Splatoon 2

Splatoon er et spil, jeg altid har været interesseret i. Et spil der fik mig til at tænke: "Oh Nintendo, i skal da også gøre tingene på jeres egen måde". En mildere sarkastisk udtalelse, da det kun er herligt at Nintendo tænker ud af boksen. Men nu blev det endelig min tur, til at prøve Splatoon 2 fra sidste år, så jeg kunne se hvad der får folk til at male byen rød.

Splatoon er et skydespil, men det uhyre geniale twist at det omhandler maling. Du skyder med eksempelvis blå farve, og de andre med gul. På din egen farve kan du blive en blæksprutte, og svømme i din egen farve hvor du både kan gemme dig, men også genoplade dit våben og svømme op af vægge. Befinder du dig på fjendens farve, bliver du ikke men sløv men det kan slå dig ihjel. Det er ikke just den helt store revolution indenfor skydespils genren, men det er genialt alligevel. Tvivler i hvert fald på, at at der var nogen der tænkte det samme som Nintendo.

For nybegyndere (om mig selv), er det bedst at starte med den seks timer lange kampagne, og dens 32 missioner. Her lærer man de forskellige våbens egenskaber, imens man bliver udfordret af fjender og platform sekvenser. En del af banerne besidder den kreativitet som Nintendo efterhånden er kendt for, i blandt deres egne spil, selvom det ikke når Super Mario Odyssey til sokkeholderne. Man får dog rigeligt med udfordring, med et par enkelte baner der gav mig lyst til at flække min Switch midt over. Delvist takket været livssystemet, hvor man maks har tre liv på en gang (et nyt checkpoint giver et liv, hvis du har opbrugt et).

Enkelte baner skinner dog, som sagt, med kreativt og overraskende design. Ikke at man skal tænke helt ud af boksen, men der er enkelte øjeblikke hvor man skal tænke sig om, eller være hurtig. Dertil er der også det herlige element, at man selv skal finde banerne gennem platform udfordringer. Og så er der boss kampene, der er kampagnens højdepunkt. De er kreative og hyggeligt, hvor man ikke kan undgå at smile af dem.

Man kan dog ikke undgå at ønske sig noget mere af kampagnen. Så kreativ som banerne kan være, så bliver det aldrig mere end en tutorial, delvist takket være den tynde historie men også selve designet. Der er godt nok tre sæt samle objekter, og man kan da også opgradere sine våben, men priserne er noget høje, da de kræver både orbs (standard samle objekter) og et andet sæt der kan være godt skjult. Som regel kræver de 1000 - 1500 orbs og 2 - 3 af sæt nummer to, og bare det at nå 1000 orbs kan let påkræve at man gennemfører en hel sektion. Med andre ord: regn ikke med opgraderinger.

Men kampagnen er heller ikke spillets fokus. Det er naturligvis multiplayer, som spillet sælger en på. Her tilbydes fem modes: Turf War (farv så meget af banen som muligt), Splat Zones (fav specifikke zoner nok til at dit hold overtager zonen), Tower Control (krav op på toppen af tårnet, fav det og bliv der længe nok til at den når modstanderens base), Rainmaker (basically Capture the Flag), og den sprit nye Clam Blitz (skaffe nok muslinger til at bryde igennem modstanderens barriere).

Det interessante er, at dræbe andre spillere ikke er et fokus. Jovist, det kan gøre livet lettere i den pågældende situation, men bortset fra Turf War tjener man ikke EXP på det (og selv i omtalte mode er belønning noget smal). Spillet kræver samarbejde, især i de andre modes. Her ser man sig taknemmelig for, at kampene kun er 4 mod 4, og at de typisk varer 3 - 5 minutter. Men er altid tæt på hvor det hele sker, hvilket kan producere nogle ret hektiske kampe. Dette er et trumf kort som spillet ofte gør brug af, og det virker skam. Jeg har været i en del intense kampe, hvor de kun blev afgjort af marginaler. Det får nederlag til at føles knusende, og sejre ualmindeligt belønnende.

De forskellige våben introducerer også en for forskellige spille stile, hvor ens valg af våben virkelig ændrer ens rolle. Jeg startede med at bruge maskine pistoler (kan man kalde dem pistoler, når de skyder maling?), men da jeg senere skiftede til en malerulle, måtte jeg gentænke min måde at percipere kampens gang og min rolle i den. Det gør ikke kun at kampene føles friske hvis man varier sit arsenal, men det giver også en rig mulighed for at spille på sin egen måde (givet at man først har låst op for dem i kampagnen dog).

Udover dette, kan man, lige så snart man rammer level 4 online, købe tøj der kan give en mindre boosts. Jeg kunne ikke altid mærke dem, men at have tøj at købe, som iøvrigt har andre effekter man kan låse op for, er værdsat. Ligeledes at man kan købe mad der øger mængden af penge eller EXP, som man tjener online. Og ekstra plus point for, at spillet ikke har skyggen af microtransactions og loot boxes (tak Nintendo). Når man rammer level ti, får mand adgang til ranked battles, hvor man stiger i rank alt efter hvor mange sejre man har opnået inden for to timer. Stiger man til rank B- får man adgang til league battles, hvor de rigtig hardcore spillere hører hjemme, konkurrencen er hård, og samarbejde er vigtigere end noget andet.

Til sidst er der Salmon Run; spillets variation på en Horde Mode. Overlev tre runder med fjender, hvor man skal skaffe x antal æg fra bosser. Det spilles med fire spillere i alt, og moden har endda sit helt eget level system. Herligt! Desværre er det her, hvor spillet begynder at støde ind i problemer.

Vi kan starte med rotationen. Man er nemlig ikke selv herre over, hvilke baner man har adgang til. Banerne i begge modes roteres hver anden time, hvilket er både godt og skidt. Godt, da man bliver tvunget til at lære banerne at kende, og lader en værdsætte udviklernes arbejde. Dårligt, da det hurtigt kan blive ensformigt da banerne er små, og at de kan føles lidt ens. Samlet set er det egentlig fint nok, men for nogen vil det være et mindre problem hvis man planlægger at spille flere timer af gangen. Det blev det lidt for mig.

Men jeg blev alligevel også irriteret over andre ting. Såsom at Nintendo ikke magtede opgaven, at bygge et chat og party system ind i selve Switchen. For at kunne dette, skal man downloade en app til sin telefon. En app, der bliver afbrudt hvis man modtager et opkald, eller hurtigt vil tjekke en sms. Det viser, at Nintendo stadig har lidt vej endnu hvad angår at nå de andre konsollers online funktioner. Såfremt jeg faktisk kunne spille online.

Måden som Nintendo har designet online delen, går nemlig imod hvad de fleste andre gør. Jeg er desværre ikke så teknisk anlagt så jeg kan sætte mine egne ord på dette, men for de interesserede kan man læse her (kun på engelsk): https://www.reddit.com/r/splatoon/comments/6rtgmg/nat_types_and_connection_problems_explained/
Dette betød, at fordi min NAT type er D, kunne jeg ikke spille online. Jeg kunne sagtens gå på online butikken og downloade ting. Jeg kunne endda sagtens spille Fortnite, men når det gælder Nintendos egne spil, er de åbenbart stadig håbløst bagud.

Jeg fandt dog en løsning. Jeg kunne sagtens spille online, hvis jeg forvandlede min OnePlus5 til et wi-fi hotspot. Så kunne jeg spille online helt fint, men det kræver jo at jeg bruger det data jeg har tilgængelig på mit abonnement. Jeg har syv GB data om måneden, og en time online kostede mig cirka 100 MB. Dette betyder godt nok 70 timers online gameplay om måneden, men derefter kommer der hvor hurtigt det sluger batteriet (en time i sig selv slugte mellem 15% og 20%), samt at det gjorde min telefon ret varm. At jeg i 2018 (ved godt at spillet er fra 17, men alligevel) skal regne med at min telefon gør ting, som Ninten-don't er fuldkommen latterligt.

Splatoon 2 er et godt spil, der gør så meget rigtigt. Gameplayet er et opfindsomt twist på skydespil, men en sjov online del, herlig grafisk stil og hyggelig musik. Her er meget der kan anbefales, men det bliver trukket ned af at Nintendo, når det gælder online funktioner da de enten ikke magter opgaven, eller ikke aner hvordan man gør.

Men på trods af dette, så skal det roses at Nintendo tænker ude af boksen, og giver os noget opfindsomt. Og nogle gange rækker innovation langt, selv til trods for mangel på kompetence. Hvis man har den rigtige form for internet forbindelse/router, er spillet nemt at anbefale. For folk som mig, må man være forberedt på en irriterende oplevelse. Også selvom at jeg selv må indrømme at jeg, til trods for rotationen, havde det pokkers godt.

(For dem der ikke har de online problemer, som jeg havde, vil jeg mene at spillet fortjener 8/10).