God of War

I en tid med remasters og reboots er det tid til endnu en. Denne gang en blød en, af slagsen. Turen er kommet til krigsguden Kratos, der har været hidsig siden 2005. Dog i 2018 har han lært at få styr på vreden, og er i stedet blevet passiv aggressiv. Ikke at han taler om sine problemer, nu holder han dem blot inde. Bare rolig, manden behersker tålmodighed, til en vis grad, selvom det umiddelbart ikke lyder sådan.

Dette er reflekteret i spillets tempo, der er stille og roligt i stedet for konstant action og fremdrift. Verdenen i God of War 2018 er mere afslappet, refleksivt og smukt. Kratos' seneste eventyr foregår i Skandinavien, med nordisk mytologi som motiv. Ligesom i de første syv spil (der tog udgangspunkt i græsk mytologi, bliver der frit fortolket af den nordiske. Spillet tager sine artistiske friheder i ny og næ, men det skal der være plads til.

Dette skift betyder også en ny følelse af isolation. For det meste, er man udelukkende i selskab med Kratos og hans søn Atreus. De bliver afbrudt af andre karaktere og monstre, men ikke i samme omfang som tidligere. Dette medfører også en øget sans for udforskning. Spillet er lineært, krydret med alternative veje der fører til hemmeligheder, enkelte åbne områder og områder der ikke er obligatoriske for historien. Man bruger en del tid på at sejle, og det er her at man kan gå på opdagelse. Selvom jeg vil anbefale at udforske så meget som muligt, så er man nødt til at komme tilbage senere da visse forhindringer kun kan klares med våben og udstyr, som du ikke har opnået endnu. Set det som en blanding af de seneste Tomb Raider spil, og Metroidvania genren.

I stedet for red orbs optjener man nu EXP, gennem kampe, udfordringer og quests. Disse kan man bruge på nye våben angreb, og opgraderinger af særlige angreb. For mange vil disse angreb være overflødige, men de er alligevel meget velkomme. Det er værdsat at få muligheden for at lege med systemet, hvilket også bliver komplimenteret af et fremragende kamp system.

Kratos' nye våben er en Leviathan Økse. Den slår hårdt, og Kratos kan til og med kaste med den, og kalde den tilbage. Dette kan udnyttes i kamp, og i mange af spillets puzzles. Fjenderne er belønnende at kæmpe imod. Ikke blot fordi de er sjove at slås med, men også fordi de kræver strategi. At hugge løs er ikke altid vejen frem, da man også skal huske at blokere og parrer. Dette, samt med at spillet jævnligt introducerer en for nye fjender, gør at man skal forblive opmærksom og være forsigtig. Atreus står også klar til at hjælpe, hvor han kan tage fjender i føregreb, og skyde pile på fjender. Han er ret brugbar, og at han nærmest er uovervindelig forhindrer spillet i at være en lang eskorte mission. Spillet har en rigtig god balance, hvad angår sværhedsgrad, og dertilhørende svære side bosser.

Ydermere er der også en fin mængde udstyr at finde, hvor man også kan justere efter sin spillestil. Eksempelvis: vil man fokusere på angreb og magi, eller liv og forsvar. Igen, findes der en kompleksitet og dybde, der gør at man kan spille spillet på sin egen måde. Og sammenlagt med muligheden for at opgradere disse, via de underholdende dværge Brokk og Sindre, er dette endnu et plus point.

Gameplayet er selvfølgelig ikke perfekt. Enkelte fjendetyper bliver brugt lidt for ofte, og backtracking er lidt irriterende da nogle passager er langsommelige (såsom lifte), men selv dette bliver, for det meste, hjulpet af et fremragende level design, der med inspiration fra Dark Souls har lært oprette genveje (som man selv må opdage), der gør livet lettere. Generelt er gameplayet virkelig udtænkt, hvor der er lagt meget opmærksomhed i de forskellige detaljer. Man kan mærke at spillet har taget fem år at lave.

Men dette er naturligvis ikke alt hvad spillet har at tilbyde. Trods det nye sceneri, det langsommere tempo og et mere personligt fokus (hvilket jeg kommer tilbage til), leverer GoW18 stadig det som serien er kendt for: brutal vold og episke spektakler. Kratos henretter stadig fjender på en noget så voldelig måde, hvilket er tilfredsstillende at være vidne til. Også selvom der godt kunne have været noget variation i animationerne.

Men de episke spektakler er fantastiske. Måske fordi de netop kontraster resten af spillet så meget, gør at de bliver endnu mere effektive. Der er ikke sparet på noget, spillet har nogle ret intense sekvenser, hvor man ikke kan undgå at tabe kæben og ved sekvensens afslutning side måbende tilbage. På måde der inkluderer "har jeg virkelig været vidne til dette?" og "har jeg spillet dette?". At bare give den mindste hentydning til dem, ville være en skam. De skal opleves!

Men de virker også, takket være det personlige fokus. Spillet har nogle helt vidunderlige karaktere og interessante skurke, med de førnævnte underholdende dværge, den herlige Mirmer, den kærlige men skeptiske heks i skoven og den interessante fremmede (ja, jeg prøver at undgå spoilers). Men det er især Kratos og Atreus der er de sande stjerner.

Efter døden af henholdsvis kone og mor, drager Kratos og Atreus ud for at finde det højeste punkt i Midgård, for at sprede hendes aske. På vejen bliver de dog jagtet af monstre, samt en fremmed mand der hævder at vide noget om Kratos' fortid. Samtidig skal den unge og naive Atreus lære at jage og generelt overleve i et barskt miljø, hvilket skaber frustrationer for farmand Kratos.

Kratos er en hård farmand, og selvom man let kan regne ud hvordan deres forhold udvikler sig, er det ikke mindre medrivende at være vidne til. Dette skyldes et fremragende manuskript, samt skuespillerne bag Kratos og Atreus, Christopher Judge og Sunny Suljic, der ville fortjene en Oscar nominering hvis dette var en film. Ser i, ligesom Naughty Dog, har Santa Monica Studio lært at klichéer kan gøres medrivende, hvis de udfoldes med dybde og karakter. Effekten bliver kun større, hvis man har spillet de første syv spil, da dette faktisk er en fortsættelse (ikke at det behøves, at have spillet de andre for at føle for begivenhederne her).

Præsentationen gør også meget, for at holde en fanget. Musikken er tilpas, selvom den ikke just er mindeværdig, og grafikken kan beskrives som noget af det smukkeste der hidtil er set. Med spillets es i ærmet, er at hele spillet præsenteres som en lang optagelse. Her er ingen klip, hverken fra gameplay til mellemsekvens eller i en mellemsekvens. Trods den fem år lange udviklingstid, har udviklerne sikkert taget inspiration fra Metal Gear Solid V spillende, men det er fantastisk at se på. Det gør det kun lettere, at leve sig ind i spillet.

Og fantastisk er netop et ud af to nøgleord her. Få spil opnår en kvalitet af denne mængde, som God of War opnår. Trods sine små imperfektioner, føles alt nøje gennemtænkt og et hvert øjeblik er lavet med forsigtighed og kærlighed. Dette er et eksempel på et spil med en god vision, der bliver udført på bedst mulig måde. Dette er et eksempel på et yderst talentfuldt hold, der ved hvad de laver. Dette, er et eksempel på et mesterværk.