The Evil Within 2

Tilbage i 2014 meddelte Resident Evil skaberen Shinji Mikami sin tilbagevenden til survival horror genren (en genre manden selv gjorde populær), med The Evil Within. Et spil der både underholdte mig og skræmte mig fra vid og sans. Havde det ikke været for den ret svage historie, havde det let været et 10/10 fra mig. Tre år senere er fortsættelsen på banen, dog uden Mikami ved roret (den ære tilfalder John Johanas, hvor Mikami holder sig som producer), og det kan godt mærkes.

Hvor forgængeren føltes som et personligt værk, skabt af en mester der gør det han er bedst til, føltes dette som et spil der søger at rette problemerne fra det første spil, og tage en anderledes retning. Ikke at dette er en dårlig ting, det føles bare ikke helt det samme. Men hvad spillet dog har tilfældes med det første spil, er at kvaliteten er ret høj.

Som tidligere er der fokus på at spare ammunition og snige sig forbi fjenderne, men i denne omgang er dette fokus forstærket. Her er stadig boss kampe og enkelte højtryks situationer, men for det meste er spillet tavst og roligt. Spillet har et mesterligt tempo, især når det bliver lineært. I disse sektioner er spillet på sit absolut bedste, med omgivelser der opererer på mareridts logik, og en tung og undertrykkende atmosfære.

Ja, spillet er uhyggeligt. Uhyggeligt, vammelt og grotesk. Og det er herligt, men selvfølgelig ikke for sarte sjæle. Der er mange gange, hvor frygten for at gå frem, eller bare det at vende sig om melder sig, eller hvor spillet driller en med hvad der er rundt om hjørnet, fordi selvfølgelig er der noget om hjørnet!

Men det bliver aldrig helt forudsigeligt. Enkelte gange, jo, men ellers er spillet dygtig til at tage røven på en. Et eksempel er ressourcer, som jeg fandt på en båre. Til venstre for mig lå der et monster, og det var ret tydeligt at den ville rejse sig, lige så snart jeg tog ressourcerne. Det gjorde den også. Men hvad jeg ikke regnede med, var at der gemte sig et monster i blandt nogle kasser, under båren. Det en ud af mange gange, hvor spillet fik mig til at hoppe. Spillet tager røven på mig, og jeg er ikke engang sur. Well played.

Men det går længere end blot jump scares. Spillet har en række voldelige og groteske øjeblik, der i sig selv bliver flot udnyttet til at skræmme en. Dette hjælpes af ret pæn grafik, hvor især enkelte fjender og bosser er groteske på kreative måder. Til tider er det nogle syge ting man er vidne til, såsom en serie morder der forvandler vold til forstyrrende kunst. Spillets måde at skræmme på er ikke just originalt, hvor enkelte tricks og omgivelses designet er lidt lånt fra andre spil og film/serier, såsom Twin Peaks. Men når det hele virker, og til tider bliver udnyttet på en opfindsom måde, så gør det ikke noget at børste sig på lånte fjer.

Generelt kører spillet på en psykisk, hvor man ofte ikke kan vide sig sikker på, hvad man er ved at vade ud i. Der var i hvert fald mange gange, hvor jeg blev overrasket over hvad jeg opdagede. Især, når spillet ikke var lineært.

Ind i mellem bliver man smidt hen til områder der er åbne. Her er spillet på sit mest rolige, hvor det i stor grad handler om at snige sig forbi fjenderne. Det føles til tider som Silent Hill, bare uden tågen, hvor man forsigtigt navigerer udenom fjender, går ind i huse for ressourcer og samle objekter. Men selv det at udforske byen Union kan have nogle skræmmende overraskelser. Enkelte samle objekter fører faktisk til unikke situationer, nogle psykiske og andre dødelige. Jeg følte mig straffet for at gå efter alle samle objekter, og jeg elskede et hvert sekund af det.

Her tilbydes også enkelte side missioner, der er værd at gennemføre for deres belønninger. Man har brug for alt hvad man kan få, for der kan være langt mellem ammunition og helbred. En maks beholdning af ting er ret striks, med mindre man finder tasker der øger hvad man kan have på sig. Men selv hvis man skulle rende rundt med en del ammunition, har du højst sandsynligt brugt næsten det hele når man er i kamp.

Fjenderne kan tåle ret meget, og de kan være dygtige til at undgå dine skud. Der findes ikke noget mere stressende end spildt ammunition. Det er strengt men rimeligt, og selvom man kommer ud af en kamp med dårligt nogle ressourcer tilbage, skal spillet nok sørge for at give dig en hjælpende hånd. Balanceringen er perfekt, men man skal stadig være ret forsigtig. Men uanset hvor mange ressourcer man har ved hånden, forbliver det altid en intens affære.

De åbne områder tilbyder også safehouses, hvor der som regel er folk at snakke med. Her kan man drikke kaffe, hvilket giver en fuldt liv, opgradere våben, skabe ammunition, pile og helbredende sprøjter, via forskellige former for materialer man finder undervejs. Herfra kan man også tage til Sebastians gamle politikontor, hvor man kan opgradere ham og låse op for skabe. Det føles belønnende at opgradere sig selv og sine våben, hvilket også gør det sjovere at vende tilbage i New Game Plus, når man pludselig uden besvær kan feje al modstand væk.

Siden spillets oprindelige udgivelse er der, gennem en patch, blevet tilføjet muligheden for at spille spillet gennem first person mode. Omend det er tydeligt at se, at spillet oprindeligt ikke var designet til dette, da nogle mellemsekvenser altid vil foregå i tredje person og spillets våben kun er på skærmen når man sigter med dem. Det er dog stadig en velkommen mulighed, hvis man vil gøre spillet endnu mere uhyggeligt.

Så vi har altså, endnu en gang, intenst, opfindsomt og mesterligt gys. Præcis ligesom i det første spil, hvis ikke endnu bedre her. Spørgsmålet er så hvordan historien klarer sig, der, som bekendt, var noget ringe.

Der er gået tre år siden begivenhederne i Beacon, fra første spil. Her man forfatterne ved lejligheden, opfundet en kone (Myra) og datter (Lilly) til Sebastian (som det første spil nævnte intet om). Udover at Sebastian stadig er traumatiseret over Beacon, er han også præget af skyldfølelse og depression, efter Lilly døde i en husbrand og Myras forsvinden.

Men der er håb da Sebastian bliver kontaktet af sin tidligere kollega Kidman, som fortæller at Lilly stadig er i live, men bliver brugt som kraft til at vedligeholde Union, en digital by skabt af Stem teknologi. Hun er dog forsvundet derinde, og holdet der blev sendt ind frygtes dræbt. Sebastian bliver derfor sendt ind for at rette op på det.

Handlingen er dum og latterlig, men på en sjov og selv bevidst måde. Manuskript forfatterne er godt klar over hvor latterlig hele premisen er, og tager med glæde den ene dumme og overdrævede drejning efter den anden. Jeg kunne ikke undgå at læne mig tilbage, og nyde dumskaben. Næsten alle karaktere er tynde, trods muligheder for at snakke lidt med dem. Og alligevel fandt jeg mig selv emotionelt investeret i Sebastians rejse og klimakset gav mig faktisk tårer i øjende. Dette skyldes hvad der egentlig kan anses som værende et problem.

Følger man udelukkende historien, får man ikke tilfredsstillende afslutning på tingene. Sebastian har faktisk et fint karakter ark, men dette er blevet relegeret til nogle specifikke situationer, der kun opstår hvis man finder specifikke samle objekter, som spillet ikke på forhånd dig opmærksom på. Det tilføjer til overraskelsen ved at udforske, men det skader hoved plottet hvis du ikke går efter samle objekter.

Men selv hvis man tager det med, skal forfatterne ikke ligefrem forvente priser for deres arbejde. Dialogen er campy til tider, og mine følelser for Sebastians rejse er måske mere fordi jeg gennemgår en ligene process, blot under andre omstændigheder. Måske er jeg lidt biased, men sådan er det. Når jeg kigger tilbage på den, har jeg gode erfaringer.

The Evil Within 2 er en næsten perfekt fortsættelse. Det tager alle elementer fra det første spil, og gør dem endnu bedre end i første omgang. Dette er mesterligt gys, fremragende at spille og en makaber fornøjelse at se på. Det når ikke helt 10/10, men det var tæt på.