Metro Exodus

Metro Exodus føles både nyt og gammelt på den helt rigtige måde.

Hvis man har spillet de første to spil i serien bliver man næppe overrasket over udvalget af våben, fjender og (mangel på) interface. Det er mutanter og fjendtlige faktioner som vi kender dem, i en indpakning der vægter indlevelse rigtig, rigtig højt. Ikke noget med at pause og se på kortet, nej, her må du hive dit clipboard frem og tænde en lighter hvis det er for mørkt til at læse, ligesom du skal have rygsækken af for at rode gennem dit inventory og må kigge på dit kompas for at se hvilken retning du skal bevæge dig i. Denne måde at lave et interface på betyder, at du som spiller ikke overtager den semi-omnisciente rolle som man så ofte gør, men i stedet er begrænset til at have samme overblik som Artyom selv - det er noget der virker rigtig godt, og som både bidrager til at man virkelig føler sig som en person i det atomhærgede ødeland, ligesom det til tider øger intensiteten til helt ubærlige niveauer (prøv du at stå og kigge på et kort mens du kan høre mutanter luske rundt i nærheden, men ikke kan se om de skal til at angribe før du har pakket dit clipboard væk igen).

Intensiteten er netop et af kendetegnene ved Metro-serien, og her kunne man forvente at det drastiske skift fra små, linære tuneller til store, åbne baner ville betyde, at der var skruet lidt ned for intensiteten. Dette er heldigvis ikke tilfældet, og Exodus er glimrende til aldrig rigtig at lade dig slappe af med mindre du befinder dig i et "safe house" (som vel at mærke ikke dukker op på kortet før du selv har været der og tegnet det ind, hvilket får nye områder til at føles fjendtlige og spændende.

Et andet nyt tiltag er crafting. Selvom vi har set crafting i de tidligere spil, er systemet nu blevet markant udvidet, og i stedet for at skifte dit våben ud med en falden fjendes kan (og bør) du i stedet skille dette våben ad, så du kan tage ammunitionen og diverse dele som du så kan montere på dine eksisterende våben. Det er temmelig vildt hvor dybt man kan tilpasse sine våben, og der er intet i vejen for at lave en håndpistol til en snigskytteriffel.

Aktionsekvenserne er, som i de andre Metro-spil, af højeste kaliber, og selvom spillet til tider bliver ganske udfordrende betyder de hyppige autosaves og hurtige loading-tider (i hvert fald på Stadia) at skudduellerne aldrig bliver frustrerende.

Nu vi er ved emnet frustrationsmomenter skal det siges, at Metro Exodus klarer sig markant bedre end sine forgængere, og selvom der opstår nogle til tider meget uheldige situationer, som når du er fanget med en ødelagt gasmaske og monstre i hælene, og spillet gemmer automatisk, er det ikke længere så skidt som det tidligere har været. Man kan nemlig nu heldigvis gå tilbage og loade et specifikt save slot (selvom du ikke kan gemme et specifikt save slot, af ukendte årsager), hvilket måske lyder som noget helt åbenlyst, men jeg mener både at dette er det første Metro-spil hvor det er muligt, samt at det først blev introduceret efter spillets lancering (jeg husker det i hvert fald som om, at der kun var et enkelt save slot da jeg spillede det på PC tilbage i august). På den front ender spillet aldrig i et irriterende loop hvor man loader for blot at dø kort efter igen og igen, hvilket var mit største problem med det første Metro-spil.

På trods af ovenstående kan Metro Exodus dog ikke helt sige sig fri fra fortidens synder, og der kan opstå frustrationsmomenter specifikt som følge af det manglende interface og den store åbne verden, der jo ellers er glimrende features ved spillet. Jeg fik eksempelvis en nøgle til en dør i en specifik bygning for så at kæmpe mig hele vejen til den anden ende af kortet blot for at finde ud af, at der var en port til bygningen der først åbner sig efter at have talt med en specifik karakter tilbage hvor jeg kom fra. Det kunne let være løst med en markering af karakteren eller indikation om at bygningen var off-limits, og det havde heller ikke været et problem i de tidligere spils små, linære baner. Det er dog en byttehandel der absolut er værd at lave, for uden det sparsomme og velkendte in-game interface havde det ikke været Metro, og uden de store åbne baner havde det ikke været Exodus - og Exodus er alt andet lige det suverænt bedste spil i serien.

Konklusionen er kort sagt, at Metro Exodus forbedrer serien på en lang række vigtige punkter, og fremstår både som et smukt og intenst spil der giver en helt fantastisk og ofte meget unik spiloplevelse. For at lave en sammenligning er det for de tidligere spil hvad Witcher 3 var for Witcher 2, og hvad Bioshock Infinite var for Bioshock 2.