Spider-Man

Spider-Man 2, videospillet baseret på den fremragende film af samme navn fra 2004, var en milepæl. Ikke blot indenfor spil baseret på en film, men også for et spil baseret på en superhelt. Man følte virkelig at man var Spider-Man, hvor udviklerne Treyarch ikke blot prøvede noget nyt, men også at respektere spillerne (noget de siden hen har gjort med Call of Duty). Spider-Man 2 spillet er husket godt, og selvom det er udateret som bare pokker, er det en fornøjelse at vende tilbage til.

Hvorfor nævner jeg dette? Fordi Spider-Man 2018, udviklet af Insomniac Games, skaberne bag Spyro, Ratchet & Clank, Resistence og Sunset Overdrive, har formået det umulige: at genskabe følelsen af at spillet Spider-Man 2 for første gang. Det magiske ved at svinge sig igennem Manhattan, gennem en kombination af finesse og sjov.

Man kan kun svinge rundt hvis der er noget som ens spindelvæv kan sætte sig fast i. Hvilket betyder at man er betydeligt tættere på jorden i Central Park, hvor der kun er træer. Udover dette, kan man vælge at zippe i luften, hvilket ikke blot gør at man kommer længere uden at falde til jorden, men det kan også hjælpe en hen til bestemte steder på en bygning. Det er skide sjovt, og det bliver kun bedre når man låser op for flere muligheder. Såsom et kraftfuld hop når man lander på diverse zip zoner, for at bevare momentum. Man kan endda lave tricks i luften! Dette gjorde, at jeg ofte svingede rundt i New York uden noget mål. Blot fordi det var så sjovt at navigere Insomniacs beton jungle.

En flot beton jungle, skal det siges. Det er naturligvis begrænset hvad man kan gøre med en storby, som alle har set før, men udviklerne har udført et flot arbejde. De forskellige nabolag har karakter, hvor det især er sjovt at opdage de forskellige graffiti malerier rundt omkring. Sammen med en solid billedehastighed, og flotte animationer. Udover Spider-Man: Into the Spider-Verse (der virkelig fortjener sin Oscar), har edderkoppen sjældent set så godt ud.

Som du nok kan forestille dig (hvis ikke tidligere nævnte beskrivelse tippede dig), så er SM18 open world. Den indeholder alt hvad der forventes. Samleobjekter, sidemissioner, tårne der udfylder ens mini-map, missioner der fokuser på udfordringer der skal klares på tid, og enkelte kamp arenaer. Desuden er der forbrydelser der tilfældigt opstår, med tre - fem forskellige variationer som man selv bestemmer om man vil tage sig af eller ej.

Det er rimelig standard, og det er ærgerligt at Insomniac ikke har tænkt ud af boksen. Især da enkelte aktiviteter, såsom de tilfældige forbrydelser, bliver ensformige efter noget tid. Det kan dog, langt hen ad vejen, tilgives. Nogle samleobjekter er hyggelige at finde, hvor især fans af edderkop helten bliver belønnet med fin service. Dertil er der også de talrige udsendelser med Spider-Mans evige medie fjende, J Jonah Jameson. I denne omgang ikke som chefredaktør for The Daily Beugle, men som vært for en podcast, i bedste Alex Jones stil. Dette element er evigt underholdende.

Men den største grund til, at de typiske open world valg kan tilgives, er naturligvis gameplayet. Vi har allerede gennemgået hvordan det føles at navigere Manhattan, men nu skal vi tale om kamp systemet. Her har Insomniac været på togt, og taget Arkham seriens kamp system til hjerte. Man angriber fjenderne, og får en advarsel når andre skal til at angribe, hvor man har en knap der er dedikeret til at undvige nævnte angreb. Dertil er der fjender med våben (enten pistoler eller køller), skjold, eller er store brød.

SM18 går dog længere ved at tilføje fjender, som f.eks. kan flyve, eller har piske. Man kan desuden bruge en række gadgets, der kan give fjender stød, eller få dem til at hænge fast i diverse omgivelser. Blot for at nævne et par af mulighederne. Dertil er der muligheden for at købe forskellige dragter, gennem forskellige mønter som man opnår gennem samleobjekter og sidemissioner. Disse dragter har forskellige kræfter, og kan ydermere påføres modifieres, der forbedrer en på visse områder. Så selvom at kamp systemet ikke just er originalt, formår Insomniac alligevel at tage noget der er velkendt og gøre det til sit eget. Men især fordi, at udviklerne formår at udnytte mekanikkerne effektivt.

Men hvor Spider-Man 2018 for alvor skiller sig ud, er hovedhistorien og de tilsvarende missioner. Historiemissionerne er proppet med variation, hvor man aldrig helt ved hvad den næste mission vil byde på. Gameplay mekanikkerne bliver desuden også udnyttet til at skabe spektakel, der er ret intense. Pulsen skal nok arbejde på højtryk, som løjerne udfolder sig. Men i bund og grund, skyldes dette historien.

Spillet foregår en del år efter, at Peter Parker blev Spider-Man. Han har allerede kæmpet imod de velkendte skurke og Mary Jane kender til det. Efter at have sendt Wilson Fisk i fængsel, bruger Parker tiden på at bekæmpe kriminalitet, hjælpe tante May på F.E.A.S.T., Manhattans nye herberg for hjemløse, og jage det næste store videnskabelige gennembrud med Otto Octavius. Men ligesom tingene lader til at blive rolige igen, dukker der pludselig en ny mystisk bande op, der ser ud til at have skumle planer.

På papiret er plottet ret standard. Det er ikke svært at forudsige drejningerne, hvor enkelte hemmeligheder hurtigt kan gættes. Især hvis man er bekendt med kildematerialet. Det skal dog roses, at Insomniac har valgt skurke der ikke er lige så kendte, som Rhino, Scorpion, Shocker, osv. Selvom de stadig optræder på et tidspunkt.

Historien er dog medrivende grundet dialogen, og fokusset på karaktererne. Kombinationen af drama og humor er perfekt, og det er her at SM18 udnytter fan forventninger og overrasker. De holder en emotionelt investeret i historien, hvilket også skyldes det fremragende stemmeskuespil. Som det er set i Naughty Dog spil, er dette spil et bevis på at hvis man skriver medrivende karakterer, kan klicher stadig være effektive. Jeg ved det, fordi jeg kunne ikke vente på at se hvad der skulle ske, jeg sad målløs under enkelte sekvenser, og et sent øjeblik fik mig faktisk til at græde.

Og historien er måske den perfekte konklusion, på dette spil. Spillet tilbyder ikke noget, som der ikke er set før og har et par små problemer med en generisk åben verden. Men det kan tilgives, fordi næsten alt i spillet er så flot udført, at min kritik virker som en nål i en høstak. Jeg er imponeret over hvad Insomniac har opnået her. Uanset hvor velkendt og forudsigeligt løjerne kan være, betyder det intet fordi det virker. Man har det sjovt, man føler for spektaklet og - vigtigst af alt - man føler sig som Spider-Man. Tænk at 2018 ikke alene bød på den bedste Spider-Man film, i form af Into the Spider-Verse, men også det bedste Spider-Man spil til dato..

Spider-Man 2018 er ikke blot et af sidste års bedste spil, men et af de bedste superhelte spil til dato. Jo vist, det er ikke ligefrem innovativt, men udviklerne ved hvad de laver og leverer fantastisk og emotionel underholdning. Selvom den dybe tallerken ikke bliver genopfundet, og at den generiske verden er generisk, så er der ingen tvivl i mine øjne. 10/10, would play again.