Last Day of June

Vi kender alle sammen faren ved kærlighed. At hvis vi har den, og derefter mister den, hvor ondt det kan gøre. Hvad det kan gøre ved os. Hvilke tanker og skader det kan påføre os, uanset hvordan vi mister den. Hvad vi ville gøre for at kunne ændre tingene, så vi stadig havde det. Jeg er sikker på, at langt de fleste af os har prøvet noget lignende (jeg har et par gange efter hånden, og er selv på nuværende tidspunkt i et stadie med elementer af dette). Det er på dette grundlag, som vi møder Last Day of June på.

Spillet handler om det elskværdige par Carl og June. De har det perfekte liv sammen, og er så dedikeret til hinanden. De elsker i sandheden hinanden og kan ikke få nok af hinanden. Men en dag ændrer tingene sig. På vej hjem fra deres yndlingssted kører de galt. En ulykke der dræber June, og gør Carl lam fra livet og ned af. Noget tid efter ulykken prøver Carl stadig at bearbejde ulykken, og tabet af sit livs kærlighed. Pludselig får han en unik mulighed. Han kan rejse tilbage i tiden, hvor han kontroller de forskellige folk i deres smalle samfund, og derved forhindre Junes død.

Dette er ikke et spil for dem, der vil have det sjovt. June er et spil, der ofte er meget emotionelt og direkte hjerteskærende. Med henblik på inspirationen bag spillet, kommer dette næppe som en overraskelse hvis man har bekendtskab til det. Spillet er baseret på den britiske progressive rock musiker Steven Wilson. Mere specifikt, sangen Drive Home og dens tilsvarende musik video, fra albummet The Raven That Refused to Sing. Stevens musik er ofte kendt for at være teknisk, men også deprimerende og emotionelt. Han er en af de få musikere i vores tid, der for alvor har forstand på at kommunikere følelser gennem musik (og ja, han er en af mine absolutte yndlings musikere. Kan kun anbefale ham).

Stevens musik bliver da også brugt i dette spil. Instrumentale bider af sange fra hans solo karriere, og brudstykker fra hans Bass Communion projekt. Som fan var det i starten en smule distraherende, da jeg er for vandt til disse sange i andre sammenhænge. Især Routine, der ikke kun er et af de mest hjerteskærende numre jeg nogensinde har hørt, men som også fortæller meget om mit liv. Jeg vendte mig dog til det, og hvis jeg ser på det objektivt, så komplimenter musikken spillet fremragende.

Gameplayet er simpelt. Som Carl skal man finde protrætter af de andre beboere i byen. Herefter hopper man tilbage i tiden, tilbage til en time før bilulykken. Her sspiller man som de andre beboere, hvor målet er at forhindre deres uheldige medvirken i Junes død. Dette gør man ved at vandre rundt, og prøve at udforske de forskellige muligheder. Det kan resultere i gætværk, hvor man til tider kan løbe rundt uden at have en anelse om hvad man skal gøre. Men løsningerne er som regel logiske.

Som man spiller spillet, låser man op for nye områder i byen, der kan indeholde en af de tyve minder som man kan samle på. Der er fem for hver karakter, hvor det egentlig er stil billeder. Men ligesom resten af spillet, siger de så meget mere end ord kunne gøre. Alle fire karaktere har hver deres baggrundshistorie, der ligeledes også er deprimerende og hjerteskærende. Men det føles også virkeligt, og man får ondt af dem.

Spillet bliver også lidt komplekst jo længere man kommer ind i det, men det bliver aldrig svært. Også selvom man til tider er nødt til at være kreativ. Heldigvis når man må begå gamle valg, gør spillet det kort så man ikke skal gentage tingene og de, nogle gange, halv lange passager. Hvad der dog bliver gentaget, er bilulykken. Især første gang gør det rigtig ondt at være vidne til, men effekten forsvinder lidt efter lidt. Det vil genere nogen, men for mig var det fint. Dette er en ting der kan ske, når man oplever sorg på denne måde. Jeg har aldrig mistet kærligheden til døden (heldigvis), men jeg har ofte haft pint mig selv med det øjeblik hvor den gik tabt.

Dette spil er emotionelt drænende. Det er ofte hårdt at være vidne til de ting der sker. Det bliver eksempelvis aldrig lettere at se Carl tvinge sig fra sin stol til sin kørestol. Det gør afsindigt ondt hver gang. Eurogamer sammenlignede spillet med Pixar filmen Up (Der ligeledes også er en hård film), hvilket jeg finder berettiget. Det føles nede på jorden, og virkeligt, til trods for den smukke kunstneriske stil og mangel på dialog.

Det er som at se på et vand maleri, til trods for at karakterende er 3D animeret. Karakterne ligner endda også dem fra musik videoen, til trods for for at ansigterne ikke længere er lavet af aviser. Det er endda det samme hold der lavede musik videoen, der har medvirket i spillet. På samme tid har spillet ingen dialog. Alle snakker nonsens, men man kan alligevel godt forstå hvad de siger. Delvist grundet de lyde de laver, delvist grundet kropssproget. Spillet siger mere end ord kan beskrive, uden at havde ord til rådighed. Det er imponerende.

Hvad der også overraskede mig, var spillets slutning. Den gik stik imod mine forventninger, og i første omgang var jeg forvirret. Jeg fandt pointen underlig, men pludselig gav den mening for mig. Og ikke nok med det, men den ændrede også på hvordan jeg perciper spillet. Jeg kan ikke sige mere uden at spoile, men jeg er imponeret over slutningen. Især dens filosofiske betydning. Man kan næsten fornemme, at manuskript forfatteren har læst Jean-Paul Sartre, fordi hans emner om frihed og vilje er overalt i dette spil. Det er herligt og imponerende.

Last Day of June er generelt et imponerende spil. Det er ikke perfekt, og spillet crashede endda en enkelt gang. Men hvad spillet ret faktisk opnår, i forhold til følelser og dens undersøgelse af sorg over tabt kærlighed, er på et niveau der sjældent er set. Min nuværende personlige tilstand farver mig måske, men dette er et spil med hjerte, sjæl, og følelser som der sjældent er set i et medie. Men det viser sig, at kombinationen af videospil og Steven Wilson er perfekt.

Last Day of June burde huskes for hvad det har opnået. Dens besked og hvordan den formidler den. Det er et emotionelt hårdt og drænende spil. Man kan med rette kalde spillet depression simulator. Men det er et af de mest mærkværdige og rørende spil i år. Vel og mærke i et år, der allerede har givet os banebrydende og emotionelle spil som Nier: Automata og Hellblade: Senua's Sacrifice. Last Day of June skal opleves, og det vil røre alle der ikke har et hjerte lavet af sten.