Space Hulk: Ascension Edition

Jeg skrev i 2015 en anmeldelse af Space Hulk Ascension. Den blev dengang beskrevet som for subjektiv af den daværende redaktør (der hældede mod at give det et 9-tal, bare for at fremhæve kontrasten) og blev aldrig lagt op på sitet. Jeg vil ikke til at beskrive en hel masse om det forløb, andet end at det på visse punkter var en kæmpe kindhest, der fik sparket en masse tanker i gang. Ikke mindst omkring den, i hvert fald dengang, forfærdelige vane man havde med at give alle spil mellem 6-10 i karakter.

Jeg har ikke så meget andet jeg vil med den anmeldelse her, udover at have den liggende online et sted, og så virkede GR trods alt ret selvskrevet. Der er ikke blevet rettet i den, så alle fejl og mangler kan nydes!

-----------------

"Har du spillet brætspillet før?" er ord der konstant ringer for ørerne, mens jeg sender mine Terminators ud gennem de mørke, indelukkede og alt for stille korridorer. Målet i denne bane er at nå fra den ene ende af det forladte skibsskrog til det andet. Mine marines sættes i sprint og når godt og vel rundt om et hjørne, før jeg støder på skibets nylige tilflyttere i form af drabelige aliens. De hilser med kløerne og inden jeg i løbet af et kort øjeblik mister min frontlinje, der ikke har fået ordre på at skyde igen, lærer jeg at mine nye bekendtskaber kaldes Genestealers. "Har du spillet brætspillet før?" kører på repeat gennem hovedet og danner soundtracket, mens den nu omringende flok Genestealers spiller op til det helt store blodshow. Måske man alligevel skulle prøve træningsdelen.

Ældre læsere vil kunne genkende Warhammers Space Hulk som et brætspil, hvor man spillede Genestealers mod Space Marines og ofte overlod sit liv til eget held med en terning. Danske Full Control stod forrige år bag en mere eller mindre direkte digital konvertering af brætspillet, hvor muligheden for at spille mod en ven eller computer på fineste vis var genskabt. Space Hulk Ascension tager os med på en noget anderledes rejse. Hvor forrige års Space Hulk forsøgte at genskabe magien ved brætspillet, tager Ascension og smider alt hvad der hedder multiplayer ud af vinduet og erstatter den i stedet med en kampagnedel, som man kender det fra blandt andet X-Com.

Har man, ligesom jeg selv, et meget overfladisk kendskab til Warhammer-serien virker ideen om en kampagnedel som en kærkommen tilføjelse. Man får lov at træde i støvlerne på styrkerne fra Blood Angels, Space Wolves og Ultramarines. Det virker muligvis som en god indgangsvinkel til at lære en masse om Warhammer, men den store tur på 40k-skolebænken når desværre at stoppe før den overhovedet begynder. Historien er nærmest ikke-eksisterende og man ender i stedet med at gå fra bane til bane uden at blive klogere.

Hver eneste mission starter med en meget mørk korridor, hvor ens mariner får lov at fumle sig frem. De har tilsyneladende glemt lommelygterne i de andre rumdragter, hvilket hurtigt viser sig at være en fatal fejl, for Ascension byder på den værste omgang fog of war, hvor man ofte kun kan se to-tre meter frem. Således starter de over 100 missioner næsten ens, når man får lov at genleve magien i at placere marines på kortet og dernæst føle sig frem i blinde i håb om ikke at blive overrendt af Genestealers.

Spillet foregår i et rasende langsomt tempo. De forskellige Terminators placeres for det meste på en lang række bag hinanden, så de første mange ture bruges på at sende dem ud på en conga linje indtil vejene splittes og man får lov at tænke lidt selv. De næste ture går enten med at lukke sig selv inde af frygt for at de mange Genestealers springer ud af en gemt ventilationsskakt og kaster om sig med dødelige håndtryk. Det hjælper ikke på situationen, at ens mariner til tider går helt i selvsving og har svært ved at vende sig om, uden først at bakke flere skridt tilbage. Det resulterer alt for ofte i at banen skal genstartes.

Det virker på mange måder som om det ikke helt har været vidst hvad Ascension skulle være for en størrelse. På den ene side har man droppet terningekastet og i stedet indført forskellige procenter og stats for hvor stor en chance man har for at ramme sine mål og undgå kommende angreb. På den anden side har man valgt at holde det så tæt på forgængeren og det originale brætspil, at man helt har droppet at tilføre noget der ligner et nuanceret banedesign, fjender og soldater. Det hele går hen og bliver det samme og selvom der er over 100 missioner at kæmpe sig igennem, så er faktum bare, at man lige så godt kan stoppe efter tiende mission og stadig opleve alt hvad Space Hulk Ascension har at byde på.

4/10
Plus: Ny kampagnedel.
Minus: "Ny kampagnedel", tænderskærende kedelig opstart af baner, intet nyt under solen.