Nioh

Man må sige, at der virkelig er gang i japanerne i år. Yakuza 0, Resident Evil 7, Nier: Automata, Persona 5 og Nioh. De fleste eksklusive på Playstation 4, høstet massere af ros og fans. Jeg når snart selv til Persona 5, men hold nu op for et år! Det svært at følge med de anmelder roste spil jo! At der så også er en tung skole byrde og en million andre ting hjælper ikke på det, men efter mere end en måned har jeg endelig gennemført Nioh. Er det så virkelig på det niveau, som anmeldere har postuleret? Det korte svar er "JA". Det længere svar kommer her.

Til at starte med minder Nioh meget om Dark Souls. Kamp systemet spilles ligesom i Souls serien, man optjener EXP (i denne omgang amrita) der alle går tabt hvis man ikke når tilbage til sin grav, level systemet er præcis det samme, selv level designet er fyldt med hemmeligheder og belønnende genveje. Men efter at have klaret spillets anden historie mission, begynder Nioh at vise sig fra sin egen side.

Modsat Souls serien er Nioh mission baseret, med et world map der giver adgang til den næste mission. Naturligvis er der også side missioner. Dertil er der også en smed, hvor man kan købe, sælge og skabe nye våben. Modsat Souls serien, så er økonomien adskilt fra EXPen. Og så indeholder smeden også et af de mest grindy trophies jeg længe har været udsat for (efter 71 timer lever jeg stadig i illusionen om, at jeg nok skal få det platin trophy).

Smeden i sig selv er en yderst udmærket mulighed, hvis ikke bare for at sælge sit udstyr. Det er ikke så ofte, at smeden kan følge med din progression, hvor smeden ofte lærer at lave udstyr på niveau under dig. Men systemet findes, og kan til tider være en stor hjælp.

Nioh gør brug af randomized loot, som man kender det fra Diablo. Fjender og kister giver dig tilfældigt konstrueret udstyr, hvor ikke et stykke udstyr er ens. Det føles belønnende når man får nyt og bedre udstyr, også selvom det til tider er minimale forbedringer. Våben bliver endda stærkere jo mere man bruger dem, så på det punkt er det godt at holde fast i sit våben. Det betyder dog naturligvis også, at man ofte går rundt med hvad der svarer til et varehus af ubrugeligt udstyr, og menuerne er i starten heller ikke specielt hjælpsomme, men det er hvad der holder økonomien bedre kørende end Grækenland. Dertil er der fem forskellige våben typer, der hver har sit eget skill tree, samt dedikerede trænings missioner. Ligeledes Ninja og Onmyo, der er henholdsvis kastestjerner og magi. Disse ting tilføjer meget til et kamp system, der i forvejen er dybt.

Varianten på Souls seriens stamina system hedder Ki. Hver gang man laver et angreb, kan man i et kort øjeblik tjene det meste tilbage ved at trykke på R1. Er man smart, kan man udnytte dette system til et ekstra angreb, eller at undvige et angreb. Konsekvensen ved at løbe tør for Ki er, at et slag under den tilstand fuldstændig lammer en i kort stykke tid. Tid, der let kan komme til at koste en dyrt! Ydermere er der skytsvåben som buer og rifler, og ens nærkamps våben kan bruges på tre måder: high stance der er langsomt men kraftfuldt, low stance der er hurtigt men med minimal skade, og mid stance der er mellem vejen.

Så hvad vi har her er et kamp system, der har Souls' DNA men som tilføjer så mange ting, at det i sidste ende bliver sit helt eget. Det er sjovt og vanedannende, og det er oftest ret belønnende. Dybden er imponerende, de tilfældige mængder og varianter af udstyr gør kun spillet endnu bedre.

Ligesom Souls serien, så er Nioh svært. Og jeg mener rimelig svært. Som i: "jeg døde ca. 176 gange gennem hele spillet". Dog ikke lige så svært som Souls. Spillets boss kampe er fremragende (for det meste), men de fleste af dem klarer man højst sandsynligt i første forsøg. Ydermere har man også mulighed for at udnytte sin guardian spirit, der gør en uovervindelig og stærkere i kort tid. Spillet bliver kun lettere, hvis man er Souls veteran (jeg har platin i Bloodborne, men stadig langt fra veteran). Dette betyder dog også, at spillet er lidt mere lige til, så der er en mere lige balance mellem sjov og udfordring.

Men tag ikke fejl kære venner, spillet er stadig svært. Skide svært. Svært, hvor man overlever mange close calls. Hvor controlleren sikkert bliver kastet i vrede, hvor voksne vil græde og råbe over at dø når man er så tæt på endelig at slå en af de sværre bosser ihjel. Hvor man tvivler på om det er det hele værd. Det kan gøre nederlag sjæleknusende til tider, men det gør også sejre endnu mere belønnende.

Dette gør sig især gældende for spillets sidste region, der kun kan beskrives som vanvittig i forhold til stærke bosser. Spillets næstsidste hovedmission går endda endnu længere. Her starter man med allierede, der faktisk gør det lidt lettere end hidtil. Et dejligt pusterum. Men så bliver man separeret fra dem, og bedt om at dræbe fire bosser. Alene. Og du kan kun kalde på andre spillere (det vender vi tilbage til) for en af bosserne. Og hvad er belønningen for dette? Retten til at kæmpe mod de resterende tre bosser, hvor de sidste to endda sker uden mulighed for at helbrede eller få ting tilbage i mellem tiden.

Jeg forstår stadig ikke hvordan jeg gjorde det, men jeg gjorde det. Jeg ved ikke hvor mange forsøg det tog mig, men min stædighed var nok. Stædighed, stolthed og en blanding af Slowdive og Deafheaven. Og tro det eller ej, de side missioner man får låst op for bagefter går endnu længere, hvor man som enten kæmper imod flere bosser i streg uden pause, eller to på en gang. Det er svært at holde fast i platin jagten, må jeg ærligt indrømme.

Og når ja, multiplayer. Ligesom i Souls serien kan man tilkalde andre spillere som hjælp. Det fungerer for det meste på samme måde, dog med to markante forskelle. For det første bliver man ikke tilfældigt invaderet. Døde spillere efterlader lig, som man frit kan vælge mellem at bekæmpe eller ej (medmindre en specifik fjende er i nærheden, der tvinger dig til det). Her får man nogle gange deres udstyr, samt glory points der kan bruges i en alternativ butik. Det andet er, at du kun kan tilkalde spillere der allerede har gennemført den pågældende mission, så hvis du planlægger at opleve hele spillet frisk i følgeskab med en anden, så er det bare ærgerligt Sonny boy. Vedkommende må observere ved siden af dig.

Det er lidt ærgerligt, men det er egentlig forståeligt. Andre spillere gør bosserne markant lettere. Det er stadig ærgerligt, men et forståeligt valg.

Så hvad vi har at gøre med her, er et spil der er blevet grundlagt på Souls seriens DNA, tilsat en masse forskellige krydderier. Der er enkelte problemer, såsom at kravene for at starte en mission sammen med en anden spiller er lidt unødvendige, at smeden er halvt upålidelig, og at grinding muligheder er ret begrænset når historien er gennemført, men jeg sidder egentlig bare og finder små fejl, fordi Nioh er fantastisk at spille.

Hvad der er knap så fantastisk, er spillets historie. Her følger vi irske William Adams, der er taget til Japan for at stoppe Edward Kelly og hans Yokai monster hær. Her får William hjælp af forskellige japanske klan medlemmer, såsom Hattori Hanzo. Hvis du kender din japanske historier, så levede disse personer faktisk i år 1600. Faktisk dukker der ret mange historiske karaktere op, og William var faktisk en af de første vestlige samuraier i Japan, hvor Edward Kelly var en britisk okkultist. Ja, dette er et fiktivt billede af den japanske historie, hvilket gør dette valg af brugen af historiske personer underligt. Fordi hvad formål tjener det?

Det vidste udviklerne åbenbart heller ikke, fordi spillet er glad for at name droppe adskillige historiske karaktere, uden at give dem nogen baggrund eller forklare deres historiske relevans. Igen hvorfor er de her? Udviklerne har enten manglet interesse for at fortælle en historie, eller manglet evnerne til det. Karakterer bliver introduceret og glemt, op til flere missioner har ingen relevans til historien, og senere præsenter spillet detaljer som det forventer vi kender, men som aldrig er nævnt før. Det går nok værst udover William, der har så lidt karakter at han i de fleste scener bare står og glor. Han er tæt på at være mute, så man bliver overrasket når han endelig taler. Og de forsøg der bliver lavet på at give ham karakter, falder fuldstændig til jorden.

Hvad man dog ikke kan tage fra spillet, er den japanske kunststil. Dette er et smukt spil, med varieret og flotte omgivelser. Der er tydeligvis lagt meget kærlighed i den visuelle side af spillet, og man bliver ofte forbløffet over hvilke syn man bliver udsat for. Det står næsten i komplet kontrast til spillets sværhedsgrad, men det er en sand fryd for øjet.

En imponere detalje er også muligheden for at skifte mellem action mode og movie mode. Movie mode giver en højere billede opløsning, men begrænser frame-raten til 30FPS. Action mode reducer billede opløsningen, men giver derimod en frame-rate på 60FPS. Det er en fed gestus at man har det valg, men jeg vil personligt anbefale action mode. Her føles spillet bare så meget bedre at spille. Ikke at movie mode ødelægger spillet på nogen måde, men dette er lavet til 60FPS.

En sidste detalje der også fortjener ros, er stemme skuespillet. Trods et rod af en historie, så gør skuespillerne deres arbejde flot. Detaljen består i, at japanerne for det meste faktisk snakker japansk. Det kan være en smule distraherende at de snakker til William på japansk, hvilket han forstår og svarer igen med irsk engelsk, men det er en af de få ting som plottet rent faktisk forklarer. Der er få gange hvor japanerne begår sig på engelsk, og her snakker de faktisk med tydelig japansk dialekt, til det punkt hvor de udtaler visse ord forkert og med tung accent. Det er ret imponerende.

Nioh er hypen værd. Det er velkendt, men også sit eget. Dette spil forstår hvordan man tager velkendte elementer, og transcender dem til en højre enhed. Sætningen er brugt ofte i år, men dette er endnu engang et af årets bedste spil. Straffende men sjovt, velkendt men anderledes, knusende men belønnende. Dette kan en rodet og tynd historie ikke ødelægge. Nioh er svært, men det er et must for enhver PS4 ejer.