Assassin's Creed Origins

Indrømmet, det var lidt underligt at 2016 ikke bød på et nyt Assassin's Creed spil. Fra 2009 til 2015 var min november måned altid sat til side for AC. Ja, selv da 2014 gav os både Unity og Rouge. Men denne pause var et fornuftigt valg, fordi serien var stille og roligt blevet ret trættende, selvom Syndicate var udmærket. Men i 2017 kom serien tilbage, med den kedelige titel Assassin's Creed: Origins. Et spil som jeg, på nogle punkter, har det lidt blandet over.

Hvad har et ekstra år i oven så betydet? Til at starte med: et spil der både føles som AC og alligevel markant anderledes. På den samme måde som Metal Gear Solid 5 spillende føles markant anderledes, sammenlignet med resten af serien, og alligevel føles som et Metal Gear spil. Som altid er der folk der skal opsøges og dræbes, hvilket denne gang forgår i Egypten, nær slutningen af den Ptolemæiske periode, i årende 49 - 47 før kristelig fødsel. Og for dem der kender til denne periode: Ja, Kleopatra og Cæsar optræder naturligvis i handlingen.

Alt dette gør man som medjaien (en slags sherif, del af en form for politistyrke, der beskytter områder som faraoen har interesse i) Bayek, der kan klatre næsten alt, er dygtig til parkour og kamp. Så langt så typisk, men Origins formår at gøre tingene noget bedre end tidligere. Ja, de har endelig løst problemet med den upræcise parkour, så det er ENDELIG slut med at hoppe hen på steder, som man egentlig ikke ville hoppe hen til. Parkouren har også fået en in fart boost, og det er meget lettere at klatre på bygninger og bjerge. Dejligt!

Kampsystemet er også helt nyt. Denne gang har man forsøgt sig med et system inspireret af Zelda. Der er lock-on, light og heavy angreb, blokering, og et specielt angreb der varier fra våben til våben. Det er det bedste kamp system i serien, men det er stadig lidt groft ved kanterne. Lock-on funktionen vil ikke altid være enig med dig, og at udføre specielle angreb kan også være besværligt til tider, da Bayek ikke altid vil gå efter den du gerne vil have. Det er dog simpelt og let at lære, og langt foran de andre spil.

Eagle-vision har også ændret sig. Denne gang kan man tage kontrol over Bayeks høgeørn Senu. Den kan markere fjender på det pågældende sted, i stil med MGS5. Man får stadig urealistisk meget information, såsom hvor kister er og fjendeplaceringer inde i bygninger, men det er bedre end alternativet. Senus perception bliver desuden også forbedret, ved at klatre de typiske Ubisoft tårne. Men de er værd at opsøge denne gang, og jo bedre Senus perception bliver, jo bedre bliver spillet.

Origins er også blevet udsat for, hvad der efterhånden er blevet en Ubisoft ting, et Diablo inspireret loot system. Dette betyder at man ofte finder bedre våben og skifter alt ud som tiden går. Jeg indrømmer gerne at jeg er en sucker for spil som disse, men dette er måske ved at blive lidt for sikkert for Ubisoft (The Division og Ghost Recon har også et lignende system). Det gør dog ikke noget, fordi spillet udfører disse elementer ret godt.

Man bliver jævnligt belønnet med nyt og brugbart udstyr, hvad end om en fjende smider dem, finder dem i kister, eller bliver belønnet gennem missioner. Man bliver belønnet tilpas nok, til at det kan blive vanedannende. En dejlig detalje er også, at man kan betale sig til at opgradere sine våben, hvis man har fundet et sværd man bare ikke vil skille sig af med. Det er lidt dyrt, men det kan sagtens betale sig. Det her kunne Bungie lære meget af, men Destiny er dødsdømt.

Her er også et simpelt crafting system, der lader en opgradere ting som ens hidden blade, give mere liv eller holde flere pile (for at nævne nogle af mulighederne). Hvor systemet dog fejler lidt, er at vide hvor meget skade et håndvåben kan give. Alt for ofte gav beskrivelserne forkerte informationer om hvor skade de udførte. Eksempelvis et sværd der giver 312 i skade ifølge beskrivelsen, men i sidste ende giver 128. Dette skyldes naturligvis forskellen på lette og tunge våben, men dette skal spillet altså forklare bedre.

Alt dette foregår naturligvis i en stor åben verden, der let er den største verden set i serien. Det er en rigtig flot og spændende verden at udforske, og der er tydeligvis lagt meget kærlighed i at vise datidens Egypten. Ikke alle områder bliver brugt effektivt, da der er mindst tre områder der absolut intet har at tilbyde.

Hvad spillet primært består af, er locations. Disse bliver vist gennem spørgsmålstegn, der hver har deres egen opgave. Det kan være en base, hvor der skal dræbes et par løjtnanter og et par kister der skal findes, dyrereder hvor et specifikt dyr skal dræbes, grave hvor man skal finde en tablet osv. Disse bliver hurtigt ret ensformige og forudsigelige, med udtagelse af de gravene, der faktisk har kreative øjeblikke. Men man bliver stadig godt belønnet af dem, så ensformigheden er det værd.

Ellers tilbyder områderne historie og sidemissioner. Historiemissionerne vender jeg tilbage til, men sidemissionerne er overraskende velskabt. De har deres egne små historier, der bliver præsenteret på lig fod med hovedhistorien. Nogle af dem uddyber endda Bayeks baggrund, hvilket er meget velkommen. Det samme gælder endda et af samleobjekterne, der giver lidt ekstra til forholdet mellem Bayek og hans afdøde søn.

Ja, Bayeks motivation er at dræbe dem der dræbte hans søn. Ikke just originalt, men overraskende veludført. Man føler Bayeks smerte, men samtidig også at han lader sig blinde af hævn. Dette udnytter spillet flot til tider, hvor skuespilleren der spiller Bayek gør et fantastisk arbejde. Dette er et af Origins styrker: her er rigtig gode karaktere med overraskende dybde. De er velrealiseret og man kan ikke undgå at føle noget for dem, ligesom man virkelig kan føle kærligheden og længslen når Bayek møder sin kone. Det er let nogle af seriens bedste karaktere, hvor Bayek især er den bedste hovedperson siden Ezio

Hvad der også skal roses, er at hovedhistorien formår at holde sig interessant. Her er interessante drejninger, og historiemissionerne har overraskende meget variation. Her er en håndfuld folk der skal myrdes, men spillet er ikke bange for vende formularen på hovedet og overraske en, hvad end det er i forhold til handlingen eller gameplay sektioner.

Hvad der dog ikke kan roses, er selve plottet. Bayeks hævntogt og forholdet med konen er godt udført, men selve det historiske aspekt med Kleopatra har mangler. De forskellige begivenheder bliver behandlet som fodnoter, hvor ens indlevelse bliver skadet af loading skærme. Det bliver rodet og forhastet, og når slutningen kommer kan man sagtens ønske sig mere.

Dette gælder især plottet i nutiden. Denne gang spiller man som en helt ny karakter, med sin egen personlighed og motivation. Dette er meget vellomment, men spillet gør bare intet ved det. Der sker sjældent noget ved nutiden, og bliver endda fuldstændig droppet ud af det blå. Da jeg fortsatte med spillet, forventede jeg hele tiden at der ville komme mere, selv efter jeg havde gennemført spillet, men det skete aldrig. Siden Unity har nutids plottet kun været ført videre med, hvad der svarer til 5 - 10 minutter, men her sker der absolut intet.

Det er dog ikke helt skuffende, fordi Ubisoft har for længst mistet evnen til at have et godt plot. Det er mindst lige så forventet, som spillets level system. Som altid tjenes der EXP, og hvert level giver et skill point som man kan bruge på nye færdigheder. Ret standard men effektivt alligevel, til trods for at det er en smule banalt. Hver gang man stiger i level, siger spillet at skade og liv stiger men et kig ind i menuen afslører, at der faktisk ikke sker noget ved en selv. Det er rettere fjenderne, der bliver påvirket. Er de to levels over dig, er de alt for stærke for en, men bare et eller to personlige levels senere, og du kan let slå dem ihjel. Det er en lidt desperat måde at designe et level system, men her er vi.

Omgivelserne er desuden også en smule gentagende. For det meste, er det et pænt spil men nogle bygninger bliver genbrugt lidt. Ikke nok til at det fjerner glæden ved at udforske Egypten, men det er noget man ligger mærke til. Soundtracket er også blevet en tand mørkere, hvilket kun klær spillet. Det er overraskende godt, selvom det nok ikke er et køb værdigt.

At give Assassin's Creed en pause på tre år har, for det meste, kunne betalt sig. Gameplaymæssigt er dette det bedste spil i serien. De tidligere navigations problemer er endelig blevet løst, missionerne interessante og varieret, Egypten er godt at udforske, og hovedpersonerne Bayek og Aya er velrealiserede og sympatiske karaktere. At hovedplottet snubler til sidst, og nutidsplottet der er spild af potentiale, ændrer ikke på at dette er et af de bedste AC spil til dato.

Ja, enkelte elementer er en smule ensformige, og kamp systemet har nogle grove kanter, men Assassin's Creed Origins er det bedste spil i serien, gameplay mæssigt. Det er ikke helt den revolution som man kunne have håbet på, men jeg har igen fået håb for denne serie. Velkommen tilbage AC, må fremtiden bringe endnu bedre tider!