Nier: Automata

Man kan med rette sige, at Yoko Taro er en uheldig mand. En mand, der har så meget på hjertet og ualmindelig dygtig til at skrive historier, og vende video spil klichéer på hovedet. Han har desværre bare aldrig haft hverken grafik eller gameplay med sig. Darkengard 1 og 3 er eksempler på dette, men især det oprindelige Nier fra 2010 er det helt store eksempel. Dette spil har en af de bedste video spil fortællinger overhovedet på PS3/X-Box 360, men gameplay og grafik havde alvorlige problemer. Jeg gav det spil 6/10, og jeg er frustreret når jeg tænker på det.

Dette vil med garanti ikke gentage sig med Nier: Automata. Jeg er stadig forbløffet over hvad jeg har oplevet. Har jeg virkelig spillet det her? Er det for godt til at være sandt? Ikke fordi jeg vil være filosofisk over Niers eksistens, men mere hvordan jeg perciperer det. Nier: Automata er et mesterværk uden lige. Simpelthen.

Dette skyldes delvist Platinum Games, der endelig har knækket koden, og givet det som Yoko har manglet: fremragende gameplay til hans eksperimenterende og fremragende manuskripter. Kamp systemet er hurtigt og fleksibelt. Et simpelt hack and slash spil, med fokus på råstyrke og forskellige våben. Her er ingen liste over forskellige moves, men kun forskel på hvilke våben man bruger, opgradering af disse, en pod der kan skyde efter fjenderne (og ligeledes også opgraderes), og meget generøs tid til at undvige angreb.

Simpelt, men ekstremt effektivt. Det er en ren fornøjelse, og fjenderne er sjove at kæmpe imod. Delvist takket være varieret fjende design, men også fordi det føles belønnende. Det bliver aldrig kedeligt at samle møtrikker op fra dræbte fjender, hvilket er spillets valuta system. At stige i level føles også belønnende.

Dertil hører også chip systemet. Du har en mængde plads på din karakter, hvor man frit kan installere chips. Disse chips er både buffs og helt basale ting, såsom HUD elementer. Hvis du såvel ønsker det, kan du endda fjerne den chip der holder dig i live. Hvorfor? Hvorfor ikke? Nogle gange kan ens eksistens og væren blive for meget at håndtere, så det vel fair nok at selv kunne bestemme. De forskellige buffs kan gøre en stor forskel, såsom at tilføje en chokbølge til sine angreb eller give mere liv. Man kan opgradere sin plads, men hvis man vil have nogle af de bedste resultater, må man ofre en del. Det er overvældende i starten, men det er dejligt belønnende at eksperimentere med dette system. At man så frit kan konstruere tre forskellige sæts som man frit kan skifte imod, lader en eksperimentere løs. Det er et dejligt fleksibelt system.

Dertil hører også, at døden bliver behandlet som i Dark Souls. Du mister dine chips og dit lig bliver efterladt. Kommer du tilbage til liget, får du alt tilbage. Dør du anden gang er de væk for evigt. Det skete ikke så ofte for mig, men spillet har nu en fin balance, hvor der kommer mere udfordring som spillet skrider frem. En fin lille ting er, at man kan også finde andre spilleres lig. Udover en standard døds besked (som kan være ret deprimerende), kan man vælge at bede for spilleren, der så får fuldt liv. Man kan herefter enten vælge at opsamle liget for EXP, penge og chips, eller reparere liget for at få en midlertidig følgesvend.

Spillets omgivelser er ligeledes også åbne. Dette er open world, men man skal ikke forvente noget i stil med Witcher. Verdenen virker umiddelbart tom og indholdsløst, men der er hemmeligheder at komme efter. Hemmelige våben, skjulte fjender, kister osv. Her er meget at opdage. Visuelt starter det med at være uinspireret, men som man skrider frem opdager man interessante steder. Steder, der ligesom i det første Nier, ofte bliver genbrugt. Umiddelbart ærgerligt, men spiller bruger sine omgivelser flot gennem side og hoved missioner. Man bliver velkendt med sine omgivelser, hvor man langsomt føler sig hjemme. De involverer en i spillets verden, og gør at det hele får en personlig effekt på en.

Udover dette, så har spillet meget variation. Variation, der ofte ændre gameplayet. Alene i spillets åbnings mission skifte spiller ofte mellem at være et twin-stick bullet hell shooter, 3D action spil og 2D platformer. Der findes endda andre ændringer som jeg ikke vil spoile. Umiddelbart tegn på at spillet er usikker på sig selv, men alle disse elementer er meget flot udført. De føles poleret og velspillede, faktisk kunne de være hele spil i sig selv. Især bullet hell sektionerne kunne snildt være sit eget spil. Men her bliver alle disse elementer kombineret til et velspillende spil, der ofte overrasker og jævnligt trækker tæppet væk under spilleren.

Dette er ikke et hvilket som helst spil, dette er et Yoko Taro spil der ikke er bange for at eksperimentere. Af alle de ting man bliver udsat for her, jeg har sjældent oplevet noget ligene. Yoko tænker med glæde ud af boksen, men han kommenter også glædeligt på velkendte gameplay mekanikker. Eksempelvis starter spillet med at gøre en opmærksom på manglen af auto save, som om Yoko fjerner basale ting for at vise hvor meget vi tager dem for givet i dag. Der er andre eksempler som jeg ikke vil spoile, men Yoko angriber generelt hvordan spil er struktureret i dag.

Yokos andet trumf kort er historien. Vi spiller i en post-apokalyptisk fremtid, hvor maskiner har invaderet jorden. Dette har tvunget de sidste mennesker til at søge tilflugt på månen, hvor de har skabt androide hæren YoRHa, der har til opgave at befri jorden fra de maskine livsforme er har overtaget. så menneskerne kan vende tilbage. Her spiller man som 2B, der sammen med sin nye følgesvend 9S skal hjælpe med at befrie verdenen. Jeg ved ærligt ikke hvor jeg skal begynde. Jeg ved ikke engang hvad jeg kan sige, uden at spoile for meget. Man skal helst gå ind til dette spil, med så lidt viden om historien som overhovedet muligt. Nuvel, jeg prøver.

Ligesom Hideo Kojima, er Yoko ikke bange for at bruge underlig humor og bryde den fjerde væg. Spillet er ikke bange for at grine af sig selv lidt, hvilket blandt andet bliver sjovt fremvist gennem en maskine der sjovt nok hedder Jean-Paul. Selv dialogen er til tider underligt skrevet, og det samme med stemme skuespillet. Men det bidrager alt sammen, fordi når spillet bliver seriøst, så ved man at det er alvor. Det er en mørk historie med nogle grumme øjeblikke. Især et øjeblik hører nok til en af de mørkeste øjeblikke i gaming, siden Spec Ops: The Line. De mange drejninger er overraskende, tankevækkende og tragiske. Generelt set er historien dyster, emotionel, tragisk og provokerende.

Ikke blot for hvad der sker, men fordi at spillet er dybt begravet i filosofi. Nogle spil stiller spørgsmålstegn ved meningen med livet og menneskets natur, men Nier går endnu dybere. Dybere end blot at navngive bosserne efter kendte filosofer (og ja, Søren Kirkegaard er inkluderet). Eksempelvis snakker vi om bevidsthed, skam og eksistens (for at nævne nogle få). Aldrig før har et spil fået mig til at tænke på den måde, som Nier gjorde. De spørgsmål som spillet og dens karaktere stiller, er nogle man hurtigt kommer til at påføre sig selv i det virkelige liv. Siden sidste år er jeg godt nok langsomt blevet introduceret til filosofi, men det her spil har ændret mig som person.

Det gør at spillet kan være en ubehagelig oplevelse. Ikke blot for de oprigtigt chokerende twists eller de dystre situationer, men fordi spillet taler til en, stiller ubehagelige spørgsmål der (ligesom så meget i filosofi) ikke har et entydigt, simpelt svar. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i et spil format. Dette er en historie der skal opleves.

Og det sjove er, at gennemføre Nier er blot begyndelsen. Spillet går langt med sin New Game + mulighed. Vi snakker ikke blot om enkelte nye funktioner, vi snakker om helt nye gameplay mekanikker og bunkevis af nyt historie materiale. Anden gennemspilning er lidt anderledes, tredje er utrolig anderledes. Der i alt 26 slutninger, hvor fem af dem er påkrævet for at få fuldt udbytte af historien. De resterende 21 er jokes/game over agtige slutninger som man vil opdage ved et uheld. Jeg havde aldrig troet at jeg ville sige "jeg fik en slutning ved et uheld". Ja, spillet har en mystisk opfattelse af hvad der går for en slutning, men det føles som om at Yoko gør nar af hele konceptet.

Soundtracket skal selvfølgelig også nævnes. Hold nu op hvor er det vidunderligt! De tilføjer perfekt til spillets atmosfære, men taget for sig selv er de ekstremt mindeværdige og fængende. Jeg venter ivrigt på en officiel udgivelse, da dette let er et af de bedste soundtracks nogensinde i et JRPG.

Man må i sandheden sige at år 2017 har fået noget af en start. Yakuza 0, Resident Evil 7, Nioh, Horizon: Zero Dawn og The Legend of Zelda: Breath of the Wild (mangler at spille de tre sidstnævnte, så det baseret på anmeldelser), der i forvejen har høstet stor ros og nærmest opnået klassiker status. Nier: Automat tilslutter sig ikke kun denne gruppe, men overgår dem faktisk. Nier er en milepæl for rollespil generelt. Aldrig før har et spil spillet så fantastisk, historie aldrig været så tankevækkende og spændende, struktur der aldrig har været så overraskende.

Nier: Automata skal spilles. Det skal ejes og opleves. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kommer nok aldrig til at glemme dette spil. Det fremragende varieret gameplay, den fantastiske musik, den spændende historie og dens flotte behandling og inkludering af filosofi. Dette er et klogt, sjovt, deprimerende, dybt, provokerende, ubehageligt og simpelthen et af de bedste spil der nogensinde er lavet.