Super Mario Odyssey

Et andet spil der blev udgivet i 2017, til Breath of the Wild lignende ros var Super Mario Odyssey. Jeg vil gerne indrømme, at min formulering af min holdning om Breath of the Wild, og dens status, var arrogant og ikke videre objektiv, hvilket jeg ikke vil gentage her.

Men tilbage til Mario. Ligesom Zelda, har jeg tænkt at der også har været ting som kun Nintendo kan slippe af sted med, såsom det uddaterede livssystem og sådan. Modsat Zelda, har jeg dog mere erfaring med Mario. Jeg har spillet hele femten minutter af Super Mario 64 (jeg ved det, endnu en synd i min, efterhånden, lange liste), 30 minutter af Super Mario Sunshine og faktisk gennemført Super Mario Galaxy! Ja, imponerende ikke? Derefter to timer af Galaxy 2. Og nu har jeg så tydeligvis også gennemført Odyssey, og jeg må ærligt indrømme en ting: jeg kan godt se hypen!

Allerede ved start gør spillet et godt indtryk. Spillet spilder ingen tid med at komme i gang. Vi får ikke engang at se hvordan Bowser får kidnappet Peach i denne omgang, men det behøver vi heller ikke. Denne gang skal hun giftes med Bowser, naturligvis uden samtykke. Tingene må stå virkelig skidt til for Mario og Peach, hvis blot kidnapning ikke længere er nok. Men det er vel også romantisk, at forlade en ved alteret i sidste øjeblik, i fordel til sin sande kærlighed, som set i så mange kliché fyldte rom-coms? Okay, slut med den joke.

Bowser besejrer dog let Mario, der bliver smidt ud til Hatte Kongeriget, hvor han møder hatten Cappy. Hans søster Tiara (der er en tiara) er ligeledes også er blevet kidnappet af Bowser. Og ja, mere historie er der ikke, udover hans specielle håndlangere, der er kedelige og lette at besejre, og en ret underholdende slut sekvens. Men nu er Mario heller ikke kendt for dybe og velskrevede historier. Det har han nu heller ikke brug for, så pyt med det!

Siden dette er et Super Mario spil, og ikke blot et Mario spil, er dette et platform spil. Og der er altid store forventninger, da han jo populariserede genren. Se på den effekt Super Mario Brothers havde på industrien. Ligeledes hvordan Super Mario 64 fuldstændig omskrev genrens regler, blot ved at bringe spillet ind i 3D.

I denne omgang er der 17 kongeriger, der alle rammer de sædvanlige platform tema klichéer. Dog er de 17 kongeriger faktisk 17 sandkasser. Start stedet er altid det samme, men hvad der sker herefter er op til dig. Målet er at skaffe så mange power moons som der er krævet, for at rykke videre til det næste kongerige. Ydermere er der naturligvis et opgør med det pågældende kongeriges boss, der hjælper med at føre "handlingen" videre.

Disse måner er den primære drivkraft, og de kan gemme sig overalt. Ligesom i Breath of the Wild, er kreativitets niveauet af uhyggelig høj kvalitet. Hvis ikke endnu mere uhyggeligt højt. Disse måner kan gemme sig overalt, og man finder let det påkrævede antal måner, for at komme videre. Faktisk mere end det. Man finder nærmest nogen hvert femte minut og, utroligt nok, forbliver det altid belønnende at finde dem. Det bliver nærmest direkte hypnotiserende at opsamle dem.

Morskaben og opfindsomheden ved at finde disse måner kan ikke beskrives. Hvis der er noget mistænkeligt i nærheden af dig, eller du tænker at der måske noget under stenen, eller en hemmelig indgang bag den bygning, så er der store chancer for at Nintendo er gavmilde. Nogle er lette at finde, ved andre skal man tænke ud af boksen, eller klare en mini udfordring. Der er mange varierede måder at finde disse måner på, og jeg vil gerne garantere dig for at du vil blive distraheret, selvom du har samlet de påkrævede måner.

Og dette er hvad Odyssey gør ved en. Det griber fat i en på en ret simpel måde, nægter at give slip, og nærmest håner dig med hvor meget der er at samle. Til sidst ender man med at blive så stædig, at man bare må finde dem alle. Det er måske bare mig, men jeg er stædig og jeg VIL finde dem alle! De 228 måner jeg havde, da jeg nåede rulleteksterne, er langt fra nok!

Dette skyldes også de forskellige kongeriger, der er så gennemtænkte, inspireret og overraskende, at dette spil burde nærstuderes for fremtidige spil, der forhåbentligt kunne lære noget af dette. Der er så mange hemmeligheder, og med mange af dem skal man virkelig tænke ud af boksen. Alle kongeriger har også deres egen unikke mekanik, der bliver brugt mesterligt. For til sidst at kombineres til en sidste bane, der er ret svær men også sjov og belønnende. En bane, hvor man for alvor bliver testet på hvad man har lært. Sådan her laver man en sidste bane!

I modsætning til så mange moderne spil, så lærer man ikke nye angreb eller færdigheder. Man kan finde en power up, der giver en tre ekstra hitpoints, som forsvinder når man når under 4 HP, men ellers handler det udelukkende om egne færdigheder. Det handler om at lære kontrollen, mekanikkerne og derefter mestre dem. Eller "git gud", som de hippe internet mennesker siger. Og deri ligger spillets geni streg, for det er dette, sammen med de fremragende kongeriger, der gør at man hurtigt kan blive besat af spillet.

Og jeg har slet ikke snakket om spillets fjender! De findes i forskellige varianter, men er simple at nedkæmpe. De fleste dør i et slag, medmindre de har en hat på som skal slås af først. Men der er en lang række fjender, som Mario kan overtage med Cappy, hvilket betyder at Marios eksistens og identitet er under konstant forhandling. Samtidig med, at Mario kan overskride andre identiteter, er Mario pludselig en meget filosofisk farlig og udfordret person (det må være det rådne forhold med Peach, der udgør denne filosofiske udfordring).

Disse fjender kan have specielle egenskaber, såsom at hoppe højere, strække sig, have angreb der kan ødelægge sten osv. Disse bliver, naturligvis, brugt på opfindsomme måder der endnu engang opfordrer til at tænke ud af boksen. Det samme kan desværre ikke siges om spillets bosser, der er uinteressante og alt for lette. Bowser er heldigvis en god udfordring, men de andre er alt for simple (bortset fra et tilfælde), for lette at læse og for lette at besejre.

Og dette er generelt et problem med spillet, for det meste. Det er lidt for let at nå til rulleteksterne, da spillet ikke smider nok udfordring mod en. Dette ændrer sig dog med nogle af de senere måner, der kan være forbandet svære at opnå, og den tidligere nævnte fremragende sidste bane. Dog kan man kæmpe imod sværere udgaver af bosserne, der hjælper på tingene.

Der er naturligvis også motion controls her, der heldigvis er langt bedre end i Breath of the Wild. Man kan eksempelvis kaste sin Cappy op i luften, ved at skubbe controlleren op i luften. Skubber man controlleren til side, kaster man Cappy rundt omkring sig. Simpelt, men effektivt. Dog er jeg blandet over dem, hvor man skal ryste controlleren. De kommer desværre i vejen, når man spiller spillet håndholdt, men gennem et TV er det ikke et problem overhovedet. Men husk at slå vibration til, da man kun kan finde nogle af dem via controller vibration.

Man kan også spille to-player, ved at give den anden spiller den anden Joy-Con. Player 1 styrer Mario, hvor Player 2 styrer Cappy, der gennem dette kan bevæge sig frit omkring Marios tilstedeværelse. Det gør enkelte ting lettere, såsom at bruge hatten som en hoppe platform, men ellers kan denne mode ikke anbefales. Først og fremmest fjerner det kontrollen over kameraet, hvilket gav min veninde og jeg mange irritations problemer. For det andet gør det, at der er visse moves man ikke kan udføre, da de er afhængige af motion controls, og i to-player kan man bare ikke bruge dem alle. Det er en fin idé, men det påfører et unødvendigt handikap til oplevelsen. Det er en ubrugelig mode, men det trækker ikke ned på karakteren, da det aldrig er påkrævet.

Normalt ville det trække ned, men jeg ser gerne bort fra det fordi Super Mario Odyssey er fantastisk. Her er gjort så meget rigtigt, at den dårlige to-player mode ikke kan gøre nogen skade overhovedet. Måde hvordan spillet folder sig ud, når det er "gennemført" (man når hurtigt rulleteksterne, men her er så meget at komme tilbage til), de talrige overraskelser og fine detaljer og hvordan spillet, ligesom Breath of the Wild, ikke skærer meget ud af pap for spilleren og faktisk behandler en som et intelligent menneske, kan jeg ikke andet end at rose og elske. Det er så forfriskende at spillet dette spil.

Det samme gælder grafikken. Ja, der bliver trukket på platform klichéer, men det er så varieret og farverigt. Det er en fryd for øjet, også selvom man lige skal vende sig til Metro Kingdom, hvor Mario er sammen med realistiske mennesker i en realistisk verden. Det er surrealistisk, nærmest på David Lynch niveau, bare meget sjovere. Der er pop-in til tider, men billede hastigheden er perfekt og spillet loader kun når man skifter kongerige (og selv der går det hurtigt). Og så er der det fremragende soundtrack. Årh ja, soundtracket! Her er så mange gode numre, at dette er et soundtrack der skal købes! Og jeg har stadig spillets tema sang på hjernen, der er så vidunderlig at det næsten er umuligt ikke at kunne lide den.

Der er stadig meget jeg ikke har nævnt, såsom 2D sektionerne (der er noget så kreative!), de forskellige kostumer, mini-spil og enkelte overraskende emotionelle øjeblikke, men gå ud og oplev det for jer selv. Spillet er ikke perfekt (intet spil er), men hvad der bliver gjort rigtigt er af så fantastisk højt kvalitet, at man ikke kan lade være med at forelske sig i det. Ja, det har ikke en dyb historie eller noget meningsfuldt at sige, som set i Nier: Automata og Hellblade: Senua's Sacrifice. Men jeg kan ikke lade være med at elske dette spil.

Super Mario Odyssey er ikke blot et af de absolut bedste spil i 2017, det er et af de bedste spil der nogensinde er lavet. Alle kunne lære noget her, kvaliteten er sindssyg høj og kreativiteten nærmest uhørt. Har du en Nintendo Switch, skal dette spil være i din samling. Det er fantastisk, vidunderligt og hvad end af højt rosende ord der findes i den danske ordbog. Dette spil skal opleves. Tak Nintendo!