Shenmue

Med Shenmue rejser vi tilbage i tiden. Denne kultklassiker udkom oprindeligt i 1999, i en tid hvor videospil så småt prøvede at udfordre vores perception af mediet, i streg med andre banebrydende titler såsom Resident Evil, Final Fantasy og (nok især) Metal Gear Solid (for at nævne nogle få). En tid med store ambitioner, der til tider var mere end hvad datidens teknologi kunne håndtere. Shenmue er en historie om ambition, om at gøre noget for første gang og være anderledes fra alle andre.

Bortset fra nogle kampsekvenser (som jeg vender tilbage til senere), så er dette et videospil der anstrenger sig for at være meget atypisk. Hvor andre spil søgte at blande realisme og sjov, satser Shenmue på realisme. Man udforsker Yokosuka, anno 1986. Spillet har skiftende vejrforhold, et ur der konstant tikker, karakterer der har deres egne skemaer og butikker med åbningstider. Det betyder også at spillet er open-world, men stor fokus på en detaljeret verden som man lever sig ind i. Ydere mere også med Quick Time Events. Dette har vi set op til flere gange i moderne spil, såsom Deadly Premonition, Grand Theft Auto, Resident Evil, og især Yakuza serien, hvor sidstnævnte er en spirituel fortsættelse, men det hele startede med Shenmue.

Det er selvfølgelig set bedre gennem de sidste 19 år, men der er et eller andet ved at se et spil der har så mange år på bagen, og vide at det var forud for sin tid og lagde et fundament for mange fremtidige klassikere. Det gør selvfølgelig ikke, at spillet er fejlfrit, fordi vi kommer bestemt til at snakke om problemer. Men lad os starte med at være positive.

Trods 19 år gammelt Dreamcast grafik, begrænset animation for karakterer, et MIDI soundtrack der er både godt og cheesy, og halv kluntet stemme skuespil og dialog, så bliver vi tilbudt en fin historie. Vi spiller som martial artiststudenten Ryo Hazuki, der en december morgen kommer hjem for at opleve, at hans far bliver myrdet af den mystiske og overlegne Lan Di. Dette bringer Ryos fokus væk fra sine studier og sin fars dojo, og hen til at få hævn. Naturligvis bringer dette ham i problemer med bander, imens hans pårørende forgæves forsøger at tale ham til fornuft.

Hvor meget man får ud af historien, afhænger til dels af hvor meget man snakker med de forskellige karakterer i byen, men den virker. Karakterende er mindeværdige, jagten på hævn og mysteriet om Lan Di og de forskellige bander er interessante, og så er der et fint emotionelt aspekt (selvom det kunne være gjort bedre, med 2018 brillerne på). Jeg var interesseret i hvad der skete, hvad der ville ske næste gang, og for karakterendes ve og vel. Godt nok er der ikke altid tilfredsstillende pay-offs for de forskellige karakterer, men det er vel bagsiden af, at dette spil er skrevet til at være det første spil i en saga (hvilket endte med at bide serien i røven indtil for tre år siden, men det nævner jeg i HD-anmeldelsen).

Stemmeskuespillet er tamt, hvor de amerikanske og canadiske (f*ck Canada) skuespillere enten mangler følelse, eller overspiller. Dialogen er ligeledes også mærket, da der dengang ikke var den samme standard for manuskript og oversættelse af japansk, som man har i dag. Alligevel var det langt bedre, end standarden for sin tid (dog ikke på MGS niveau, men ikke så langt fra igen), og jeg blev overrasket over at jeg blev så opslugt af begivenhederne. Til trods for, at spillet til tider ødelagde oplevelsen for mig.

Spillet har to store problemer, som jeg ikke kan tilgive. Hverken i dag, eller for 19 år siden. Eftersom spillet har et tidsskema, er det et problem at man ikke kan spole uret frem. Eksempelvis fik jeg på et tidspunkt besked på, klokken 11:45 at jeg skulle vende tilbage til samme lokation klokken 12:00, dagen efter. Jeg sukkede højlydt, da man, som sagt, ikke kan spole tiden frem. Eller, det kan man. Man kan sove, men det kan man først fra klokken 20:00 af.

Dette betød, at jeg skulle vente otte in-game timer, på at kunne sove. En time varer fire minutter i virkeligheden, hvilket betød 32 virkelige minutter (og 24 timer varer i alt 96 minutter). Her bliver spillet et offer for sine ambitioner, og fordi at dét var det første spil af sin art. Der findes folk at snakke med, et par arkadespil at spille, og (hvis du er heldig) en side quest, men ellers har man intet andet valg end bare at lade Ryo stå og glo som en idiot. Det tog mig fuldstændig ud af oplevelsen, at jeg blev tvunget til at lade spillet køre i baggrunden, imens jeg måtte finde noget andet at fordrive tiden med. Uanset hvad vi har at gøre med, er dette aldrig acceptabelt for et videospil.

Det næste store problem er, hvad der på Dreamcast var, spillets tredje disk. Her får man et havne arbejde, hvor ens dag starter med et obligatorisk ræs (der med tiden bliver røvsygt), og derefter skal man arbejde, hvor man ved hjælp med sin gaffeltruck skal transportere kasser fra A til B, og til sidst indsamle dagens løn. På den ene side er det morsomt, at et spil bliver så hverdagsagtigt at det bliver lige så kedeligt, som et virkeligt fast arbejde (hvilket jeg bestemt kan værdsætte, og også er en del af charmen). På den anden side misser det fuldstændig pointen, med et videospil. Vi spiller videospil for at distrahere os selv fra virkeligheden, så at holde sig så meget til virkeligheden er lidt paradoksalt. Det kommer an på hvad man vil tillade i sine spil, men sammen med det unødvendige tidsspild med at vente på næste begivenhed, gør det ondt.

Spillet finder dog fodfæste igen, hvor vi ganske passende kan snakke om kamp systemet. Det låner en del fra Segas Virtua Fighter serie, og er en blandet fornøjelse. Her er godt nok dybde, i form af forskellige moves der kræver specifikke knapper, men responsen i systemet kunne være langt bedre. Det kan være svært at udføre specifikke moves, hvor det til tider er lettere at bare hamre løs på hånd og ben knappen. Dette bliver et problem når man møder fjender, der rent faktisk giver en stor modstand (spillets sidste kamp kan være noget svær). Det hjælper heller ikke, at blokering af angreb og at undvige dem er irriterende, da det afhænger af hvor man er i forhold til fjenden. Heldigvis skal man ikke forvente kamera problemer.

Selvom de førnævnte problemer gør, at jeg ikke har tænkt mig at vende tilbage til spillet igen, så er jeg stadig positiv over min oplevelse. De negative ting påfører ofte én, en mental mavepuster, men, trods sin alder, kan spillet stadig levere en god og (delvist) fascinerende oplevelse. Det er en udmærket historie lektion, men for sig selv også en god oplevelse. Til tider medrivende, til tider ekstremt frustrerende, men her er bestemt noget at komme efter. Man er bare nødt til at acceptere store problemer, og spillets alder.