Dansk
BRUGERANMELDELSE

Dark Souls III

Skrevet af: Nike   2019-10-14

Og så blev enden nået. Det fjerde og (foreløbigt) sidste spil i Soulsborne serien. Jeg var lidt spændt på at begynde på Dark Souls 3. Både fordi det umuligt kunne være lige så dårligt og uretfærdigt som Dark Souls 2, nu hvor Hidetaka Miyazaki er tilbage som instruktør, men også fordi jeg aldrig har hverken set eller prøvet dette spil. Jeg kunne let lade mig påvirke af, hvor fremragende Bloodborne var, men DS3 er trods alt et andet bæst. Så lad os se hvordan det gik mig med et Soulsborne spil, hvor dens eksistens var det eneste jeg kendte til. Resultatet var, som man siger på engelsk, rough.

Forstå mig ret: DS3 er langt bedre end DS2 (fuck dét spil). Alle med? Godt så. Jeg nød det meste af min tid med DS3, selvom det stadig går for langt ift. sværhedsgraden til tider. De fleste områder har fjender, der er for stærke og besværlige. F.eks. mange knights med enten alt for lang rækkevidde, for hurtig eller en kombination af de to. Selvom spillet udkom et år efter Bloodborne, har det PS4 eksklusive spil alligevel sat sit præg. Kamp tempoet er hurtigere og fjender er mere aggressive. Hvilket er fint nok, men til tider virker det som om Bloodbornes fart er presset ind i et spil, der ikke er bygget til det. Det kan førnævnte knights og NPC'er vidne om.

Generelt føles DS3 mere begrænset. Spillet er det mest lineære i serien, selvom der er enkelte valgfrie omgivelser. Ligesom i DS2, kan man kun stige i level ved at tale til en person, i hjemmebasen. Man kan heller ikke opgradere sin rustning hvilket kan ende med at bide folk, der går efter tank builds, i røven. Jeg tør ikke tælle hvor mange bidemærker mine røvballer har.

Men, selvom man kan gøre sin karakters statistiker bedre, så handler det stadigvæk, i sidste ende, om færdigheder. Dark Souls 3 vender, for det meste, tilbage til at din død er din egen skyld. Der er stadig enkelte bullshit øjeblikke, såsom enkelte grupper der er alt for besværlige at håndtere, og for mange besværlige fjender placeret tæt på hinanden, men spillet er mere fair end fucking DS2. Man bliver testet på sin færdighed, i en højere grad.

Hvilket spillets bosser i den grad vidner om. I DS1 og 2 havde jeg ikke de helt store problemer med bosserne, men i denne omgang sad jeg fast i flere timer, ved mindst fire af dem. Selvom mine mislykkede forsøg altid var min egen skyld, bragte DS3 reaktioner frem, som jeg troede jeg var vokset fra. Jeg begyndte at råbe af frustration til tider. Jeg havde ikke altid den rette timing, og det blev jeg (retmæssigt) straffet for.

Det værste eksempel er en sen boss, ved navn "Dancer of the Boreal Valley". Jeg sad fast fire timer, og til sidst måtte jeg udtrykke min frustration. Jeg havde et indkøbsnet ved siden af mig, som jeg brugte til at slå mit sofabord. Idéen var, at jeg måtte reagere på min frustration, somehow. Det er aldrig et klogt valg (man skal respektere sine naboer).

Men især ikke, da jeg opdagede at et sæt Marshall høretelefoner, der kostede 400 kr, var viklet ind i nettet uden at jeg havde opdagede det, og derfor endte med at ødelægge høretelefonerne. Mine naboer hørte det, og grinte af mig (retmæssigt). En veninde forstod min vrede, men påpegede det komiske aspekt, hvilket jeg også har indset. Lektien, selvom man er frustreret og vred, skal man ikke lade det gå udover folk eller diverse ejendele!

Generelt er DS3 dog stadig en god oplevelse. Det føles godt at opdage hemmeligheder, glæden ved genveje er vendt tilbage og intensiteten og glæden ved at besejre en boss har aldrig været stærkere. Det har den strømlinede struktur ikke ødelagt. Mange af de ting, som jeg tidligere har nævnt i min anmeldelse af det første spil, gør sig gældende. Selvom det ikke når det samme niveau.

Selvom DS3 er et godt spil, så er det godt at serien slutter her. Dette spil handler mere om at rette kursen, som DS2 drev væk fra. Her er ikke så meget nyt, udover at man nu har en måler der bestemmer hvor ofte man kan bruge magi, og førnævnte mulighed for at sælge sine ting. Eller... der er også en stor mængde fan service. I næsten så stor mængde og så åbenlyst, at det er fristende at sige at spillet skulle skamme sig.

Jeg ved godt at jeg ikke går så meget i dybden, men jeg kan ærlig talt ikke sige så meget mere. Dark Souls 3 er et godt spil, uden tvivl. Bedre end det andet spil, men på ingen måde i nærheden af det første. Kamp systemet er fremragende, men der er intet nyt under solen udover et par variationer. Og alligevel, til trods for manglen af nyt og overdrevet fan service, føles dette spil alligevel som en naturlig slutning på serien. Størstedelen af de 30 timer, det tog mig at gennemføre Miyazakis afslutning, men det var stadig tiden og besværet værd.

Samlet karakter: 7.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10