Yakuza Kiwami

Hvem havde nogensinde troet, at der ville være to vestlige Yakuza udgivelser på et år? Serien har trods alt altid døjet med sløve salgstal i vesten, hvor den ellers i Japan er en kæmpe succes, med årlige udgivelser og efterhånden en del af deres pop-kultur. Efter tre års råben fra fans (inkluderende fra undertegnede), fik vesten endelig det fremragende Yakuza 5 i december 2015. Dette førte til det, ligeledes, fremragende Yakuza 0 fra januar i år. Nu har vi så Yakuza Kiwami, der i denne omgang er en remake af det første Yakuza spil der udkom på PS2, tilbage i 2006. Og som en fan, der har fulgt serien lige siden nævnte spil, er det dejligt med en huskekage.

Kiwamis forstand af remake er lidt anderledes. Grafikken er på niveau med 0, sammen med 60 billeder i sekundet. Dog er mellemsekvenserne for det meste det samme. Der er nye mellemsekvenser, men de gamle genbruger udelukkende PS2 udgavens animation. Dette vil man lægge mærke til, da de ikke er lige så vel animeret som i 0, men det skader ikke fortællingen på nogen måde.

Vi spiller som Kazuma Kiryu, der netop lige er kommet ud af fængslet efter ti år, for et mord han ikke har begået. Hvad han dog kommer ud til er at hans Yakuza enhed, ved navn Tojo Clan, er på randen af borgerkrig, efter at der er blevet stjålet 10 milliarder yen. Dette bliver Kiryu naturligvis blandet ind i, så nu går jagten ind på penges location, samt hvem der stjal dem og hvorfor.

Historien var ikke lige så fængende for mig i denne omgang, men det er mest fordi at jeg har oplevet det før. Til trods for, at jeg godt kunne mærke følelserne i slutningen. Det er stadig en velskrevet og engagerende historie, der i sandhed formår at holde sig interessant hele vejen igennem. Lige som man tror at man har regnet det ud, kommer der en ny drejning der vender op og ned på det hele. Det var en god historie i 2006, og den er næsten endnu bedre i denne omgang.

Som sagt, så har spillet nye mellemsekvenser. Disse gør plottet mere tydeligt, og forklarer hvad der tidligere var lidt forvirrende. Men de fokuser også på Kazumas bedste ven, Nishikiyama, noget som den oprindelige udgave godt kunne have brugt. Det gør ondt at se hans udvikling imens Kiryu var i fængsel, især hvis man har spillet 0. Det gør slutningen hjerteskærende.

Hvad der dog trækker lidt ned, er nogle overflødige scener. I spillets første kapitel skal man eksempelvis igennem en langtrukken affære, hvor man skal købe en ring. Ringen har en stor betydning for karakterende, men denne sekvens tilføjer intet, udover tidstrækkeri. Desuden tilføjer de nye mellemsekvenser for betjenten Date heller ikke det store, selvom det er værdsat at lære noget nyt om ham.

Overordnet set er det stadig en medrivende og engagerende historie, præcis som historierne næsten altid er i denne serie. Det er ret utroligt at tænke på, at niveauet altid har været højt for historierne i denne serie. Her er et par klinger i valsen i denne omgang, men det er stadig mere end værd at opleve. Især hvis man har spillet 0.

Har man spillet tidligere spil, især 0, så er der ikke meget nyt her. Man spiller kun som Kiryu i denne omgang, for første gang siden Yakuza 3. Kamp systemet er uændret, siden 0. Kiryu har fire kamp stile: Brawler, Rush, Beast og Dragon of Dojima. Brawler er et slags mellem niveau, der balancer styrke og hastighed. Beast gør Kiryu langsom, men gør ham stærkere og forbedrer hans brug af våben. Rush gør ham svagere, men hurtigere. Dragon of Dojima er den spille stil, som han altid har haft i serien.

Som altid er volden dejligt overdrevet, hvor de forskellige fjender let rejser sig fra angreb der burde have dræbt dem. Det bliver aldrig gammelt at se på. Og ligesom i 0, hjælper de fire kampstile med at bevare variation. Der er dybde i dem, selvom man ofte kan klare sig med blot at hamre på firkant. Som altid optjener man EXP, som man bruger til at opgradere Kiryu, og tre af kampstilene. Dragon of Dojima opgraderes, for det meste, gennem Majima Everywhere systemet.

Ligesom Mr. Shakedown patruljerede gaderne i 0, er det nu Majima man skal passe på. Han kan dukke op tilfældigt på gaden, han kan gemme sig bag større objekter og kan opstå ud af det blå. Som spillet skrider frem finder han flere måder at forstyrre dig på, og spillet har endda en MGS lignende advarselsikon, med et udråbstegn over Kiryus hoved, og en næsten identisk lyd effekt.

Jo flere gange man tæver ham, jo stærkere og mere kreativ bliver han, men det gør du også omvendt. Det bliver lidt forudsigeligt sent i spillet, hvor man hurtigt lærer de forskellige områder der trigger hans ankomst, men han er værd at opsøge. Ikke blot for at blive stærkere, men fordi systemet har et overraskende godt plot, der reflekter på Majimas karakter fra 0. Hvis man har spillet 0, er systemet i den grad værd at udhule. Men også fordi, at nogle øjeblikke er fyldt med komisk guld.

Og det er en god ting, fordi den mærkelige humor i de forskellige substories fra tidligere spil er ret reduceret. Her er enkelte gakkede situationer, men ellers består de, for det meste, af folk der prøver at svindle en (hvor det virker som om, at alle i byen er ude på at snyde en), søde historier eller de mere dramatiske. Enkelte substories har dog fået stemmeskuespil og mellemsekvenser, der både giver eksisterende karakter lidt mere dybde, og endda yderligere udforsker et plot point fra hoved plottet ret godt. Disse er helt nye, så lidt er der tilføjet til i forhold til den oprindelige PS2 udgave.

Og det er vigtigt at påpege, fordi hvad spillet har fået i plot, Majima, kamp system og nye substories, har spillet fået meget lidt i forhold til mini spil. Der er et nyt kort spil (der i vanlig Yakuza stil er softcore porn, med bikini babes der slås), og racerbane mini spillet fra 0 er også tilbage, men ellers er spillet langt fra så stort som bare eksempelvis 0, for slet ikke at tale om 5. For at sammenligne: 67% efter 107 timer i Y5 og, 54.28% efter 67 timer i 0. Kiwami: 55.21% efter 28 timer.

Det betyder dog ikke, at spillet mangler indhold. Der er stadig et par håndfulde mini spil, hvor det stadig vil tage adskillige timer at få 100%. Det er bare en smule distraherende for en som jeg, der har fulgt med serien siden den første PS2 udgivelse, har set hvordan serien kun har fået mere og mere indhold, for nu at gå på en ret voldsom slankekur. Selvom udviklerne har imødekommet dette, med at sænke prisen på spillet.

Det ødelægger ikke spillet, fordi Kiwami er stadig mere end en anbefaling værd. Det er stadig en fryd at udforske Kamurocho, der stadig føles levende og trods alt har en del at tilbyde. Den smalle størrelse af byen betyder stadig bedre udnyttelse af den, og her er tonsvis af mindeværdige øjeblikke fra både udforskningen og kampene. Også selvom at sidstnævnte bliver en smule ensformige, og til en vis grad til tider er blevet saboteret.

En ny tilføjelse til kamp systemet er Kiwami angreb, der kun finder sted ved bosser og enkelte andre svære fjender. I dette stadie holder de op med at angribe, og regenererer liv. Du har derimod muligheden for at udføre et Kiwami angreb, der gør massiv skade på bossen. Fin ide, og der er nogle dejligt voldelige animationer i forbindelse med dem, men de bliver hurtigt ensformige og deres implementering skader kampene.

Spillet er dårlig til at fortælle at man skal købe sig til dem. Jeg opdagede det kun ved et tilfælde, efter nogle timer. Det førte til at boss kampene trak meget ud, da bosserne får ret meget liv tilbage. Og selv efter jeg gjorde dette, hjalp det mig ikke senere hen. Kiwami angrebet for Dragon of Dojima låser man først op for, når man har nået rank SSS med Majima, og herefter besejrer ham tre gange. Dette fik en kamp med Majima, og især sidste bossen til at trække ud. Ydermere gør det, at man gemmer sin heat (en måler, der lader en udføre specielle og stærkere angreb) til Kiwami angreb, og derved nedsætter ens effektivitet. For slet ikke at tale om, at anden gang og opefter med udfører Kiwami angreb, at de gør så lidt skade at de føles ligegyldige. Det sker ikke ofte nok til at ødelægge spillet, men ofte nok til at man lægger mærke til det, og det koster point.

I sidste ende er Kiwami en noget anderledes remake. Valget om genbrug af PS2 animationer virker umiddelbart billigt, og det er da også en nedgarderig fra tidligere spil, men det betyder faktisk ikke så meget i det lange løb. Her er nyt og interessant indhold, hvor især Majima Everywhere markerer sig ret positivt. Det er ærgerligt, at spillet er tyndt på indhold i forhold til tidligere spil, men prisen kompenser. Og selvom historien ikke når de samme højder som tidligere, så er den stadig medrivende og engagerende.

Set på Yakuza: Kiwami som en discount udgave af Yakuza. Ikke nær så rigt på indhold, men stadig en mindeværdig og engagerende oplevelse. Der findes intet som Yakuza, og den unikke charme er her stadig, trods en smule nedsættelse. Kiwami er stadig mere end et blik værdigt, og en værdig tilføjelse til den herlige Yakuza serie.