Resident Evil 7: Biohazard

Man kan sige hvad man vil om Capcom, men en ting de må roses for er hvordan de sparker nyt liv i deres serier. Især med Resident Evil. Da RE mark 1, med forudbestemte kamera vinkler, tank kontrol og begrænset inventory system var begyndt for alvor at gå på nerverne af folk, lavede de Resident Evil 4. Et spil, der markant ændrede serien til et tredjepersons skydespil, og som med rette er husket som et af de bedste spil nogensinde. Siden da har serien dog kontinuerligt gået i den forkerte retning, hvor action overtog fremfor gyset. Resident Evil 5 var udmærket, spin-offs af (for det meste) ringe kvalitet, og RE6 var en direkte fornærmelse mod seriens fans. Jeg blev i hvert fald ret fornærmet, og nu prøver Capcom at sige undskyld med Resident Evil 7: Biohazard, hvor de endnu engang prøver at genopfinde den dybe tallerken.

RE7 vil ikke just blive husket på samme måde som RE4, men denne undskyldning er en lettelse. En fremragende anledning for fans at fejre serien. RE7 er lige præcis det spil som jeg har ønsket Capcom har villet lave, gennem flere år. Lige præcis det spil jeg så desperat ønskede, da majestæts fornærmelsen RE6 var gennemført. Og ros for hvordan Capcom markedsførte spillet. Demoen, trods sine P.T. følelser og lidt fragmenteret i forhold til at den blev opdateret tre gange; opdateringer der indførte nye ting og omgivelser, var fremragende. Det startede hele dette mysterie, som jeg så ivrigt har vente på at løse. Spillet starter endda med flot at bruge ens viden fra demoen imod en.

RE7 er markant anderledes i forhold til siden RE4. Dette er first person, og hovedpersonen Ethan er en hverdags mand, der er på jagt efter sin forsvundne kone Mia. De store Michael Bay agtige eksplosioner og actione scener er forsvundet, erstattet af mesterligt gys (for det meste). Ja, du læste rigtigt, mesterligt gys! Serien har ikke været skræmmende siden PS1 dagene, og alligevel er RE7 markant anderledes i forhold til at skræmme.

Spillet læner sig meget op af en tung atmosfære, der er undertrykkende og intens. I spillets første halvdel stifter man bekendtskab med Baker familien, der nærmest konstant jager en. Eksempelvis bliver man igennem en villa konstant jagtet af Jack Baker, der bestemt ikke kan lide idéen om at du lever. Han er spillets første geni streg. Man kan ikke slå ham ihjel, hvor man må være kreativ i forhold til at undgå ham. Når først han har fået færden af dig, bliver det hektisk og skræmmende.

Familien generelt er nogle af de mest mindeværdige karaktere/skurke i hele serien, der bringer dejlige minder om Nemesis fra RE3. De har sjove personligheder, på en måde der får en til at grine af frygt da man ved hvad de er i stand til. Dette fører også til nogle mindeværdige kampe, hvor især den første boss kamp burde høre til som en af seriens bedste. Disse kampe er uforudsigelige, udfordrende, paniske og til tider endda kreative. Hvad end om de jagter en, eller man er tvunget til at kæmpe imod dem, ved man aldrig hvad de vil gøre næste gang.

Et af spillets store trumfkort er netop variation. Spillet formår konstant at holde sig selv interessant, hvor de forskellige elementer bliver udskiftet lige så snart de er ved at være overspillet. Et godt eksempel er en senere sekvens, der spiller som noget der er taget direkte ud af Saw. Et andet er spillets video bånd (hvor man selv spiller som karakterne inde i båndet), hvor man på et tidspunkt får viden gennem et bånd, man skal bruge for at komme videre senere; et meget klogt øjeblik.

Alt imens man bliver skræmt af den førnævnte atmosfære. Man føler sig aldrig sikker, selv ikke når man endelig har fået et våben. Dette er delvist takket være Ethans reaktion til de forskellige situationer, der føles troværdige og realistiske. Når han skriger fordi han er bange, så tror man på ham, hvilket kun drager en endnu tættere til atmosfæren. Delvist også fordi at Baker familien ikke kan slås ihjel Undervejs møder man nogle monstre, kaldt Molded, der på trods af mangel på variation er overraskende effektive. De kan være svære at nedkæmpe, især hvis man møder dem i en korridor, og hvordan de dukker op er ofte uforudsigeligt. Jeg fik mange choks af Molded, hvor de til tider pludseligt dukkede op ud af det blå og snigende sig op på dig. Choks, trods mangel på den klassiske pludselige og høje lyd effekt!

Spillet har mange geniale måder at skræmme en på, som jeg ikke nænner at spoile. Atmosfæren bliver flot udnyttet, og skaber en lang række mindeværdige og nervepirrende sekvenser. Faktisk noget af det bedste gys jeg længe har oplevet. Dette bliver også forstærket af B-film elementer, såsom Ethans til tider kække modsvar til familien, humor (endda enkelt referencer til film som Evil Dead), og den groteske vold. Ydermere også elementer, såsom at first aid vand let kan kurrer alle sår, såsom afhuggede læmmer (ja, det er faktisk muligt at miste læmmer!) Det er en vidunderlig kombination.

Trods dette, så er RE7 overraskende nok bundet til seriens gamle design filosofi. Eksempelvis starter man i en villa, som man systematisk arbejder sig igennem ved at finde nøgler, klarer gåder og gennemgår gamle områder for at finde nye ting. Denne backtracking er ikke nær så voldsom som de tidligere spil kunne være til tider, og gåderne er ikke illogiske. De er dog alt for lette og ordinære, med en stor vidunderlig undtagelse dog. Det er begrænset hvor meget du kan have på dig af gangen, og man gemmer i saferooms med tilsvarende kasser, der transporter dine ting fra sted til sted. Præcis som i de gamle spil. Man gemmer endda via en båndoptager, og på spillets Madhouse sværhedsgrad er det endda begrænset hvor ofte man kan gemme. Igen: præcis som i de gamle spil.

Så selvom spillet føles moderne, formår det alligevel at bevare den gode gamle og savnede Resident Evil ånd. Det føles som et PS1 Resident Evil, lavet efter 2017 standarder. Dette inkluderer også nogle små, sjove og kloge referencer til tidligere spil i serien, som fans vil få mange store fornøjelser ud af. FPS perspektivet forstærker kun spillet. Generelt er spillet yderst velspillende, en sand fornøjelse.

Som du måske har hørt om andre steder, så forsvinder gyset lidt i spillets anden halvdel. Det er rigtigt, men selv her formår spillet stadig flot at udnytte sin atmosfære, til at skabe interessante og intense øjeblikke. Spillet bruger endda jump scares på en ret klog måde, og selve opbygningen til spillets klimaks udnytter ligeledes flashbacks ret flot.

Effekten af gyset kommer også delvist på baggrund af omgivelserne. Så forskruet som den "herlige" Baker familie er, så føles deres hjem overraskende menneskelige. Det virker vitterligt som om at rigtige mennesker lever her, og det tilføjer kun til mysteriet om hvad der er gået galt. Generelt er RE7 et yderst flot og detaljeret spil, spækket med en pæn kunstnerisk stil i omgivelserne, dejligt grotekst og detaljeret vold og en pæn billede hastighed.

Handlingen i sig selv er en betydelig forbedring i forhold til tidligere spil. Mysteriet er spændende, svarene tilfredsstillende og spækket med mindeværdige øjeblikke. Den er dog ikke perfekt. Slutningen er lige lovlig hurtig, trods at den introducerer et voldsomt interessant spørgsmål der formentlig bliver besvaret, når det fremtidige gratis DLC udkommer. Hvad handlingen dog ikke kan flygte fra, er at Ethan og hans kone Mia simpelthen har brug for mere udvikling. Selvom de har været gift og at hun har været forsvundet i tre år, graver spillet aldrig rigtigt i deres baggrund. Man får stadig en vis forbindelse til dem, takket være det flotte stemmeskuespil, men det lever aldrig fuldt op til sit potentiale.

Men til trods for dette narrative problem, et ønske om mere fjende variation i forhold til Molded og lidt for simple gåder (ja, jeg har intet imod boss kampene), så er Resident Evil 7 mesterligt. Jeg blev konstant forbløffet og overrasket igennem de ni timer det tog mig at gennemføre spillet. Da jeg først gik i gang med spillet, var det svært at slippe. Mysteriet blev i mine tanker, diverse øjeblikke i min bevidsthed. Sådan forholder det sig stadig, og jeg vender bestemt tilbage til det. Og når jeg har det sådan, så bliver spillets imperfektioner hurtigt overskygget.

Ja, Resident Evil 7 er ikke innovativ ligesom Resident Evil 4, men det vil blive husket for at bringe serien tilbage på sporet for anden gang. Det spændende mysterie, den undertrykkende atmosfære, det kloge gys, det veldesignede gameplay og Baker familien gør RE7 til en fremragende succes. Som fan af serien, er det lige præcis dette spil jeg har ønsket mig i flere år. Men uanset om man er fan af serien eller gyser spil generelt, så må Resident Evil 7 ikke undgås. En fremragende start på år 2017.