og splatter ud på jorden. Et meget interessant element af dine instinkter er, at de bruger din adrenalin, der genoplader meget, meget langsomt - og her kommer der et strategisk element ind i det, for det med at regenerere liv bliver også anset for et instinkt, så hvis du løber, hopper, spejder og slår for meget, så er du pludselig på dybt vand når du hverken har nok adrenalin til at bruge dine kræfter eller regenerere liv. Det tilføjer spillet noget mere dybde end bare "løb og skyd".

Det bringer os dog til det negative, for du får først dine instinkter et godt stykke inde i spillet, og indtil da har du ingen mulighed for at regenerere liv uden at finde "health packs" - og det betyder, at de første timer med Instincts er langt, langt sværere end de efterfølgende baner. Strukturelt ville det nok have givet mere mening at gøre det omvendt, så de store udfordringer kom til sidst i spillet og ikke som noget af det første. Spillet skal også have kritik for at være noget ensformigt, særligt når variation af baner og gameplay er noget af det, som Far Cry serien ellers gør bedst. Det hjælper heller ikke, at fjenderne er dumme som pap, og deres AI synes mest at være bygget op på blot at løbe og skyde i din retning i modsætning til at give dig noget reelt modspil, der ville kræve mere strategi fra spillerens side. På trods af banernes linære struktur kan de også være noget klodsede at finde rundt i som følge af, at dit "minimap" kun viser en retning for dit endelige mål, og altså ikke hvilken retning du skal gå i eller diverse del-mål på vejen, og som følge af dette kommer man ofte til at skulle gå stik modsat den retning som ens mission marker ellers viser. Jeg sad fast i en halv times tid hvor jeg endte med at gå frem og tilbage i en meget lang bane, simpelthen fordi jeg havde overset en knap der skulle trykkes på. Sådan noget kunne godt være indikeret med en prik på minimappet, for eksempel. Det skal samtidig nævnes at banernes linære struktur gør transportmidlerne noget nær fuldstændigt overflødige det meste af tiden.

Summa summarum, så er Far Cry Instincts: Predator en noget skuffende oplevelse, og selvom spillet ikke er decideret dårligt er det dog en skuffelse sammenlignet med de andre Far Cry spil, og der er rigtig mange FPS'er på 360'eren der er langt mere underholdende. Læg hertil at spillet aldrig udnytter 360'erens tekniske kunnen, og du ender med en pakke der måske nok er god for at brænde nogle timer af, men hvor du er langt bedre tjent med de "rigtige" Far Cry spil. Dog skal der lyde anerkendelse af de interessante aspekter som samspillet mellem instinkter, adrenalin og liv giver, samt de underholdende boss fights.