Yakuza 6: The Song of Life

Ting kan ikke fortsætte i evigheder. På et tidspunkt må alt slutte. Dette gælder også for Japans Chuck Norris, Kazuma Kiryu. Dette, til trods for at Yakuza serien endelig ser ud til at have fundet fodfæste i vesten. Serien har eksisteret siden 2005, men var lang tid om at slå igennem grundet hvor indbegrebet serien har været i japansk kultur. At alle spil, på nær det første, udelukkende inkluder japansk tale har sikkert ikke hjulpet på det.

Men i 2015 gav Sega serien et nyt forsøg herovre, med 5'eren på PS3, 0 (januar 2017) og Kiwami (august 2017) på PS4. Yakuza 6 er altså altså det fjerde vestlige Yakuza spil på tre år, og i august 2018 udkommer Kiwami 2 endda også, en PS4 remake af Yakuza 2. Men før vi når dertil, skal vi tage en sidste rejse med Kiryu. En rejse der giver alt det som serien er kendt for, dog desværre med nogle opvæksts smerter.

Yakuza 6 er det første spil i serien, der er bygget udelukkende til PS4'eren. Dette har resulteret i en ny spil motor, der gør verdenen mere levende end hidtil set i serien. Det når stadig ikke vestlige højder, men det føles for alvor som en storby når man udforsker den dejlige genganger Kamurocho. Spillet loader ikke længere når man går ind og ud af bygninger, heller ikke når man kæmper imod de bøller der hader ens eksistens. Man kan endda ende med at blive smidt ud af butikker, hvis ens kampe ender i deres butik.

Dette får Yakuza 6 til at føles ret anderledes fra de andre, en følelse som bliver forstærket af det nye EXP system. Man får nu fem former for point, der kan bruges på at købe nye færdigheder, opgraderinger til ens evner og liv. Det er et mere frit udviklingssystem end tidligere, og der er mange måder man kan optjene dem. Selv det at spise mad, er nu en vigtig strategi. Ikke blot for liv, men også for EXP. Dertil er der også minispil, historie og sidemissioner og meget mere. Man har måske ikke opgraderet Kiryu fuldstændig til sidst, men man er nået langt derhen.

Kampsystemet, trods den mere glidende overgang mellem udforskning og kam, er for det meste det samme. Har man ønsket forbedring og nytækning på det område, må man gå forgæves fra Yakuza 6. Heatsystemet er anderledes, hvor man nu kan gå i heat måde og give mere skade end tidligere, men det er så også det. Ligesom i de andre kan man sagtens bruge de samme angreb, uden at skifte taktik en eneste gang. Serie har aldrig været kendt for sit dybe kampsystem, og omend det stadig er rigtig sjovt at spille, føles noget ved siden af sig selv.

Et varemærke ved serien er de overdrevet voldelige angreb, men der er langt færre af dem i denne omgang. De er blevet kraftigt reduceret. Det samme gælder også for de våben man kan kæmpe med, hvor man nu ikke engang beholder dem efter kampe længere. Det er stadig et sjovt kampsystem, trods dens ensformighed, men man kan ikke lade være med at føle at der mangler noget.

Det samme gælder for spillets verden. Først og fremmest er enkelte bydele af Kamurocho utilgængelige. Ikke af historiemæssige grunde, man kan bare ikke gå derhen. Spillet prøver at gøre op for dette med den nye by Omonichi, der befinder sig i Hiroshima regionen, men den by er nærmest en joke da den, udenfor historien, tilbyder meget lidt af substans (selvom det, visuelt, er et fint sted).

Reduceringen er også gået udover spillets indhold. Der er stadig nogle arkade maskiner, karaoke (med markant færre sange), hostess osv., men hvor kamp collisumet? Bowling, fiske efter bamser osv? Hertil er der også kun 52 substories, hvor de andre spil (minus Kiwami) plejede at tilføje flere ting. Selv det, at gå på jagt efter udstyr og sende folk på missioner udenbys er fjernet.

Eftersom man også kun spiller som Kiryu, er man også vendt tilbage til kun at have en kamp stil. Tidligere spil har brugt fere karaktere for flere stile, men selv Kiwami gav Kiryu fire stile i alt. At kun give ham en her, føles som et skridt tilbage for serien, hvor vi nu er tilbage, variationsmæssigt, til Yakuza 3, og det spil er altså otte år gammelt!

Mistanken falder i alle tilfælde tilbage på spillets nye motor, Dragon Enginen. Taget i betragtning hvor poleret Yakuza 0 var, kan dette være den eneste undskyldning hvorfor der er fjernet så meget siden da. Forklaringen findes formentlig, at serien får en ny udgivelse årligt i Japan, hvilket gør at udviklerne ikke har haft nok tid til at finjustere og tilføje alt det de gerne ville. Det er ærgerligt, men det skader spillet.

Dette generede mig meget efter spillets intro, men som jeg kom længere ind i oplevelsen sluttede jeg halvt fred med det. Dette skyldes til dels at dét som Yakuza 6 tilbyder, er bedre end aldrig før. Karaoke musik videoerne er herlige, alle substories har stemme skuespil, kamp systemet føles også bedre da et hvert slag føles kraftigere. Disse ting er med til at hive spillet op i niveau.

Dertil er der også tre sprit nye minispil. Man kan fange fisk med spyd, som bliver præsenteret i herlig lightgun stil. Man kan spille baseball, der har noget dybde men som jeg ærligt stadig ikke aner, hvordan helt fungerer. At jeg vandt kampe var mere held end forstand.

Sidst, men ikke mindst, er der Clan Creator hvor man starter en bande, der skal bekæmpe den berygtede JUSTIS gruppe, der mere er end (omend sjov) undskyldning for at inkludere japanske wrestlere. Det er en sjov ide , fyldt med level system og online muligheder. Desværre er der ikke meget dybde i det, udover at blot tilkalde folk og udnytte de forskellige lederes egenskaber. Men sjovt er det alligevel.

Jeg lyder meget hård i mæglet, og jeg er skam heller ikke helt færdig med at være negativ, men jeg kan stadig godt lide Yakuza 6. Igen, hvad der mangler i forhold til tidligere spil fik jeg det bedre med, som tiden skred frem. Det siger lidt om hvor meget serien normalt forkæler en, men også hvor godt 6 egentlig er. Fordi trods sine mangler og nedgradering indholdsmæssigt, er spillet stadigvæk langt bedre end gennemsnittet.

Der er stadig intet spil, der formår at balancere det seriøse med det useriøse, at få en til at grine og græde. Alt dette, sammen med dens blanding af japansk kultur. Både i forhold til tale måder men også til hostess' og live chat mini spil. Dog, selvom disse elementer angiveligt som værende almindeligt i japansk kultur, såsom live chat med tøser der stripper, så virker det stadig tåkrummende og ubehageligt for et vestligt publikum.

Og selvom gameplayet er mangel fuldt, så er det stadig utroligt underholdende og medrivende at spille. Her er mange mindeværdige ting, til trods for at det mere føles som en lancerings titel til en ny konsol, fremfor det sjette spil i en længere gående serie. Det tog mig endda "kun" 50 timer at få platin, hvor tidligere spil tog mig både 70 og 102 timer (i helholdvis 0 og 5), for bare at opnå ca. 60%. Men egentlig er problemet med spillet mere, at det er lidt kontroversielt for fans. Ikke blot i forhold til reducering af indhold, men også historien.

Spillet foregår direkte efter Yakuza 5, hvor Kiryu endnu engang må bag tremmer. Denne gang i tre år. I mellemtiden er en ny kinesisk triade dukket op, der søger at tage magten over Kamurocho fra Tojo Klanen. Alt dette er Kiryu dog fløjtede ligeglad med, da hans "datter" Haruka er endt i koma efter et biluheld, sammen med sin søn endda. Dette må Kiryu naturligvis komme til bunds i, eftersom hun før det har været forsvundet i tre år.

Historien føles anderledes i forhold til tidligere, da dette er Kiryus mest personlige rejse. Der er naturligvis en konspiration, der kommer på banen sent inde i spillet, men for det meste er Kiryu ellers drevet af sit forhold til Haruka. Og hans tålmodighed er ret lille, i forhold til tidligere. Det er en anderledes Kiryu, men han er stadig en engagerende karakter.

Det kontroversielle kommer til udtryk på to punkter: fan favoritter, såsom Majima, Saejima og Daigo er næsten ikke med. Det er mærkeligt men det giver mening. Dette er ikke deres historie. Til gengæld får vi en lang række nye karaktere, der er mindst lige så interessante og velskrevet som serien er kendt for. Selv når udviklerne vælger at smide de sikre karakter kort væk, leverer de stadig varen. Og som altid, er historien engagerende, spændende og emotionel.

Men i denne omgang svigter klimakset lidt. Spillet giver ikke sig selv tid til at komme med tilfredsstillende løsninger, på de fleste plottråde, og når man når sidste bossen føles det som om at man er gået glip af noget. Spillet trængte tydeligt til mindst et kapitel yderligere, for at nå hele vejen rundt. Det er ærgerligt, fordi der er stadig enormt effektive øjeblikke, men de får bare aldrig helt den vægt som de fortjener.

Alligevel kan historien ses som værende en passende afslutning for Kiryu. Den vil muligvis ikke tilfredsstille alle, men for mig var det fint. Ikke kun fint, men hjerteskærende. Om det virkelig er det sidste vi ser til Kiryu vides ikke, da slutningen er på samme niveau som Uncharted 4. Men for mig ændrer det ikke noget.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Yakuza 6 er et godt spil. Det er over gennemsnittet, og bare det at få et moderne Yakuza spil er en herlig ting. Det er bare ærgerligt, at spillet har problemer, som serien aldrig har haft før. Det problematiske klimaks, manglen af indhold og gameplay muligheder. Sammenlignet med andre spil er dette ikke et problem, det er mere sammenlignet med de andre spil i serien. Især 5 og 0.

Hvor meget man nyder Yakuza 6 handler nok om hvor stor fan man er. En nybegynder vil ikke se så negativt på manglerne, selvom at en nybegynder ikke vil mærke meget i forhold til Kiryus sidste rejse. Hvad jeg i sidste ende kan sige, er at det er en lidt polariserende oplevelse, men stadig godt over gennemsnittet sammenlignet med konkurrencen.