Titanfall 2

Umiddelbart virker det absurd, at Titanfall 2 er det første Titanfall spil udgivet på Playstation. Ja, det første havde umiddelbart ikke nogen kampagne som sådan, men der var stadig en historie. Det lader dog heldigvis til, at det ikke er så nødvendigt i denne omgang. Spillet står på egne ben, så alle os der ikke har spillet det første kan sagtens hoppe ind.

Har man spillet Call of Duty, eller generelt bare skydespil siden 2007, finder man sig hurtigt til rette i Titanfall 2. Gameplayet er som vi kender det, våben galleriet lige så, alt sammen leveret med smukke 60 billeder i sekundet. Men spillet har et par esser i ærmet. Først og fremmest gennem det akrobatiske gameplay. Man kan hoppe højt og løbe på vægge, hvilket tilføjer en helt ny dimension til standard gameplayet. Man skal være på farten, udnytte de åbne omgivelser og improvisere sin adfærd. Dette gør gameplayet lang sjovere end de fleste spil af denne genre, og bidrager til en fremragende multiplayer funktion.

Multiplayer er i sig selv også standard i forhold til forskellige modes, men det virker. Delvist takket være gode muligheder for at skabe sin egen soldat, delvist pga. spillets kloge sammenblanding af bots og rigtige spillere, men også især pga. Titans. Disse robotter kan alle tilkalde efter et stykke tid, og de ændrer fuldstændig kamp billedet. Når først de bliver introduceret, må man ændre sin strategi markant og være meget varsom. De holder kampene interessante, og de er belønnende både at besidde og nedlægge. Dette er en af de bedste multiplayer oplevelser i 2016, på samme (med anderledes) kvalitet med Battlefield 1.

Modsat sin forgænger, så har Titanfall 2 en kampagne med en tilsvarende historie. Historien er fokuseret om Cooper, der er fanget bag fjendens linje sammen med titanen BT. De udgør kernen i denne historie, og det er særdeles underholdende. Coopers menneskelighed og humor (som man selv kan diktere) mod BTs kolde, analytiske retorik, der eksempelvis tager alle jokes bogstaveligt. Man er i godt selskab med de her to, til trods for at Cooper ofte lyder ret distanceret. Især fordi, at han dårligt taler til andre end BT. Spillet prøver at få dette forhold til at betyde noget til sidst, men du kan sikkert godt regne ud hvad det munder ud i.

Kampagnen har generelt ikke meget scripting, men i stedet interessante kampe. Det akrobatiske gameplay bliver flot udnyttet til at skabe kreative baner. Eksempelvis en sekvens hvor man kæmper sig igennem en bybygnings fabrik er særdeles flot udført. Spillet har en del af disse øjeblikke, og især en opfindsom bane hvor man kontinuerligt rejser frem og tilbage i tiden. Det er lang tid siden at genren har set så meget kreativitet, som Titanfall 2 demonstrer.

Alligevel føler jeg mig reserveret i forhold til kampagnen, og spillet generelt. Det er et frisk pust, men det føles som om det også skulle have været meget mere. Spillet er eksempelvis kun fire timer langt, hvilket gør at historien dårligt har tid til at gøre noget ud af sig selv. Skurkene har eksempelvis unikke personligheder, men de dukker kun op en gang. Selve konflikten er vag og verdenen får ikke nok tid til at blomstre. Et spil skal ikke være langt for bare at være langt, men spillet har drastisk brug for mere tid. De fire timer bliver bare ikke udnyttet på samme måde, som Battlefield 1.

Spillet er sjovt og forfriskende, men det får mig ikke til at gå amok af glæde, som Battlefield 1 gjorde. Spillet begrænser sig selv, og indrømmet er sci-fi settingen trættende. Især i forhold til Battlefield 1s første verdenskrig. Det ville være rart, hvis moderne skydespil ville gå væk fra sci-fi, og det er måske derfor at spillet har floppet salgsmæssigt.

Det friske pust er nok til at gøre spillet bedre end standarden, men det skulle have været meget mere. Det holder sig for meget til velkendte konventioner, hvor der er behov for at gøre op med dem. Dette holder Titanfall 2 tilbage fra at være fantastisk. Hvad vi har her er godt og overmiddel, men begrænset.