Control

Der var en form for nostalgi, da jeg spillede Control, det seneste spil fra de finske mestre Remedy Entertainment. Et spil, hvis eksistens ikke er rettet mod at tilfredsstille aktieholdere, men på baggrund af en idé og en vision. Sådan føles det næsten altid, når finnerne udgiver et nyt spil (har desværre ikke spillet Quantum Break), hvilket også er grunden til at de to første Max Payne spil, samt Alan Wake, er nogle af mine absolutte yndlingsspil nogensinde. Deres finde få spil som deres, og Control er endnu et eksempel på Sam Lake og kompagnis evner.

Control foregår i en bygning i New York, der ligger hus til bureauet FBC (Federal Buerau of Control). Et hemmeligt bureau, der beskæftiger sig med begivenheder kaldt Altered World Events. Begivenheder der praktisk talt ændrer virkeligheden, eller giver et indblik ind i det overnaturlige. Du spiller som Jesse, der sytten år tidligere selv oplevede et AWE, men som nu er ankommet til FBC for at finde sin bror Dylan, som forsvandt efter AWE øjeblikket. Problemet er dog, at bygningen er blevet invaderet af en mystisk, fjendtlig kraft, kaldt The Hiss, der har overtaget op til flere medarbejdere.

Modsat tidligere Remedy spil, så er fokusset ikke altid placeret på det personlige plan. Ikke at Jesse ikke får sin tid i rampelyset, hun er en fremragende hovedperson, men der kan sagtens gå noget tid mellem plottets fremgang. Dette skyldes spillets fokus på sit univers. Det er tydeligt at Sam Lake og kompagni har været fuldstændig forgabt i deres idé om det overnaturlige, dens påvirkning af virkeligheden og filosoffen Carl Jung. De har sikkert dedikeret mange timer og lange nætter, og det skal vi være taknemmelig for.

Control's univers er betagende og fascinerende. Jo flere live action videoer og filer man finder, jo mere bliver man draget ind i tingene. Om AWE, Objects of Power (almindelige objekter der ændrer virkeligheden) og selve bygningens historie. Langt fra alt bliver besvaret, hvor nogle elementer endda bliver efterladt til egen fortolkning. Som Alan Wake, også lavet af Remedy, nævner i introen til sit eget spil: et mysterium er kun interessant så længe det ikke bliver løst (og det er ikke tilfældigt, at jeg påpeger Wake (wink wink).

Men Control er også et spil, der ikke har travlt. Man får rigeligt med tid til at fordøje og udforske, hvor man aldrig får tvunget viden ned gennem halsen. Forfatterne ved hvordan de skal skabe interessen, hvordan man skal fodres med information og balancegangen mellem forklaring og mysterium. Derfor tilgiver jeg spillets anti-klimaks (dét, og fordi der kommer DLC der uddyber historien, næste år).

Det er rart, fordi der sker ikke meget i selve handlingen. Vi lærer godt nok om de forskellige karakterer, men de udvikler sig ikke synderligt meget. Dette er ikke et emotionelt drama, som set i Wake eller Max Payne serien, men mere om at fodre sindet med mysterier. Men selv Twin Peaks (som spillet er tydeligt inspireret af, sammen med bl.a. The X-Files) havde emotionel gravitas. Det er ærgerligt, men forbered jer på en spændende og velskrevet verden der nok skal forblive i dit sind.

Har man spillet andre Remedy spil, vil man kunne genkende en del ved gameplayet. Det er et tredje persons action spil, med platform elementer. Men som altid, er der ét twist. I Max Payne var det slow motion, i Alan Wake var det lommelygten og i Control er det overnaturlige kræfter.
I starten finder man Service Pistolen, der har uendelig ammunition, men som skal genoplade efter noget tid. Jo længere man kommer ind, låser man op for flere måder at bruge pistolen. Såsom at gøre den til en shotgun, maskine pistol eller en sniper. Selvom disse kan opgraderes gennem et skill tree, og påføres mods, så er spillet ikke god nok til at opfordre en til at bruge de forskellige indstillinger. Jeg brugte primært pistol og shotgun funktionen, hvor jeg kun testede de andre indstillinger en gang, bare for at se hvordan de var. Det er lidt af en skam.

Det bliver dog reddet af sine overnaturlige kræfter, der bl.a. inkluderer at kaste objekter efter fjender, skabe et skjold osv. Disse bliver man opfordret til at bruge, især fordi man er sårbar når pistolen skal genoplades. Dette, sammen med spillets fokus på at man konstant skal holde sig i bevægelse og et veludnyttet fjende galleri, er med til at holde kampene interessante.
Især da man kun får liv tilbage, ved at dræbe fjender. Og ja, det introducerer nogle irriterende øjeblikke hvor man bekæmper en boss, imens man også skal tage hensyn til almindelige fjender. Men Control er god til at variere disse øjeblikke, hvor ikke alle bosser tilbyder denne ekstra bekymring. Dette fører til intense boss kampe, hvor især nogle side bosser kan være brutale.

Ja, til forskel fra tidligere Remedy spil er Control et Metroidvania spil. Man har et stort område at udforske, hvor man bliver stærkere og låser op for egenskaber, der gør at man kan få adgang til nye områder som var umuligt tidligere. Det er en dejlig genre, hvis den er udført rigtigt, hvilket finnerne for det meste slipper godt af sted med.

Her er gode side missioner, og udforskning belønner også én med mere world building, flere mysterier og et par mindeværdige øjeblikke. Det er også rart at blive belønnet med flere mods til Jesse og Service Pistolen. Man har gode muligheder for at tilpasse spillet til hvordan man selv vil spille det, i forhold til hvad man vil fokuser på.

Men udforskningen er dog ikke fejlfrit. Kortet er forvirrende, der ikke gør nok ud af at påvise de forskellige etager. Ofte blev jeg forvirret over, hvor jeg var og kunne gå hen. Og selvom jeg endte med at blive bedre til at læse kortet, var der stadig øjeblikke hvor dét viste mig mellemgange, der egentlig ikke eksisterede og hvor jeg for vild. Problemet synes, at Remedy ikke ville holde spilleren i hånden og vise en vejen til målet. Der findes skilte, der peger i retningen i forhold til de forskellige afdelinger, hvilket er værdsat, men design mæssigt virker spillet lidt uenig med sig selv, på denne front.

Og så er der spillet tekniske problemer. For at være tydelig, skal det siges at jeg spillede Control på min standard PS4, som jeg købte dengang den blev udgivet i 2013. Havde jeg en Pro model, var nogle ting måske bedre. Men ud fra hvad jeg har oplevet: oh dear...

Billedhastigheden tager markante dyk, når tingene bliver for hektiske. Jeg mistede aldrig kontrollen, men det gjorde ondt at se på. Især fordi spillet i forvejen døjer med teksturer, der ikke altid loader til tiden. Man kan ikke engang sætte spillet på pause og vende tilbage, uden at spillet hakker i et par sekunder. Igen, det ødelagde aldrig gameplayet for mig, men oooof. Spillet frøs endda tre gange for mig, hvor jeg, en af gangene, blot befandt mig i spillets start menu for længe! Teknikken er lettere problematisk, men det er på ingen måde i nærheden af spil som Fallout 76. Gameplayet virker stadig, og de tre crashes sendte mig kun kortvarigt tilbage (heldigvis gemmer spillets en fremskridt ofte, hvor det sender dig tilbage til seneste checkpoint men lader dig beholde alt hvad man har opnået). Men det gør ondt alligevel.

Især fordi spillet virkelig kan være smukt. Omgivelserne er detaljeret, hvor det er imponerende at se hvordan diverse objekter, vægge og andre dele af sceneriet der kan destrueres. Fjendedesignet er simpelt men effektivt, og dem der stadig er mennesker er vel animeret, hvor især ansigterne er forbavsende realistiske. Og så skal det roses, hvordan spillet formår at udnytte live action videoer, uden at de bliver distraherende.

Lyd designet er dog en helt anden historie. Dette element er nemlig fantastisk. Control skriger efter høretelefoner, eller dyre højtalere. Man mærker nærmest lydeffekterne, hvor ens pistol lyder tilpas kraftig. Dertil er der stemmere som man hører fra de mange folk, der hænger i luften, overtaget af The Hiss (der faktisk var så medrivende, og til tider tankevækkende, at jeg nogle gange blev stående, blot for at lytte til dem).

Atmosfæren er tyk, hvor den er gådefuld og fjendtlig. Til tider endda skummel. Stemme skuespillet er af høj kvalitet, ligesom i andre Remedy spil. Musikken komplimenter også spillet fantastisk, på vege af Petri Alanko og danske Martin Stig Andersen. Lydmæssigt er det sjældent, jeg har oplevet noget der er i så høj kvalitet, som dette.

Control er ikke Remedys bedste spil (den ære tilhører både Max Payne 2 og Alan Wake). Historien mangler pondus, verdenen kunne godt være udnyttet lidt bedre og de tekniske problemer gør ret ondt. Men det påviser stadig, at der findes ingen som holdet fra Finland. Sjovt og intenst gameplay, en fascinerende verden der er inspireret og inspirerende, og en stemning som kun de kan skabe.Og så må det værdsættes, at Control er et spil der ikke vil dominere dit liv, men som blot vil være en del af det.

Mine 25 timer med Control var, trods sine fejl, fascinerende og noget jeg sent vil glemme. En særlig oplevelse, som kun Remedy kan skabe. Alene på denne baggrund, er dette et spil som skal opleves. Også selvom udviklerne har skabt bedre spil, men det siger alligevel en del om hvor unikke og dygtige er. Så tilslut dig Jesse, og udforsk Carl Jungs analytiske psykologi i videospil format.