Tetris Effect

Niche gameren kender måske Tetsuya Mizuguchi, manden bag musikalske spil som Rez, Space Channel 5, Lumines og Child of Eden. Ikke just populære spil, men alle sammen nogle små diamanter indenfor rytmegenren. Især Rez, der er et af mine yndlingsspil. Nu er den rytmiske mester tilbage med et nyt spil, i form af det PS4 eksklusive Tetris Effect, navngivet efter fænomenet af samme navn.

Umiddelbart er der ikke noget nævne værdigt ved spillet. I sin mest simple forstand, er TE ganske enkelt Tetris i sit mest basale. Forskellige former for blokke dukker op øverst på skærmen, hvor du skal stable dem i bunden. Hver gang du danner en linje, forsvinder den og man tjener point. Det handler derfor om at holde sig selv i live, indtil man har nået dét antal brudte linjer som den på gældende bane påkræver.

Udover zonemekanikken, hvor du kan stoppe tiden for at klare ekstra linjer, så er der ikke så meget mere over gameplayet. Dog er dette ikke en dårlig ting, da Tetris kan blive en vanedannende affære. Det er simpelt at lære men svært at mestre, hvor man skal være god til at hurtigt at danne sig et overblik, komme på en strategi og holde hovedet koldt når tingene bliver hektiske. De forskellige blokke kan falde med en uhyggelig hurtig hastighed, hvilket vil få en til at gå i panik de første par gange. For folk bekendte med Tetris, er dette naturligvis intet nyt.

Hvad er det så, der gør Tetris Effect så interessant? Spillets visuelle og musikalske stil. Dette er Tetris med en rytmisk twist. Banerne har tre faser, hvor grund melodien ændrer sig. Hvordan du roter brikkerne og placerer dem, tilføjer små lydbidder til musikken. Naturligvis også med billeder i baggrunden, der er tilpasset musikken. Dette er noget man skal opleve, fordi det er svært at beskrive hvor fantastisk dette element er.

Måden som musikken eskalerer, de opløftende rytmer og lyrik, hvordan controlleren vibrer i takt med musikken samt det visuelle. Disse elementer er så gode, at jeg til tider blev fuldstændig distraheret. Eksempelvis tabte jeg en bane, fordi jeg blev rørt over hvor smukt musikken og grafikken var. Tetris Effect fik mig til at føle ting, som jeg aldrig i min fjerneste fantasi, psykose eller stof-relateret oplevelse kunne have forestillet mig, i forbindelse med Tetris. What a time to be alive.

Selvom der ikke er nogen handling, er spillet en sand oplevelse. Også selvom at spillets kampagne, kaldt Journey Mode, er hurtigt gennemført. Hvis man udelukkende fokuser på at klare banerne, er spillet overstået i løbet af et par timer. Men ligesom i Mizuguchis andre spil, handler det om at genspille de forskellige baner/sange og få en bedre high score. Og, i denne omgang, at stige i level. Givet Tetris' vanedannende natur, er dette bestemt ikke en dårlig ting.

Spillet har dog mere indhold, i form af Effect mode. Her spiller man forskellige variationer, såsom en maraton mode der kræver at man rydder 150 linjer, modes der tester din evne til at skabe combos og rydde skærmen, og modes hvor man skal disamere bomber og én der påfører tilfældige handicaps. Det er nogle sjove variationer, der tvinger en til at tænke anderledes. Naturligvis med eksklusive numre, der er lige så medrivende som dem i Journey Mode. Dette er i sandheden et spil, for de intelligente og/eller kreative.

Eneste minus er mangel på multiplayer. Der er naturligvis leaderboards, men man kan ikke spille mod andre. Jeg var fristet til at skære et point af karakteren grundet dette, men jeg tilgiver det. Jeg kan simpelthen ikke se hvordan man kunne tilbyde multiplayer, uden at skulle gå på kompromis med spillets musik og grafik.

Men når det er sagt, så er Tetris Effect lidt af en overraskelse. Jeg har følt ting, som jeg ikke burde under et Tetris spil, jeg er blevet grebet af det, og det er et spil jeg spiller ved siden af andre spil. Dette er et spil, der til tider efterlader en målløs, af rent emotionelt vidunder, med et fantastisk soundtrack. Dette er ikke blot den bedste udgave af Tetris hidtil, det er også et af de bedste oplevelser i 2018. Så absurd som det end lyder.