Detroit: Become Human

Franske David Cage er en af de få auteuere, som der er tilbage i videospil industrien. Men imodsætning til andre auteruere, såsom Shinji Mikami og Hideo Kojima, har Cages værker altid været en blandet fornøjelse. Fremad tænkende og ambitiøst, men for ambitiøst. Han har ganske enkelt for mange bolde i luften, og til tider er der blevet truffet dårlige beslutninger. Heavy Rain vidner om overambitionen, Beyond: Two Souls om dårlige beslutninger. Detroit: Become Human ankommer altså med mindre hype, men spørgsmålet er om Cage har taget ved lære.

Spillet foregår i Detroit anno 2018. Androider er blevet lige så udbredt som smartphones, hvor de nu bliver købt til at udfylde alle mulige beskæftigelser muligt. Fra tjener til hjemmehjælper. Fra barnepige til prostituerede. Her følger vi tre androider. Kara, der er på flugt med pigen Alice, fra Alices voldelige far. Connor, der som detektiv opfanger andre androider, der er blevet afvigere. Og til sidst Markus, der efter at have været hjemmehjælper for manden Carl, bliver en del af en gruppe der søger at starte en androide revolution. Historierne tilbyder altså hver deres ting, og selvom enkelte historier overlapper med hinanden, står de for det meste på egne ben.

Før jeg går dybere ind i spillets historie, kan jeg berette at Cage ENDELIG har fundet en anden part, der rediger hans manuskript. Detroit fortæller en sammenhængende historie, der har en klar råd tråd. Det er slut med pointeløse scener, der kun eksister for at trække gameplayet ud. Sektionerne giver mening, og har faktisk en effekt på selve plottet. Der er ikke så meget fokus på atypiske videospil scenarier, men mere på hvad der gavner historien. Det er dejligt at se. Min mistanke går på Adam Williams, der før udgivelse stod som medforfatter, men som nu er blevet fjernet fra rulleteksterne. Men lad os grave dybere.

Karas sektioner er praktisk talt en mom simulator, hvor prioriteten er at passe på Alice. Det er skam også fint, fordi det er faktisk meget medrivende. Man føler hurtigt for tingene, og de får lov til at dele en god mængde søde scener sammen. Connors thriller øjeblikke er mindst lige så medrivende, takket være forholdet med menneske partneren Hank, der er et af spillets absolutte højdepunkter. Dette skyldes især Bryan Dechart og Clancy Brown, der i et hav af flot skuespil skiller sig ud.

Markus er derimod spillets svageste led. Ikke fordi Markus i sig selv er kedelig (hans historie starter i øvrigt rigtig godt, hvor selveste Lance Henriksen medvirker), men fordi hans historie er generisk. Det er ikke just originalt, som han samler tilhængere og kommer med inspirerende taler. At det ikke er originalt, kan man sagtens beskylde de andre plotlinjer for, men de tilbyder bare bedre side karaktere. Markus' omgangskreds er enten for tynde eller forhastet.

Men når vi snakker om Markus og hans revolution, kan spillet også kritiseres for sine temaer. Det handler naturligvis om slaveri, undertrykkelse og frigørelse, men Cage har ingen forstand på hvordan hvordan disse skal formidles. Cage er alt for glad for at sammenligne androider med de sorte i 60'erne, såsom at de står bag bussen, bliver afskyet, ikke må gå ind på specifikke steder men alligevel bliver sat til forskellige nyttejobs. Cage taler nærmest ned til publikum, da han ikke stoler på os og vores perception. Til tider grænser det sig til misbrug, selvom det enkelte steder faktisk leder til nogle overraskende effektive og uforglemmelige øjeblikke.

Faktisk er der en lang række øjeblikke her, som jeg sent vil glemme. Både fordi de er mesterligt udført, men også fordi Cage faktisk formåede at røre mig. Mere end en gang. Og faktisk til tårer en enkelt gang. Når det gælder emotionelle øjeblikke og forbindelser, er spillet overraskende stærkt (på nær Markus, til trods for tre specifikke scener). Der bliver gjort meget for at uddybe dem og deres forhold. Spillet kan både være sødt, deprimerende og hjerteskærende.

Dette skyldes spillets valg, selvom dette egentlig kun gælder Connor. Alle hovedpersoner har hver deres karaktere, som de har et forhold til, hvor hvad du siger og gør at påvirker din relation til dem. Hank kan agere meget anderledes, afhængig af hvordan man er som partner, hvilket kan føre til begge ender af spektrummet. Igen, Connor og Hank er noget af det absolut bedste ved spillet. Denne variabel er teknisk set også mulig for Kara og Alice, men der skal meget til før det ender skidt, hvis det overhovedet er muligt. Jeg prøvede ikke på at opnå et dårligt resultat, og min nære veninde som jeg spillede med, nænnede det heller ikke.

Ja, dette er et David Cage spil, så der er naturligvis valg der skal træffes. "Valg" er et buzzword som mange spil kaster om sig i disse dage (se bare nogle af årets spil på E3 2018). Et buzzword, som Detroit med glæde har fået en tatovering af. Men dette er et af de få spil, der rent faktisk leverer på den tekst, som bagsiden prøver at sælge en på.

Når jeg siger at spillet har tatoveret "valg" på sin krop, snakker jeg om flowchart systemet. Dette er en graf der viser hvilke ting du har gjort, og teaser en med hvad man ellers kan nå. Spillet viser direkte, hvor mange muligheder der er. Og selvom ca. 1/3 - 2/4 del leder til det samme, er her stadig mange variabler. Som eksempel, kan spillets første scene slutte på fem forskellige måder.

For slet ikke at tale om spillets sidste kapitel, hvor muligheder for forskellige scener kan tælles på to hænder, hvis ikke tre. Her er mange forskellige scenarier, der ikke kun fører til vidt forskellige konsekvenser, men som også inkluderer vidt forskellige scenarier. Dette gælder især Kara, der kan foregå på vidt forskellige steder. Ikke at Connor og Markus ikke har variationer, for det har de, men Kara har de mest varieret scenarier. Men hvis alle slutninger bliver talt med, hvilket også inkluderer dødsfald, er der omtrent 55 forskellige slutninger. Food for thought!

Generelt føles det som om, at Cage endelig har opnået sin vision, for at lave en interaktiv historie med en masse valg og variabler. Beyond var ret mangelfuld på valg, hvor Heavy Rain i nutidens øjne er lidt halvhjertet. Men med Detroit er det endelig opnået, og det tilføjer naturligvis også en god spand genspilningsværdi. Når første tur, på ti timer, er overstået, er det anbefalet at hoppe tilbage og prøve forskellige muligheder. Det er ret sjovt.

Gameplayet er typisk Quantic Dream, fyldt med vandren og quick time events der matcher hvad karakterende gør. Hvis man er en af dem, der mener at Cages spil er mere film end spil, vil man ikke ændre mening her. Men for folk som mig, er her massere at komme efter. Jeg levede mig fuldstændig ind i spillets verden, og glædede mig til at vide mere om den. Her er nogle ret interessante magasiner, bare for at nævne lidt. Spillet har desuden også nogle oprigtigt udfordrende kamp sektioner, selvom de til tider er lidt for lette.

Der findes også de mere unikke mekanikker. Connor kan spole frem og tilbage i tiden, for at løse forskellige gerningssteder, og skanne efter gåder, hvor Markus med samme metode kan udregne parkour veje til at nå sit mål. Disse skaber god variation, selvom de ikke just er udfordrende. Men de hjælper også med at gøre karakterende anderledes fra hinanden.

Kontrollen er dog ikke altid perfekt. Spillets motion controls kan drille lidt, og det er distraherende når de dukker op i en kamp sekvens, selvom det giver mening. At søge efter gåder kan være en lidt for løs affære, da det ikke altid er til at gennemskue hvor enkelte gåder er. Desuden opstår der også problemer, da både kameraet og interaktivitets knappen styres med højre analog stik. Ikke at det ødelægger noget, men det sker nok til at man ligger mærke til det.

Vi må desuden vende tilbage til plottet, da der udover temaet stadig gemmer sig problemer. Dialogen er markant bedre, men der er stadig linjer der ikke virker. Og enkelte øjeblikke, hvor Cage vil blære sig over hans kendskab til obskure engelske ord. Der findes desuden også små plothuller her og der, der trods irritationen heldigvis ikke når Heavy Rains plothul til sokkeholderende. Til sidst, har spillet også et af de mest ubrugelige twists jeg længe har set, der desuden også fuldstændig underminer en stor del af en karakters ark. Det skadede ikke min forbindelse til den pågældende karakter, da jeg heldigvis havde muligheden for at ignorere drejningen, men det er stadig dumt.

Man kan selvfølgelig heller ikke snakke om et David Cage spil, uden at tale om grafik. Hans spil har altid skubbet grænserne for karakter animationer og ansigter, hvilket han med glæde har blæret sig med, i en ethvert given lejlighed (loading skærme i Heavy Rain var intet andet, end ansigter f.eks.). Selvfølgelig bliver barrieren skubbet endnu engang her, fordi Detroit er naturligvis et smukt spil. Spillet har en god astestisk stil, ansigterne er realistiske og animationerne er fremragende. Generelt føles spillet også mere glidende end forrige spil, når det gælder inputs af QTEs, hvilket er herligt. Billedhastigheden er ikke altid lige god, men det er små ting.

Stemme skuespillet er også rigtig godt, hvor lyd effekterne dog godt kunne have brugt noget arbejde. Det er, for det meste, godt, men enkelte sekvenser har alt for lave lydeffekter. Omvendt er der enkelte øjeblikke, der lydmæssigt er ret effektive. Man har desuden også taget den interessante beslutning, at hyre en ny komponist for hver karakter. Det fører til interessant og fin musik, der er varieret og passer til situationerne. Om de fungerer taget ud af spillet, ved jeg dog ikke

Med Detroit: Become Human viser David Cage fremskridt. Ja, han har ikke lært tematisk beskedenhed, og nogles af hans gamle problemer hjemsøger stadig. Men de nye karaktere er de bedste han hidtil har skrevet, og her er mange uforglemmelige øjeblikke. Karakterende er stærkere end plottet, og Detroit viser at selv med et standard plot, kan man komme langt hvis karakterende er velskrevet. Og så kan man ikke undgå at blive imponeret, over de forskellige konsekvenser ved ens valg og varianterne.

Hvis man ikke er fan af David Cage, er her ikke helt nok til at få en til at ombestemme sig, og kun tiden vil vise om det holder sig lige så skidt, som Heavy Rain. Men hvad angår 2018, er Detroit: Become Human en af årets bedste oplevelser.