Dansk
BRUGERANMELDELSE

Crash Bandicoot: Nsane Trilogy

Skrevet af: Nike   2017-07-28

Egentlig ved jeg ikke om denne anmeldelse har nogen relevans. Alle, deres mødre, deres kæledyr, kæledyrets legetøj, deres ufødte barn/børn og deres fremtidige kæledyr og afkom, og Kim Jung Un har allerede købt Crash Bandicoot på PS4. Jeg ved det, fordi hvis det ikke var fordi at min bror købte spillet på udgivelsesdatoen havde jeg sikkert ikke kunne skrive dette lige nu. Talrige besøg hos forskellige videospil forhandlere og ingen kopi. INTET. Men ja, shout out til min bror der modsat mig var fuldt klar over hvor mange folk i Danmark der er en del af Playstation generationen.

Så hvad er det helt præcist der gør at folk har hungret sig over Crash, som Belibers til en ny Justin Bieber single? Ja, du skulle have været der for at kunne forstå det. For mange gamere, bl.a. min generation, var Crash Bandicoot noget af det første og bedste vi oplevede. Mit fritidshjem havde en PS1 og Crash Bandicoot, hvor min bror og jeg plagede vores forældre for at de skulle give os det. Det gjorde det, da vi blev seks. En PS1 og Crash Bandicoot 2: Cortex Strikes Back. Ja, Crash var min første rigtige gaming oplevelse.

Og han blev hængende, selv da hans storhedstid var ovre. Udviklet af Naughty Dog, udelukkende på PS1. Da serien ramte PS2 forsvandt kvaliteten langsomt. Crash er ikke en fordrukken eks-rock stjerne ligesom Sonic. Crash har på en måde slået sig fast i videospil historien, på en måde som få har formået. Måske fordi han var starten på maskot striden? Eller måske blot fordi man ikke laver spil på denne måde mere? Uanset hvad er vi i år 2017, og jeg skriver om hans tilbagekomst. Det lidt surrealistisk. Ikke David Lynch surrealistisk, men surrealistisk alligevel.

Gameplayet i Crash er så simpelt som det kan blive. Som Crash skal man igennem en lang række baner, fyldt med fjender og kasser. Man har et angreb man kan bruge mod fjender, og næsten alle parter (bortset fra bosser) dør i et slag. Der er et livssystem, hvor man får et nyt liv efter 99 frugter, eller hvis man finder dem liggende rundt omkring. Frugten kan findes på vejen eller i kassere, hvor man får en grå diamant hvis man ødelægger alle kasser i en bane.

Det kan næsten ikke blive mere simpelt. Det var sådan platformspil plejede at være, før der kom alle mulige systemer og RPG elementer. På denne front er det dejligt at vende tilbage til noget fra en simplere tid. Og det er en dejlig bonus at spillet er så flot genskabt af Vicarious Visions. Især med tanke på, at de ikke engang har haft spillets oprindelige kode.

Det føles som en vision der bliver realiseret, selvom det ikke er seriens oprindelige udviklere, Naughty Dog, der står bag denne udgave. Omgivelserne er farverige, varieret og interessante til trods for at til en vis grad følge platform klichéerne. Animationerne er også fremragende at se på, hvor især Crash har fået en lang række nye og sjove animationer. Han har aldrig været så livlig før, og at se hans dans i de to sidste spil, når man har fået en grå diamant, bliver aldrig gammelt at se på. Hans dødsfald især kan være ret komiske.

Dog skal man forvente at se disse dødsfald en del. Nogle af os der er vokset op med Crash spillende har måske glemt hvor svære de kan være. Mine minder om spillende sværhedsgrad var for det meste korrekte, men det er blevet sværre i denne omgang. Hoppe mekanikken fra Warped (det tredje spil) er blevet tilføjet til både 1 og Cortex, hvilket skaber problemer til tider. Crash har en ubehagelig tendens til at falde ned i grøfter selvom han lander på kanten, og der er intet mere frustrerende end at miste et liv selvom man landede korrekt. Det sker ikke ofte nok til at ødelægge oplevelsen, men enkelte baner demonstrer perfekt de nye problemer.

Det første spil har to baner der foregår på en ødelagt bro. Os Crash veteraner frygter dem stadig, da de i deres oprindelige PS1 format var et mindre mareridt at gennemføre. I denne omgang er de endnu sværre. Det andet spil har også et par baner hvor en fjende type skifter form efter ca. fem sekunder, hvor den skifter imellem at man skal hoppe på den eller frit kan angribe den. At hoppe på den er lettere sagt end gjort, da kollisions kasserne for fjenderne også er påvirket. Man skal være endnu præcis i denne omgang.

Det gør at spillet er sværere for nybegyndere, især når spil i dag er betydeligt lettere end hvad der bliver tilbudt her. For os med erfaring med spillende vil det også komme som lidt af en overraskelse. Men uanset om man er ny eller gammel spiller, så kan man vende sig til det. Det smukke med Crash er at, bortset fra Warped og dens opgraderinger, så kan kun færdigheder få dig videre. Der er hjælp at hente, såsom at man får en maske når man respawner hvis men dør gentagende gange, og at nogle kasser bliver til checkpoints. Men selv dette er lige meget, hvis man ikke kan hoppe ordentligt.

Dertil kommer spillets "køretøjs" sektioner. Over alle tre spil rider man på dyr, surfer, flyver i jetpack, sejer på vand scooter, flyver og kører på motorcykel. De hjælper meget på variationen, men det er ikke alle der virker. Vand scooteren styres alt for løst, og motorcyklen er alt for tung. Dette gælder også for surfing. At flyve i flyvemaskine og jetpack er dog blevet meget mere medgørligt, og dyrene styrer upåklageligt.

Der dog tilføjet nye ting, som ikke påvirker spillets kontrol så helt galt er det trods alt ikke gået. Man kan spille som Crash's søster Coco i de fleste baner. "Køretøjs" baner i de to første spil, samt boss kampe er Coco frie zoner af en eller anden grund. Lidt ærgerligt, da udviklerne ellers har gjort meget ud af hendes animationer. Hun er sådan set blot et nyt kostume, men det er en fin lille bonus og ros til udviklerne for at give hende animationer på ligefod med Crash.

Det første spil er også blevet lettere, hvor man nu godt kan dø og stadig få den grå diamant i forhold til PS1 udgaven (der er dog undtagelser). Ydermere er tids krystallerne fra Warped nu i de to første spil, så completionists skal nu også gennemføre de to første spil på tid. Logisk tilføjelse, men det er desværre tydeligt på enkelte baner at de simpelthen ikke er bygget til speed runs. Bro banerne er blot få eksempler fra det første spil. Det andet spil slipper bedre af sted med det, hvor det her kun er ca. tre baner der forvolder problemer. Men når level designet ikke stemmer, så er det rigtig sjovt.

Til trods for nye problemer, skal Vicarious Visions have ros for deres arbejde her. De har lagt kærlighed og sjæl ind i denne samling hvilket hvert sekund smukt røber for os. Kontrol problemer eller ej. For en veteran som jeg var det en fornøjelse at gå igennem mine barndoms minder endnu engang. Og det var nok til at jeg har platin i alle tre spil. Det var ikke altid sjovt, faktisk havde mit yngre jeg let ødelagt mindst en kontroller på dette. Men det var det værd. Ahhhhh glæden ved at være completionist...

Men for en nybegynder? Ja, her bliver det nok svært. Jeg kan ikke løbe fra, at nostalgien har blindet mig lidt her. Det er trods alt min barndom og på alle måder modsat mit nuværende jeg. En slags flugt fra virkeligheden, en rejse tilbage til bedre tider. Nok om mit liv, pointen er at jeg tilgiver måske spillet for meget i forhold til hvad en nybegynder ville. Måske fordi tiderne har ændret sig siden da, og de aldrig oplevede det. Og jeg stadig husker gamle design filosofier, hvor det at holde spilleren i hånden hele vejen ikke var et kendt begreb. Hvor hvis spillet var let, var det enten ved et uheld eller hvis det var lavet udelukkende til børn.

Nybegynder eller veteran, så er der massere af sjov at hente i Crash samlingen. Spillene er hurtigt gennemført, men går man efter at få alt (hvilket man burde, ellers spiller man ikke rigtigt) er der massere af timer i vente. Det er frustrerende til tider og den ændrede kontrol er en skam, men det er et godt nostalgi trip for os der er veteraner. Og for nybegyndere er det en interessant historie lektion. Og lad os håbe at Crash går en lysere fremtid i møde.

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10