Hellblade: Senua's Sacrifice

Ninja Theory er, i mine øjne, nogle af de mest uheldige udviklere i disse dage. Et hold udviklere der ofte har haft kritikkerne på sin side, men aldrig gamernes. Enslaved var et vidunderligt spil, men det druknede i mængden af andre spil. DMC rebooten var også vidunderligt, men folk havde mere travlt med at græde over den nye Dante. Forhåbentligt sker det ikke denne gang, fordi Hellblade: Senua's Sacrifice er et fantastisk spil,.

Præmissen er følgende: Vi er i en verden baseret på nordisk tro, hvor vores hovedperson Senua er på en meget personlig rejse. På denne rejse kommer hun i sandheden igennem helvede. En rejse der er påvirket af hendes mentale tilstand, da hun er psykotisk. Og allerede her skiller spillet sig ud fra mængden.

Desværre lever vi stadig i en tid, hvor mentale sygdomme stadig er et tabu. Depression, Skizofreni, Borderline og meget mere bliver mødt med ingen mangel på forståelse, og i nogle tilfælde afvisning. Der er folk i min omgangskreds der har forskellige diagnoser, og nogle af dem (især en) er nogle der betyder alt for mig. Det er i denne forbindelse at jeg lige nu læser Robert David Laings "The Divided Self", som jeg vil kraftigt vil anbefale at læse.

Det er psykosen der driver dette spil, og Ninja Theory skal have ros for modet til at udforske dette, men især også viljen til det. Der er blevet søgt hjælp fra eksperter og andre folk med psykoser, og dette har resulteret i et af de vigtigste og spændende spil gennem længere tid. Dog må jeg ærligt erkende, at jeg kan personligt ikke kommentere på hvor akkurat det er. Jeg har selv mine mentale problemer, men det er kun spekulativt fra min side af. Jeg kan på ingen måde kommentere på hvordan psykose bliver vist her. Det kan kun folk med erfaring med psykoser gøre. Og det er uanset hvor meget jeg søger at læse og forstå det (ikke at jeg stopper med at undersøge).

Hvad der dog bliver oplevet, er de forskellige stemmer der lever i Senuas sind. De er hjælpsomme i kamp og under puzzles, men de kommenter generelt på alt hvad Senua laver. Deres tilværelse er konstant, hvor de aldrig rigtig forsvinder. Under mellemsekvenser, når man hører på lorestones, uanset hvad man laver er stemmerne der. Med tiden begynder det at føles som om, at det er ens egne stemmer. Dette spil skal spilles med hovedtelefoner, det er et must.

Senuas psykoser bliver vist på mange forskellige og kloge måder. Brugen af lyd og det visuelle, på en måde hvor man aldrig kan være sikker på hvad der er virkeligt eller ej. Ninja Theory skal roses for deres innovative metoder her, fordi hvordan de formår at vise psykosen, eller i hvert fald at man sætter sig ind i hendes tilstand, er flot. Trods min mangel på psykotiske oplevelser, jeg har sjældent oplevet et spil der har haft sådan en stor emotionel og psykisk effekt på mig, som Hellblade har. Op til flere gange måtte jeg holde pause, fordi det havde en så stor effekt på mig. Jeg troede jeg havde oplevet alle former for hvordan video spil kunne påvirke mig, da jeg spillede Nier: Automata, men Hellblade viste at det havde jeg så sandelig ikke.

Jeg må dog sande, at skildringen ikke er perfekt. Selvom jeg fandt enkelte hentydninger til mulig skizofreni, og at hun har en baggrundshistorie, bliver der ikke sat specielt meget fokus på dette. Som jeg forstår det, er psykose noget der opstår i forbindelse med andre ting, såsom netop skizofreni, paranoid psykose og sådan. Det kan ske at jeg tager fejl, og i må endelig rette på mig hvis det er! Desuden giver slutningen en lidt mærkelig/urealistisk hentydning, men der kan spekuleres så meget. At man har valgt denne psykose vinkel til historien, og hvordan det ellers bliver vist er flot.

Ninja Theory er faktisk ret innovative, i forhold til hvordan de fortæller deres historie. Selv Naughty Dog ville være misundelige. Spillet bruger sin visuelle og lydmæssige side flot, og gameplayet hjælper især med at understrege Senuas mental problemer. Spillets gåder forekommer mest på to måder: en dør med en eller flere symboler, hvor man må kigge omgivelserne igennem for at finde et match. Den anden måde er eksempelvis en ødelagt trappe, hvor man må finde den rigtige vinkel at observere de forskellige fragmenter, for at gendanne den nævnte trappe.

Selvom især symbolerne trækker lidt ud til tider, så viser disse elementer dele af Senuas psykose, så vidt jeg kan forstå og læse mig til. Det er ret flot udtænkt, også selvom det til tider kommer i vejen for historiens tempo. Der findes dog stadig ret kloge puzzles, selvom de ikke just er svære. Det skam også helt i orden, fordi yderligere frustration ville have gjort tingene værre.

Men der bliver aldrig sikkert, hvad der er virkeligt og hvad der ikke er. Selv spillets fjender er muligvis noget som Senuas sind opdigter. De dukker op ud af det blå, og deres oprigtige eksistens kan der ikke gøres rede for. Men det giver anledning til et simpelt, men effektivt kamp system. Man kan slå hurtigt eller hårdt, blokere eller undvige. Så simpelt er det. Ingen komplekse combos, ingen RPG elementer, blot færdigheder. Man har fokus der gør tiden langsommere, og stemmerne i Senuas hoved advarer en mod angreb, men det er så også det. Det er simpelt, og det er forfriskende.

Enkelte fjender kan være sværd svampe, hvor det kan virke som at de kan tage imod endeløse slag, men de er tilpas varieret at kæmpe imod. Dette gælder også for boss kampene. Det er et overraskende intenst kamp system. Både fordi at det er tilpas udfordrende, men også fordi at spillet truer med at slette din save file, hvis man dør tilpas gange. Det er en flot og modig pointe, der ikke kun passer til temaet, men bare viden om at det kan ske gør at man er mere involveret i spillets kampe.

Det er dog værd at bemærke at dette muligvis er et bluff. Så vidt jeg kan forstå, har ingen formået at opnå det, selv når de bevidst har gået efter det. Men selv hvis det er bluff, tror jeg stadig at det udgør en pointe. Jeg er dog ikke sikker, så det må undersøges nærmere. Igen, dette er et svært emne fordi det er utrolig svært at forstå, hvis man ikke selv har erfaring med psykoser.

Dette har naturligvis også en effekt på den smukke grafik. Det er absolut vidunderligt at se på, selvom der er enkelte små fejl her og der. Men det er et af årets flotteste spil. Og det bedste er, igen, psykosen. Man kan simpelthen ikke stole på hvad det er man ser, hvilket spillet flot bruger mod en. Eksempelvis hallucinationer, men også noget så simpelt som at mørket overtager omgivelserne i korte øjeblikke. Nogle gange oplever man endda, at hvad man troede man så ikke var virkeligt. Ikke kun det, men spillet har også nogle af de mest dystre og grusomme omgivelser jeg længe har set.

Ydermere sætter spillet også nye standarder for ansigts animationer. Ninja Theory har tidligere være innovative på denne front, med Heavenly Sword og især Enslaved (med Andy Serkies endda). Men her når det nye højder. Melina Juergens leverer en fantastisk optræden, faktisk en af de bedste jeg nogensinde har set. Hun sælger Senua fuldstændig, og det er umuligt at føle intet for hende. Men det er også ret interessant, når man tænker på hendes bekendtskaber. Bortset fra fjenderne, møder hun aldrig nogle personer der er animeret. Her har udviklerne valgt at sætte optagelser af rigtige mennesker op imod den animerede Senua, og det er fremragende.

Skuespillet er generelt fantastisk fra alle skuespillerne. Og det hjælper at de alle er skrevet på en interessant og mindeværdig måde. Dette, sammen med det fantastiske og (for det meste) dystre soundtrack gør, at man ikke kan undgå at blive trukket ind i spillets historie. Selvom der er enkelte anker/spørgsmål ved netop dens behandling af psykose, så fanger handlingen en hurtigt. Den er spændende, intens, dyster og meget følsom.

Ninja Theory skal have ros for at turde at gå på dybt vand. At prøve at tale og hjælpe med at vise og forstå psykoser er nobelt, og trods enkelte elementer der kan sættes spørgsmålstegn ved, bliver man alligevel klogere på tilstanden. Noget som historien (for det meste) og gameplayet viser på en flot og innovativ måde. Dette er et ubehageligt spil, der går meget længere end man er vandt til. Enkelte problemer forhindrer desværre 10/10, men dette er stadig et fantastisk spil. Et af årets absolut bedste, og samtidig også vigtigt!