Horizon: Zero Dawn

Hollandske Guerrilla Games er primært kendt fra deres skydespils serie Killzone. Ikke just en innovativ serie, men de altid været sjove at spille, smukke at se på og haft nogle meget interessante baggrundshistorier (bortset fra det første spil). Men der har alligevel været en følelse af potentiale, der aldrig helt er blevet opnået. Med Horizon: Zero Dawn, et spil i en genre der er langt væk fra FPS, har de endelig opnået det potentiale.

Modsat Killzone, er Horizon et open world action RPG, tydeligt inspireret af spil som Skyrim og The Witcher 3. Som Aloy udforsker vi denne verden, der må siges at være en af de mest unikke og smukkeste verdner længe set, i et videospil. Den er et vidunder at udforske, og der er op til flere gange hvor jeg stoppede min fremgang, blot for at nyde udsigten. Til trods for de farlige maskiner, der hærger landskabet.

Dette er også en post apokalyptisk verden. Faktisk gik verdenen under for nogle tusinde år siden, hvor der ikke er meget tilbage af fra den gamle verden, udover enkelte ruiner af gamle byer og en lang række hologrammer og tekster, efterladt af folk fra omtalte verden. Ikke just et originalt koncept, men spillets behandling af dette er fremragende.

Og vi kan lige så godt hoppe direkte ind i historien. Vi spiller som kvinden Aloy, der hele sit liv har været udstødt af sin religiøse stamme, sammen med manden Rost. Uden at vide hvorfor. En dag får hun mulighed for at få renset sit navn, i form af en stamme tradition, samt muligheden for at få svar på det spørgsmål der har plaget hende det meste af hendes liv: hvem er hendes mor?

For sig selv er historien ikke noget særligt. Der er klichéer man har set før i andre spil, men Horizon viser at hvis man skriver karakterende ordentligt, og de forskellige situationer ordentligt, så kan klichéer stadig have en effekt på en. Dette gør spillet ofte, og det er ingen underdrivelse at sige at spillet er rigt på følelser. Jeg blev rørt mere end et par gange, endda også til tårer. Dette skyldes den fremragende dialog, og den fantastiske lore.

Spillet går rent faktisk meget i dybden med den gamle verden, og hvad der skete i mellemtiden. Hvorfor verdenen gik under er nok ret indlysende, men spillets tilgang til dette er voldsomt interessant. På en måde, hvor man hele tiden vil vide mere. Også selvom at det meste af det kun fortælles gennem hologrammer og tekster, man godt misse. Men jeg vil kraftigt råde at gå efter dem.

Men historiens flotte kvalitet skyldes også Aloy selv, spillet af Ashly Burch, der leverer sit livs optræden. Hvis videospil var nomineret til Oscars, ville Burch klart fortjene en Oscar. Ord kan ikke beskrive hvor flot hendes skuespil er. Men hendes karakter er også flot skrevet. Hun kan klare sig selv, men har også sine problemer og mangler. Målrettet, men lidt for målrettet. Hun er allerede en af de mest mindeværdige heltinder inde for videospil, hvilket også skyldes at hun bl.a. aldrig bliver seksualiseret. Havde man skiftet kønnet ud, havde det ingen forskel gjort, og det er hvad der er med til at gøre hende til en fremragende karakter. Det er den samme situation som Ripley i de to første Alien film, og dette burde hyldes.

Men hvad så med gameplayet? Som tidligere nævnt, er det et open world spil, og her er der heller ikke man ikke har oplevet før. Level systemet er typisk, man får skill points og kan vælge nye skills fra et skill tree. Intet nyt her. Crafting, hvor man kan skaffe sig mere plads til loot og pile, samt brygge potions. Set før. En form for detective vision, i form af Focus, der lader en se detaljer ingen andre kan? Du kender rillen. Parkour? Jeg er løbet tør for måder, at udtrykke mig på.

Men det gør ikke noget at der ikke er noget nyt på bordet, fordi retten vi får serveret er yderst delikat. Det er udført med elegance, hvor det er tydeligt at Guerrilla har taget ved lære fra andre spil, i samme genre. Man stiger i level på et belønnende tempo, alt hvad man samler op bliver tydeligt forklaret sin værdi og hvad de kan bruges til. Man behøver heller ikke løbe rundt med Focus aktiveret konstant, i frygt for at gå glip af noget, da spillet tydeligt fortæller hvornår det skal bruges, og spor man kun kan se gennem Focus kan fremvises uden at bruge det. Parkour er også kniv skarpt, hvor spil som Assassin's Creed sagtens kunne tage ved lære.

Og så er der kamp systemet. I modsætning til andre spil i samme genre, så er der et stort fokus på stealth. Maskinerne er hurtige, i visse tilfælde ufatteligt store og kan hurtigt gøre en ende på Aloys liv. Man skal derfor være forsigtig og planlægge fremadrettet. Fjender har weakspots som du kan udnytte med din bue og pil (vi glemmer lige spillets logik om, at pile sagtens kan trænge gennem metal), man kan plante fælder og lokke dem ind i dem, og man kan overtage dem for at gøre dem til følgesvende for en stund. Der er mulighed for nærkamp, men den funktion er en smule klumset og besværligt.

På den ene side kan det gøre udforskningen af denne smukke verden lidt irriterende, men der er som regel nok muligheder til at løbe udenom de forskellige fjender. Det er et belønnende kamp system, og det bliver aldrig gammelt at dræbe de 26 forskellige maskine typer. Også selvom indholdet af fjendelig ikke altid er noget værd.

Hvilket bringer mig til min største anke ved spillet: loot. Der er ret langt mellem ting man rent faktisk kan bruge til noget nyttigt. Det meste af det man samler har ikke meget værdi, andet end for at sælge for metal shards, spillets valuta. Og selv butikkerne har ikke noget nævneværdigt indhold. Det meste de sælger kan man let finde materiale til at fremstille selv, Desuden er der også en mangel på nye våben, hvor der ganske enkelt er for lidt udstyr. Det er sikkert et bevidst valg, for at sørge for at kampene ikke bliver for lettet, hvilket jeg gerne vil medgive. Men det kan også fører til mangel på belønning, da man ikke føler at man bliver stærkere, til trods for det ellers fine level system.

Trods denne anke, er dette alligevel et af årets bedste spil. Jeg mindes næsten ikke at have udforsket en så smukt og interessant verden, som jeg har i dette spil. Kamp systemet er intenst, interessant og varieret, historien er meget medrivende og... ja, jeg kunne blive ved. Det er ærgerligt med loot systemet, men hvad der ellers er blevet opnået her er fantastisk. Guerrilla Games har formået at opnå de høje forventninger, samt givet nogle lektioner i hvordan man kan forbedre open world genren.

I sidste ende kan det siges ret simpelt: til trods for loot problemet, så er Horizon: Zero Dawn en fremragende oplevelse. Kom for den smukke og interessante verden, bliv for kampsystemet, historien og en af de bedste videospil heltinder længe set.