Resident Evil 2

Da Resident Evil 7 udkom i 2017, var jeg ikke blot begejstret, men ekstatisk. Endelig et Resident Evil spil der var uhyggeligt, veldesignet og interessant. Jeg gav det 10/10 i sin tid, og jeg står stadig ved det. Hvad der dog var uvist, var hvor Capcom ville tage serien hen, efter den mægtige undskyldning for majestætsfornærmelsen, der var RE6. Vi venter stadig på RE8, men imidlertid valgte Capcom at give fans noget der længe har været efterspurgt. En remake af RE2. Ja ja, det blev annonceret i 2015, men først vist frem ved Sonys E3 konference i 2018 (måske deres sidste?), som så lovende ud. I øvrigt, forsæt stilen Capcom. Annoncer dem sent, og giv os en udgivelses dato der er tæt på.

Remakes er altid svære. Der skal appelleres til fans, men også til nybegyndere. Ting skal moderniseres, men alligevel fange den samme ånd. I denne omgang er det især svært når kildematerialet er fra 1998, med udateret kontrol og kamera vinkler. Hvad der gjorde det oprindelige RE2 så skræmmende i sin tid var grundet dens tekniske begrænsninger, og hvordan man brugte det som en styrke. Men kan et spil fra 1998 gøres uhyggeligt, 21 år senere? Capcom: Hold min sushi.

Ligesom remaken af RE1, hersker der en god blanding mellem gammelt og nyt. For fans, vil visse omgivelser og gåder være bekendte. Men lige som fans tror at de kan føle sig hjemme, kommer der nye omgivelser, detaljer eller fjender. Spillet opnår en sjælden balance, hvor mixet mellem at ville nå ud til nye og gamle spillere opnår en fantastisk transcendens.

I tråd med den oprindelige udgave, kan man vælge mellem to personer. Leon, der netop er blevet optaget som en del af Raccoon City Police Department, men på sin første dag opdager zombieudbruddet. Claire, der har taget til Raccoon City for at lede efter sin bror Chris, S.T.A.R.S. medlemmet fra RE1. Leon og Claire finder hurtigt hinanden, men bliver adskilt lige så hurtigt som illegale immigranter i USA. Herfra går de hver deres vej, møder hinanden et par gange, imens de prøver at flygte byen.

Om man er ny eller gammel til RE2, så er handlingen ikke bemærkelses værdig. Der er ikke nok dybde i karakterende og plottet er gammeldags. Ingen filosofi, emotionelle øjeblikke eller hvad der ellers kan betegnes som dybde. Mysteriet er bare ikke så interessant igen. Hvilket er sjovt at nævne, da mellemsekvenserne ellers kan være medrivende. Takket være godt skuespil, tilpas blanding mellem god og dårlig dialog, gode præstationer fra skuespillerne, og mesterligt instrueret scener.

RE2 2019 går dog længere, og gør sine øjeblikke mere troværdige. Øjeblikke, såsom alligatoren, bliver gjort troværdigt og skræmmende. Side karakterer, såsom Ada, og Marvin (det gælder også for andre, men vil ikke spoile), får mere dybde, hvilket er værdsat. Det samme gælder side plots. De elementer der plejede at være latterlige, får lige pludselig en ny effekt. Ikke at man bliver efterladt i gråd eller dybe tanker, men forsøget på at gøre tingene mere realistiske er mere end værdsat.

Vedrørende gameplayet, er der taget inspiration fra RE4. Kameraet er bag skulderen, men kan frit bevæges rundt og man kan gå og sigte på samme tid. Noget der nok irriterer hardcore fans, men RE2 2019 har fundet den perfekte løsning på at bevare uhyggen.

Det første element er lyd designet, der er både dynamisk og naturligt. Hvad der formede snebolden, er hvor skræmmende de forskellige monstre lyder. Zombier, såvel som Mr. X (som jeg vender tilbage med). Jeg fik mange choks alene på denne baggrund, om end det var at høre et monster i nærheden, eller en zombie der bankede på en dør/et vindue. Desuden, skud ud til tilfældige lyde der holder en på dupperne, selvom de ikke altid fører til noget, som var det taget ud af Silent Hill 1-4.

Men spillet formår faktisk det umulige: making zombies scary again. Ikke blot grundet deres fremragende lyde, men også hvordan de er som fjender. I starten kan de være nemme at nedkæmpe, andre gange kan de tåle mere end et magasin (hvilket også er takket være spillets dynamiske sværhedsgrad, uanset hvad man vælger at spille på). De er stadig langsomme, men stadig faretruende. Hovedskud er ikke løsningen på alt, og selv det at man kan skyde arme og ben af dem kan blive et dilemma. Vil man skyde dem nok til at løbe forbi dem, fratage dem lemmer med risiko for at det kan bide dig i røven senere, eller bruge en del ammunition på at dræbe dem? Og selv hvis man dræber dem, kan man ikke vide sig sikker. Op til flere gange troede jeg at jeg havde dræbt en zombie, for at blive angrebet ud af det blå.

RE2R forstår at tage røven på en. Man kan aldrig vide sig sikker. Jo vist, du kan sagtens bruge ammunition eller risikere din kniv for at forsikre dig, om en zombie er død. Men har du råd til det? Jeg blev ofte overrasket, hvor jeg blev straffet fordi jeg ikke tænkte på alt. Jeg var fanget i desperation for at overleve, og kunne ikke altid tænke rationelt. Det er en stor kompliment til atmosfæren, og fjende designet. Især dem, der ikke er zombier.

Lickers, firbenede monstre uden hud, er intimiderende. De var skræmmende i 1998, men endnu i 2019 grundet lyd designet og deres kunstige intelligens. Bare dét, at stå til ansigt med en af dem, er uhyggeligt nervepirrende (selv når man har opdaget tricket, hvilket er en flot detalje). RE2R er et spil, der har 200% forstand på sin atmosfære og fjender, og ved præcis hvordan de skal bruges til at skabe udfordring og uhygge. Og så er det lækkert, at nye fjender melder deres ankomst uden en grandios mellemsekvens, hvor man selv må regne fjendens adfærd ud.

Fremgangsmetoden gennem de forskellige omgivelser, er som fans fra PS1 dagene kender og elsker. Man har et stort område, som man bevæger sig systematisk igennem. Man finkæmmer sine omgivelser for ressourcer, og ting der hjælpe en videre. Det betyder også at man ofte vender tilbage til steder, man allerede har besøgt. Måske trættende for nogle, men i disse tider med åbne verdner er det forfriskende. Især fordi man naturligt lærer sine omgivelser at kende, hvor det er belønnende når man indser at man kan huske hvor man skal gå hen, og planlægger ud fra hvilke fjender man løber ind i.

Men spillet forstår også at bruge din viden imod dig. Nogle gange er der nye fjender, såvel som fjender man troede man havde dræbt der stadig lever. Man vil ofte opleve ting man ikke er forberedt på, hvilket er stressende og uhyggeligt. Få spil skaber en så undertrykkende, intens og skræmmende atmosfære som Resident Evil 2.

Dertil er der også spillets 2nd Run mode. Gennemfør man spillet med Leon, låser man Claires 2nd Run op, hvor hun starter på den anden side af biluheldet. Det samme omvendt. Dette gjorde den oprindelige udgave også, men i denne omgang er zapping systemet fjernet. Hvilke ting man samler op, påvirker ikke længere 2nd Run, men visse vigtige ting bliver der byttet rundt på. Det er en slags remix af spillet, der tilbyder unikke situationer et få nye omgivelser, der nok skal holde en på dupperne. Også selvom, at logik udebliver. Selv på 2nd Run skal man igennem nogle af de samme bosskampe og puzzles som i 1st Run. Det er irriterende, men betyder ikke det store i det lange løb.

Men lad os komme til elefanten i rummet. Eller... tyranten i rummet. Mr. X. I den gamle udgave var han kun til at finde i B scenarierne (det hed 2nd Run i 1998), hvor han var fyldt med overraskelser men let kunne undgås, ved at gå ind i et andet rum. Den luksus har vi ikke i 2019. Når først han dukker op, gennemsøger han hele politistationen for at finde dig. Og når han finder dig, X gonna give it to ya!

Han er uovervindelig, slår hårdt og er opmærksom. Han hører hvis du løber, brager ind i døre eller affyrer skud. Men selv hvis man er forsigtig, skal han nok finde dig. Der er steder hvor han ikke kan røre dig, såsom enkelte steder hvor man kan gemme sit spil, men selv enkelte af dem er ikke sikre områder. Det er skræmmende at høre hans ben hamre mod gulvet, og stressende når han har set dig. Især når zombier og Lickers er i det samme rum, hvor det hurtigt bliver en desperat kamp for overlevelse.

Han er stressende og skræmmende, men også en genistreg. Han dukker op på et tidspunkt, hvor man har haft nok tid til at lære sine omgivelser at kende, hvor han afprøver din viden. Det gør det både skræmmende at bevæge sig væk fra et sikkert rum, men også belønnende når man kommer videre. Spillet formår desuden at bruge ham på de helt rigtige tidspunkter, så spillet aldrig bliver for frustrerende eller ensformigt. Jo vist kan man ånde lettet op, når han forsvinder, men de andre monstre skal nok holde dig beskæftiget.

Spillet formår generelt at fange en balance mellem sine mekanikker. Der er ikke meget ammunition eller helbredsting at finde, men selv hvis man skulle have masser af ressourcer skal den dynamiske sværhedsgrad nok tilpasse sig. Der er enkelte scener der nærmer sig action, men der er rigeligt med atmosfærisk gys og vold til at kompensere. Resident Evil 2 anno 2019 er mesterligt designet.

Man får dog også indhold for pengene. Første tur med en karakter tog mig lidt over seks timer, hvor 2nd Run tog mig 4 - 5 timer. Hvis man vil se alt, skal man dog gennemføre spillet fire gange i alt. Heldigvis er der en del at vende tilbage til. Her er records, spillets egne achievements der låser op for galleri elementer, våben og modes. Selve spillet er også bygget til speed runs, hvilket i sig selv altid er sjovt. Dertil er der sidenhen blevet udgivet gratis DLC, i form af tre ekstra små baner. Her er massere at beskæftige sig med.

RE2 kører på den samme grafiske motor som Resident Evil 7, hvilket har resulteret i et smukt spil. Spillet har en vidunderlig sans for detalje, om end det er omgivelserne eller i den groteske vold. Hvordan man kan se den skade man påfører zombierne, hvor ulækre Lickers er, hvordan omgivelserne er realistiske og animationerne troværdige. Alt dette, sammen med en smuk billedhastighed. Dette spil er en fryd for øjet.

Det samme gælder dog også for lyden. Musik bliver brugt sparsomt, hvor lyd designet er i front. Monstrenes lyde, både som de vandrer rundt og deres vokale udtryk. Bare lyden af ens egne skridt kan være skræmmende. Dette er et spil der skal spilles i mørke og med høretelefoner. Stemmeskuespillet er også rigtig godt, der balancerer reelle følelser og B humor.

Resident Evil 2 2019 er en kæmpe succes. Som et gyserspil, som en moderne oplevelse og som en remake af en klassiker. Der er lagt meget kærlighed i dette spil, og selvom 2nd Run mangler logik i forhold til plot og set pieces, hersker der også en sans for detalje. For et AAA-spil udgivet i år 2019, er elementer ved dette spil ikke blot uhørt, men forhåbnings fuldt. Som i at i det mindste har nogen lært at lytte til publikum, i stedet for kun investorerne.

Mesterligt gyst, fremragende design, overraskelser og eminent gys der nok skal skræmme dig. Dette spil sætter en ny standard for gaming gys, hvor det stadig er skræmmende selvom man kender spillet ud og ind. Problemerne er til at se, men visner nærmest væk når man tænker på helheden af produktet. Ligesom Resident Evil 7, er Resident Evil 2 en fremragende oplevelse der ikke blot viser at RE serien har genfundet sin vej, men også at Capcom bare ikke bliver træt af at vinde. Capcom gonna give it to ya!