Dansk
BRUGERANMELDELSE

Fahrenheit

Skrevet af: Kuja   2008-04-05

(Playstation 2 udgave)
Et mord er netop blevet begået i på en lille café. Mordet er sket på toilettet. Den myrdede er en gammel mand. Morderen er en ung mand, der ikke ved hvorfor han har begået mordet. Han var i en slags trance da det skete. På han arme har han snittet nogle symboler, som han ikke ved hvad betyder. I hans trance så han en kutteklædt mand sidde i et værelse fyldt med stearinlys, og derefter en lille pige. Så opdager han hvad det er han har gjort. Han skynder sig at dække sine spor, så godt han kan og skynder sig derefter ud og tager en taxi. En politimand der var på caféen har dog set ham. Samme nat dukker nogle politifolk op for at finde ud af hvad der er sket.

Sådan begynder Fahrenheit, som er noget så sjældent som et adventurespil. Og alt er ikke som det plejer at være. I dette spil spiller du nemlig både morderen, Lucas Kane, der ikke aner hvorfor han begik mordet og de to politibetjente, den handekraftige kvinde, Carla Valenti og den sorte, godmodige, Tyler Miles, som prøver at opklare det. Og det fungerer virkelig. For historien er noget af det bedste nogensinde set på spil, og gameplayet er anderledes, men det fungerer, og du får et forhold til de personer du spiller med. Dog har det sine fejl, og mangler.

Historien er som sagt virkelig gennemført, og du kommer ind under huden på de personer du spiller med. Et par virkelig ubehagelige skurke er der også blevet plads til. Der har været meget snak om at spillet bliver for overdrevet hen mod slutningen, men jeg mener ikke det var så slemt. Det der irriterede mig ved historien var nogle plothuller, som jeg virkelig godt kunne have undværet. Der er også tre forskellige slutninger, men desværre tilfredsstillede ingen af dem mig virkelig. I løbet af spillet får du muligheden for at træffe nogle valg, som kan ændre historien en smule, men i det store hele gør det ikke den store forskel. Historien er meget alvorlig, og man skal ikke være helt sart når man spiller den, da noget af indholdet godt kan være en smule uhyggeligt og brutalt. Men alt i alt, skal denne historie opleves.

Grafisk er spillet ikke særligt imponerende. Der er mange udtværede teksturer og kantede baggrunde, og det kan godt irritere en smule. Oven i hatten må der ikke ske særlig meget på skærmen, før frame-raten, falder en smule. Det oplevede jeg specielt i de mange sekvenser hvor der falder sne. Heldigvis er animationen af figurerne helt i top. Der er brugt motion-capture, hvilket tydelig kan ses da alle bevægelser er meget realistiske, om det så er om Lucas skal drikke et glas vand, eller flygte fra biler. Animationen af ansigter er også helt igennem fantastisk, og man ser tydeligt i ansigtstræk hvilke følelser personerne har. P.g.a det tilgiver man de andre grafiske mangler, så det siger en hel del.

Lydmæssigt sejrer spillet på alle fronter. Stemmeskuespillet er simpelthen noget af det bedste jeg nogensinde har hørt. Alle personer, fra vores hovedpersoner, til biroller der kun er med i et minut, har fået stemmer med en følelsesmæssig intensitet som jeg aldrig har oplevet det før. Musikken er skrevet af Angelo Badalamenti, som tidligere har arbejdet sammen med David Lynch. Alt han har lavet er simpelthen fantastisk. Alt musikken passer til alt der foregår, også selvom der ikke er virkelig mange forskellige numre. Det er virkelig godt arbejde. Også lydeffekter er virkelig gode, og er med til at skabe en virkelig god stemning.

Gameplayet er anderledes end man er vandt til, og det er fordi det er et adventurespil. Du styrer din figur med den venstre analogpind, mens den højre bruges til at vælge forskellige kommandoer som popper op i toppen af skærmen, som viser hvilken vej du skal skubbe pinden. Det er også på denne måde du styrer samtaler, hvor du har en begrænset tidslinje, til at vælge hvad du vil snakke om. Når der engang imellem er en actionscene, kommer der to cirkler op på skærmen, som symboliserer de to analogpinde, og du skal trykke dem den vej som de viser, og der skal man tit være hurtig, for laver du for mange fejl, så er det slut.
Andre gange skal du trykke L1 og R1 knapperne ned så hurtigt du kan, indtil en lille måler i bunden af skærmen er fyldt op. Er du for langsom taber du. De ting fungere godt ind i spillet, og kan gøre actionscener meget intense. Det er også sjovt at prøve noget andet end det man er vandt til.

Man skal også passe på personens psykiske helbred, som bliver vist i en lille måler. Ryger det ned på 0, vil din person få et sammenbrud, eller begå selvmord. Så det forkerte valg påvirker virkelig alt der sker, så tænk over hvad du gør.

Jeg havde næsten ingen problemer med styringen, ud over nogle få gange, hvor personen ikke reagere når jeg ville have ham til at gå. Det gik dog over på nogle sekunder. Et par problemer mødte jeg også med kameraet, men det er jeg så vandt til, at jeg ikke virkelig blev irriteret over det. Kameraet skal også lige nævnes for at fungere rigtig godt, når det splitter op, så du kan overskue flere ting på én gang. Det virker godt, og hjælper på intensiteten.

Holdbarheden er desværre ikke så god. Uret nåede kun lige at tikke ind på 7 timer ved første gennemspilning. Det er dog et spil der er værd at gennemføre igen, da du så kan prøve at træffe nogle nye valg, selvom det ikke ændrer så meget, men det hjælper på holdbarheden. Men du behøver ikke gå igennem spillet endnu en gang for at spille din favorit sekvens da hele spillet bliver lagt ind i nogle små kapitler, som du frit kan vælge imellem, når du har klaret dem. Og du skal kun gennemspille den sidste sekevns, for at finde de forskellige slutninger, hvilket skuffer en smule. Der er også nogle bonuspoint du kan samle for at åbne små features, men det er desværre ikke særlig interessant.

Men alt i alt er Fahrenheit et spil, der skal prøves. For at opleve historien og prøve noget anderledes. For at prøve at få et forhold til de karakterer du spiller med, og vælge hvad de skal gøre.

Fahrenheit er virkelig en spilperle, der desværre lider under nogle dumme fejl. Lad os håbe der bliver rettet op på det til Quantic Dream's næste spil.

Grafik: 7
Gameplay: 9
Lyd: 10
Holdbarhed: 7

Plus: Historien det meste af vejen, musikken, stemmeskuespillet, figuranimationerne, at spillet er anderledes og at du får et forhold til personerne du spiller med.

Minus: Den lidt kantede grafik, en smule for kort, de 3 slutninger der skuffer og at dine valg ikke virkelig har indflydelse.

Brugeranmeldelser7
Samlet karakter: 8.3/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10